Ingrid Riis/Ritzau Scanpix
Min stil er gammel/ Den er billig vin og dyre rejer/ Min stil er 80’er/ Den er Simon Spies og Hüttemeier/ En stil så krøllet/ Den er Choco Pops og karry-boller/ Min stil er polyester/ Joggingtøj med pressefolder – Bikstok, “80’eren”.
Den fik virkelig ikke for lidt med 80’er-nostalgi, da partiformand Morten Messerschmidt i weekenden holdt tale ved Dansk Folkepartis årsmøde i Næstved. I knap en time mindedes Messerschmidt, hvordan Danmark anno 1980’erne åbenbart var et lykkeligt og utopisk sted. Her blev man om søndagen “vækket af kirkeklokker og ikke forstyrret af bønnekald om fredagen”. Bøger var “trykt på papir, ikke noget man lyttede til”. Folk kunne med internettets fravær ikke bare “ødelægge en god diskussion med irriterende faktatjek”. Og vigtigst:
“Jeg så ingen tørklæder, ingen moskeer. Ingen grupper af utryghedsskabende indvandrere. Selv på Nørrebrogade var der julepynt i vinduerne”.
Her kunne man jo så – som DR også har gjort – krakelere utopien ved at påpege (med et irriterende faktatjek), at den første moské i Danmark sådan set allerede blev indviet i 1967. Man kunne også udfordre Messerschmidt til at gå en tur ned ad Nørrebrogade i december og bunde en Gammel Dansk, for hver gang han alligevel ser noget julepynt. Og om søndagen bede til, at hans lever overlever, når først man er blevet vækket af kirkeklokkerne (som altså os bekendt stadig bimler, som havde Quasimodo besat dem). Ja, eller også kunne man forholde sig til en detalje, som DF-partiformanden sjovt nok skøjtede ret hurtigt forbi: at Dansk Folkeparti selv først blev stiftet i 1995, og derfor slet ikke hører 80’erne til. Måske, kunne man filosofere, er det faktisk også en af grundene til, at 80’erne var en bedre tid.
Med fare for at lave lige så grelle generaliseringer som Morten Messerschmidt selv, kommer man dårligt udenom, at dansk politik ved DF’s mellemkomst er blevet yderligere polariseret, dybt forrået i udlændingeretorikken og langt mere menneskefjendsk. I årtier har man brugt uendeligt meget energi på at så splid og skabe en dyster opsplitning mellem “dem” og “os” – for efterfølgende at sige, at man minsandten havde ret, da der nu er splid og opsplitning! Psykologisk betragtet minder det vel om den såkaldte Rosenthal-effekt, opkaldt efter psykologen Robert Rosenthal (som døde tidligere i år): At en persons forventning til en andens opførsel ofte vil blive en selvopfyldende profeti – netop fordi forventningen kommer til at sætte rammen.
Egentlig er det heller ikke, fordi DF er blevet mere stuerene med tiden. Tværtimod: Det er snarere en stadig større del af folkestyret, som sammen med DF er begyndt at skide hæmningsløst på gulvet og på demokratiske kerneværdier som retten til ikke at blive forskelsbehandlet og til menneskelig værdighed. Så meget desto mærkeligere er det, at partistifter Pia Kjærsgaards bebudede pension har skabt en tilsyneladende lavine af lovprisninger og bemærkninger om, at hun i virkeligheden var politisk visionær, ja, at hun havde “ret”.
“Men hvilken form for ‘ret’?”, kan man passende spørge her på Folketingets åbningsdag – en dag, hvor strammerretorikken unægteligt kommer til at fylde igen på talerstolen. Selv siger Pia Kjærsgaard i et interview med Information, at der “slet ikke” er noget, hun fortryder i udlændingedebatten. Da Folketinget sidste år åbnede, sagde nuværende DF-formand Morten Messerschmidt, at de stigende udgifter på handicapområdet “måske hænger sammen med, at vi har fået rigtig rigtig mange folk ind fra Mellemøsten, som tager en kultur med, hvor det desværre er alt for almindeligt, at man bliver gift med sin fætter eller sin kusine og derfor får syge børn”. Gad vide, hvad der bliver sagt af endnu mere ufortrødent rabiate ting i år?
Sikkert er det, at DF ”takket” være Pia Kjærsgaards årtierlange polariseringsindsats ikke længere står alene med fremmedhadet til åbningsdebatten. Hvilket i øvrigt også blev understreget af det franske højreradikale stjernefrø Jordan Bardella, da han gæstede DF’s årsmøde og her roste statsminister Mette Frederiksen (S) for at føre en nationalkonservativ kurs i udlændingepolitikken. Som Lars Trier Mogensen også skriver i vores politiske nyhedsbrev dkpol, må det have været lidt ambivalent for DF’erne: “At den danske S-formand blev slået til strammer-ridder af den franske højrefløjs-komet, var næppe en del af Messerschmidts drejebog.”
Men hvad er det så for en udlændingepolitik, Bardella roser? Jo, det kunne vel fx være, at regeringen i sit finanslovsforslag lægger op til besparelser på 27,9 mio. kr. i de statslige integrationsindsatser. Penge, som i stedet skal finansiere aftalen om kriminalforsorgens økonomi – altså den aftale, som ødsler et trecifret millionbeløb væk årligt på lejen af fængselspladser i Kosovo. Kort sagt sparer man på indsatser, der ellers har til formål at forebygge parallelsamfund, så vi i stedet kan bruge penge på et symbolpolitisk vanvidsprojekt, der næres af det latente fremmedhad – et had, som jo kun vil stige, når problemerne med parallelsamfund fortsætter.
“Vores organisationer arbejder med at forebygge æresrelaterede konflikter, negativ social kontrol og parallelsamfund. Alt det, som regeringen og politiske partier er optaget af, at der bliver arbejdet med. Vi forebygger radikalisering, mistrivsel og konflikter. Og hvis vi ikke længere kan gøre det, så er der ikke nogen andre til at gøre det”, udtaler en dybt forundret Kenneth Flex, direktør i DRC Integration (som vil blive ramt af besparelserne) til Politiken. Hvortil Ruben Holmgreen Falk, generalsekretær i Kirkernes Integrations Tjeneste, istemmer:
“Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor man ikke tænker over de ting. Man går fra forebyggende indsatser til at ville fikse det, når det er gået galt. Det er langt dyrere at fikse ting, end det er at forebygge dem. Så for mig er det hul i hovedet. Det giver ingen mening. Det er små penge på finansloven”.
Nej, det giver ingen mening. Med mindre formålet slet ikke er at forbedre integrationen, men at fortsætte det, DF begyndte: at pøse benzin på bålet, mens man klandrer den forestillede heks, man er ved at futte af, for at være den reelle brandstifter. Vi kan komme i tanke om mange ting, der er gået galt siden 1980’erne. Mest af alt længes vi dog efter en tid, hvor vi ikke skulle høre på Morten Messerschmidts populistiske pis. /David Dragsted