Hvem er?

Eva Secher Mathiasen

Eva Secher Mathiasen, cand. psych. og formand for Dansk Psykolog Forening.

Hvem?

Eva Secher Mathiasen er uddannet psykolog og forkvinde for Dansk Psykolog Forening. I oktober 2015 blev hun danmarkskendt, efter at hun i ‘Debatten’ på DR2 langede ud efter politikerne og med blikket rettet mod beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) sagde, at hun ville ”have politikere, der har visioner for et samfund, hvor vi alle har det godt, i stedet for et samfund, hvor vi kan piske flest mulige til at være konkurrencestatens fodsoldater.”

Klippet af seancen nåede på 36 timer ud til over 1,2 millioner danskere og skabte en regulær mediestorm. To måneder senere kårede Politiken hende som nummer 26 på listen over Danmarks mest markante meningsdannere, og siden har hun løbende deltaget i den offentlige debat.

Torsdag i denne uge var hun så tilbage i ‘Debatten’ for at diskutere, om der er ‘noget fundamentalt galt med vores samfund’. I en 50 sekunder lang enetale, der lod både studievært Clement Kjersgaard og resten af aftenens debattører tilbage i tavshed, rettede hun skarp kritik af politikernes udviklingsretorik, som hun mener er med til at skabe stress og angst. Henvendt til panelets yngste deltager, en gymnasieelev, der betegnede sig selv som en ”rigtig 12-talspige”, sagde hun: ”I skal fandeme løbe stærkt, I gør det nærmest kun forkert, kineserne kommer og spiser jer lige om lidt og andre gør det bedre end jer.

Mens der blev stille i studiet, eksploderede de sociale medier endnu en gang i én lang hyldest af Eva Secher Mathiasen, og en facebookbruger opfordrede hende sågar til at gå efter posten som Danmarks næste beskæftigelsesminister.

skaermbillede-2016-10-21-kl-18-13-43

Hvorfra?

Eva Secher blev født i Lemvig  i 1978. Moren var rådgiver i den lokale sparekasse, og faren arbejdede for et globalt firma, der producerede landbrugskemikalier. I et interview i Alt for Damerne fra maj i år fortæller hun, at det var ved diskussionerne rundt om middagsbordet i barndomshjemmet, at hendes behov for at hjælpe andre blev grundlagt.

Det kan lyde både klichéfyldt og banalt, det med at hjælpe andre, men lige med Eva Secher Mathiasen bliver det svært at affærdige som tom snak. Efter gymnasiet begyndte hun at læse biologi, men savnede at beskæftige sig med mennesker og skiftede til psykologistudiet på Københavns Universitet. Hendes første job som psykolog blev på Psykiatrisk Center Sct. Hans, hvor hun var fra 2007 til 2012, da hun blev valgt som forkvinde for Dansk Psykolog Forening. Sideløbende med alt, hun har lavet, har hun været engageret i frivilligt arbejde, og da hun i september 2015 stoppede som frivillig i DIGNITY (Dansk Institut mod Tortur), gik der en måned, før hun for første gang blandede sig i den offentlige debat og kæmpede dagpengemodtagernes sag i bedste sendetid på DR.

Selv om om hun gennem det forgangne år er blevet kendt for sin kritik af konkurrencestaten, er hun egentlig ikke direkte imod den:

$Det er blevet udlagt, som om jeg har noget imod konkurrencestaten. Det har jeg ikke, når man ser den som et begreb, der skal ruste os til en globaliseret konkurrence og at finde ud af at forvalte vores velfærdsmidler på en fornuftig måde, men når vi bliver fodsoldater i den, er det ikke længere vores trivsel, der er det vigtigste,“ sagde hun i et interview i Alt for Damerne fra marts i år.

Hvorhen?

Googler man Eva Secher Mathiasen, er det svært at finde nogen, der er uenige med hende. Ud over et enkelt kritisk indlæg fra Liberal Alliances Henrik Dahl i  Berlingske 21. oktober, er opmærksomheden omkring Eva Secher Mathiasen udpræget positiv. Selv Jakob Engel-Schmidt fra Venstre, der ellers sidder i Folketinget for den regering, Eva Secher Mathiasen igen og igen kritiserer, nikkede, hvad man måske kan udlægge som samtykkende, under hendes enetale i ‘Debatten’ torsdag aften.

Selv har hun det svært med offentlighedens begejstring for hendes person. Hun uddyber i et interview med Information:

”Jeg kan jo ikke leve op til den helterolle, jeg er blevet tildelt. Det, jeg sagde, var i virkeligheden ikke særligt klogt sagt. Enhver anden, der synes, at politikernes vigtigste opgave bør være at få folk til at trives, kunne have sagt det. Nu var det tilfældigvis bare mig.”

I samme åndedræt lover hun dog, at hun bliver ved med at kæmpe.

”Vi har fortjent politikere med større visioner. Derfor melder jeg mig i debatten, og her har jeg tænkt mig at blive,” siger hun til Information, hvor hun også fortæller, at hun drømmer om at gå ind politik – dog uden at løfte sløret for, hvilket parti det skulle være for.

Eva Secher Mathiasen, cand. psych. og formand for Dansk Psykolog Forening.
Scanpix

Forresten

Hun har tilrettelagt sit liv sådan, at hun møder ind på arbejde klokken 10 og går klokken 15 flere gange om ugen for at kunne tilbringe tid med sine børn. Ordningen er ubrydelig og kaldes af hendes kollegaer for Berlinmuren.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12