Ahmad Gharabli/AFP/Ritzau Scanpix
Årsdagen for Hamas’ terrorangreb i Israel den 7. oktober nærmer sig med hastige skridt – og det samme gør en mulig storkrig i Mellemøsten. Tirsdag sendte Iran omkring 180 missiler mod Israel, alt imens israelske styrker tidligere på dagen påbegyndte en landoffensiv i Libanon. Og det vel at mærke sideløbende med, at angrebene i Gaza fortsætter. Alle afventer nu, hvad den israelske premierminister Benjamin Netanyahus næste træk bliver. Så hvad er det egentlig, der foregår? Særligt hvis det skal siges helt kort – og gerne med stikord?
Anden runde. Tilbage i april udførte Iran for første gang et direkte luftangreb mod Israel med flere hundrede droner og missiler. Angrebet kom som reaktion på, at Israel havde dræbt den iranske general Reza Zahedi i et luftangreb mod Irans konsulat i Damaskus i Syrien. De iranske droner og missiler blev dog effektivt afværget af Israels omfattende missilskjold, også kendt som Jernkuplen – og med hjælp fra bl.a. USA og Storbritannien. Tirsdagens luftangreb kom med en relativt større voldsomhed og mere avancerede missiler, da Iran denne gang – og efter eget udsagn – bl.a. reagerede på Israels drab på Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah og Hamas’ politiske leder Ismail Haniyeh. I praksis var resultatet dog nogenlunde det samme som i april: angrebet blev effektivt afværget af det israelske forsvar. Og mulighederne for modsvar er nu mange.
Proxyer. Når situationen synes så kompleks, skyldes det ikke mindst, at Iran har såkaldte proxykrigere i både Irak, Syrien, Yemen og Libanon, hvortil Hizbollah-bevægelsen er den tungest bevæbnede og vigtigste brik. Med Israels mange succesfulde angreb mod Hizbollah kunne Iran tilsyneladende ikke længere se passivt til. Eskalerer det til en decideret krig mellem Iran og Israel, gør proxyforholdene situationen dybt sprængfarlig for hele Mellemøsten.
Libanon. Siden 7. oktober og Israels efterfølgende invasion i Gaza har Hizbollah løbende affyret missiler fra Libanon mod Israel i solidaritet med Hamas. Efter at cirka 60.000-80.000 israelere er blevet tvunget væk fra deres hjem ved den nordlige grænse til Libanon – omkring det, der også kendes som den blå linje – er bægeret imidlertid flydt over for Netanyahu: Med de “sofistikerede” (eller forbryderiske) personsøger- og walkie talkie-angreb, efterfulgt af flere luftangreb, drabet på bl.a. Hassan Nasrallah og nu en decideret landoffensiv, har Israels regering og militær tilsyneladende sat alt ind på at knægte Hizbollah. Som historien tidligere har vist, er det dog lettere sagt end gjort. Imens er over 100.000 mennesker blevet drevet på flugt fra Libanon, med udsigt til endnu flere humanitære tragedier – der lægger sig oveni den allerede dystre situation i Gaza.
Netanyahu. På morbid vis har krigen (og krigsforbrydelserne) i Gaza allerede forlænget Benjamin Netanyahus politiske levetid langt ud over fornuftens, for slet ikke at sige rimelighedens grænser. Selvom der fortsat er stor utilfredshed blandt mange israelere over måden, krigen i Gaza har udviklet sig på – og over at mange af gidslerne i Hamas’ varetægt stadig ikke er blevet befriet – kan Netanyahu alligevel varme sig ved, at han med krigen har kunnet konsolidere sin magt. Endnu bedre bliver det for Israels premierminister, når han betragter de stigende meningsmålinger efter angrebene mod Hizbollah. Netanyahu øjner på flere måder mulighederne for en sejr. Og han har før bevist, at han intet har imod at sætte…
Hårdt mod hårdt. Spørgsmålet er nu ikke, om Israel kommer til at svare igen på Irans angreb, men hvordan der bliver svaret igen. “Iran har begået en stor fejltagelse denne aften og kommer til at betale for det”, lød Netanyahus umiddelbare reaktion tirsdag. Imens har Iran lovet en “efterfølgende og knusende respons”, hvis Israel går til modangreb. Da Iran angreb tilbage i april, virkede ingen af parterne villige til at eskalere yderligere. Men som bl.a. The New York Times pointerer, er situationen nu langt alvorligere: Israel har allerede svækket Hizbollah, som Iran ellers normalt vil bruge som afskrækningsmiddel. Imens gør det nært forestående præsidentvalg i USA det også mindre sandsynligt, at Netanyahu vil følge Biden-administrationens råd om konfliktnedtrapning. Israel kan meget vel øjne muligheden for langt om længe at besejre Iran. Hvilket den tidligere israelske premierminister Naftali Bennett da også mener: “Vi må handle nu for at ødelægge deres atomprojekt, ødelægge deres store energianlæg og kritisk ramme dette terrorregime. […] Blækspruttens tentakler er alvorligt sårede – nu er det tid til at sigte efter hovedet”.
Evighedskrig. Intet tyder imidlertid på, at en større krig vil blive kort – eller for den sags skyld hjælpe Israel på den lange bane. Ligesom det vil blive næsten umuligt at sige, hvornår krigen overhovedet er “vundet”. Som Fawaz Gerges, professor i internationale relationer ved London School of Economics, også skriver, er alene det at skulle svække Hizbollah en uoverskuelig opgave. Og vel at mærke en opgave, som næppe kommer til at have den ønskede effekt: “Når Israel beslutter sig for at stoppe sin militære kampagne, vil der være millioner af traumatiserede arabere tilbage, som har set deres brødre og søstre i Palæstina og Libanon blive slagtet med grusom straffrihed. Disse følelser vil ikke let forsvinde”.
Undertrykkelse. Og videre: “Hvis der ikke findes en løsning på de underliggende forhold, som gav anledning til den nuværende konflikt – den israelske regerings undertrykkelse af palæstinenserne og afvisning af en uafhængig palæstinensisk stat – vil det kun fremme betingelserne for yderligere konflikt. Under sådanne omstændigheder vil Israel konstant blive konfronteret med hærdede krigere, som er blevet radikaliseret af de lidelser, landet har påført dem”. En ny dødbringende storkonflikt kan være på vej, og alle står til at tabe. Ikke mindst de millioner af uskyldige civile, der er fanget på kryds og tværs af undertrykkelsen, den religiøse fanatisme, lidelserne og hadet. /David Dragsted