Et års ekstra afskovning

Et tilbageskridt for klimaet eller en afværgelse af noget, der kunne være endt meget værre. Onsdag kom den besked, som en række store virksomheder i EU har frygtet: Efter at have sat alle ressourcer ind for at sikre, at de ikke bidrager til, at verdens skove bliver fældet i rekordfart, vil EU-Kommissionen nu udskyde den nye lovgivning et år.

Da EUDR, som afskovningsforordningen hedder, blev vedtaget sidste år, var der tale om et ambitiøst projekt, som fra det nye år skulle sikre, at afskovningen, som lige nu accelererer hurtigere end nogensinde før, stoppes. Siden 2016 er omkring 28 millioner hektar blevet ryddet hvert år – til alt fra beboelsesområder til afgrøder – og det har EU en væsentlig andel i, blandt andet ved at importere soja til husdyrfoder.

Derfor blev man enige om, at virksomheder skal kunne bevise, at alle led i forsyningskæden er afskovningsfri – ligesom producenter som kaffebønder og sojaeksportører pålægges strengere miljøkrav.

Når Kommissionen foreslår at udskyde loven 12 måneder, hvilket først skal vedtages og godkendes af EU’s 27 medlemslande i Rådet og af medlemmerne i Europa-Parlamentet, holder de fast i, at det ikke vil forandre indholdet. Men at det således blot vil give ekstra tid og en håndsrækning til de virksomheder, der har oplevet, at det hele er gået for hurtigt. Flere lande i det globale syd som Indonesien og Malaysia har beklaget, at den rammer dem og særligt de små bønder uforholdsmæssigt hårdt.

Hos miljøorganisationen Verdens Skove kalder man det en “politisk bekymrende proces, som Kommissionen har sat i gang,” siger Anne-Sofie Sadolin Henningsen, rådgiver i Verdens Skove. Hun mener, at de mest ambitiøse virksomheder “bliver holdt for nar”, men at man kan håbe på, at 12 ekstra måneder kan give de virksomheder, der har stået klar før tid, en konkurrencefordel: “Kommissionen kan altid trække deres forslag tilbage, men så er vi tilbage til, at loven træder i kraft i slutningen af året. Vi kan altså stå i december med en lov, der kan blive mere ødelagt, end den er i forvejen, eller at vi reelt starter i morgen.”

I Brasilien, hvor aktiviteterne i Amazonas-regnskoven er en af de største bidragydere til den globale afskovning, er man omvendt positive over for den potentielle nye dato, siger Daniel Vargas, professor ved tænketanken Getulio Vargas Foundation (FGV) i afdelingen i São Paulo. Men det handler ikke kun om de lobbykræfter, der har presset på for, at den skulle blive udskudt, men også om en udbredt frygt blandt klimaforskere for, at den i sin nuværende form ikke har nogen effekt. Konkret fordi der har været væsentlige uklarheder om centrale definitioner – som hvad der overhovedet menes med ordet skov.

“For de fleste i Brasilien ser det ud til, at myndighederne ikke ved, hvad de vil have ud af loven, og hvad der præcist er nok til at opfylde lovens krav. Der er også en følelse af, at loven er ret uretfærdig: Vi gør alt arbejdet derhjemme for at bevise, at vi er ‘bæredygtige’, og så skal de europæiske myndigheder tage stilling til, om vores indsats er tilstrækkelig,” siger Daniel Vargas og peger på, at det skaber en angst hos producenterne, der på lang sigt kan gøre mere skade end gavn:

“Set fra deres perspektiv er det et positivt skridt at udskyde EUDR, så EU-myndighederne får mere tid til at finde ud af og præcisere de specifikke kriterier for implementeringen af loven. EUDR vender imidlertid op og ned på logikken om, at vi kan stole på fremmede, og skaber et andet økonomisk forhold, baseret på mistillid. I praksis er alle producenter, der er berørt af EUDR, i princippet kriminelle, indtil det modsatte er bevist.”

Uklar klimaeffekt

At loven nu foreslås udskudt, skal også ses i lyset af, at både den nye sammensætning af Europa-Parlamentet og Kommissionen har sendt klimaet længere ned på prioritetslisten. “EUDR er selvfølgelig blevet en brik i det spil,” siger Anne-Sofie Sadolin Henningsen, der understreger, at Kommissionen ikke kan være sikre på, at Europa-Parlamentet og Rådet accepterer deres forslag: “Og dermed er der en potentiel risiko for, at loven kan blive foreslået udvandet”.

Hos Verdensnaturfonden WWF deler man ligeledes frygten for, at en udskydelse vil være en mulighed for at ændre afgørende dele af loven, og at det derfor vil drive en afskovning, der ellers ikke ville have været.

“Det sætter også en præcedens fremadrettet, som er rigtig farlig. At hvis vi brokker os nok, så virker det,” siger Sofie Tind Nielsen, seniorrådgiver i WWF med fokus på afskovning, kalder det i lyset af de seneste års mange brande og oversvømmelser “uforståeligt”, at Kommissionen ikke tidligere har prioriteret at rykke på afskovningsforordningen og den manglende begrebsafklaring.

“Det, der er blevet peget på, er ikke, at man ikke vil have loven, men at der har manglet afklaring, for eksempel på, hvad man mener med lovlighed. Loven har refereret til noget overordnet, men det har ikke været afklaret for de enkelte lande, og det har været svært at navigere i for virksomhederne,” siger Sofie Tind Nielsen.

“Informationssystemet kommer stadig op at køre inden nytår, så virksomhederne kan begynde fra 1. januar. Og nu får de faktisk et helt år til at få systemerne sat op, så det burde kunne lade sig gøre. Der kommer ikke til at være nogen undskyldning.”

I Brasilien er man dog ikke enig i, at det er entydigt, at EUDR ville have den store effekt, som man håber på i EU.

Susan de Oliveira, ph.d. og professor tilknyttet University of Brasília, peger ligeledes på, at definitionen af skov, som løbende er blevet kritiseret siden loven blev vedtaget, har været et centralt problem for producenterne. I dag falder den skov, der bruges til byudvikling eller infrastruktur, ikke ind under lovgivningen, og således, som det lyder i EU’s vejledning, vil et “træ fra et skovområde, der er blevet lovligt fældet for at bygge en vej, være i overensstemmelse med forordningen.”

“Som loven ser ud i dag, vil den ikke gælde størstedelen af de producenter i den brasilianske Cerrado, som er et område med intensiv afgrødeproduktion og konvertering af oprindelig vegetation. Og fordi EUDR ikke er en global aftale, kan den, mod dens gode intentioner, skabe forvridninger i markedet,” siger Susan de Oliveira, der frygter, at nogle eksportører vil sende deres produkter til andre markeder med mindre strenge miljøkrav.

“Hvis man virkelig vil have afskovningsfri områder, skal EUDR suppleres med ekstra instrumenter, både i andre lande og indenrigspolitisk i Brasilien”.

Det har dog aldrig været meningen, at EUDR skulle stå alene, indvender Anne-Sofie Sadolin Henningsen, der tilmed understreger, at der ikke fra EU’s side har været nok fokus på at imødekomme bekymringer fra de småbønder, der ikke kan leve op til de nye krav.

“Men vi ser også en tendens til, at nogle store kaffeproducenter er meget bekymrede for små producenter uden reelt at gøre noget for at hjælpe dem, og at de bruger småbønderne som undskyldning for at presse på for at udskyde den nye lovgivning i stedet for bare at acceptere, at den kommer. De har vidst i årevis, at loven ville komme.”

Ikke kun timing

Ifølge Daniel Vargas skal man dog ikke glemme, at det også er et “geopolitisk spil”, og at store dele af kritikken skyldes, at man i det globale syd oplever, at EU vil kontrollere alle dele af forsyningskæden uden at have tænkt planerne igennem først. Det er således ikke kun et spørgsmål om den store logistiske opgave, der med kort frist er blevet pålagt producentlandene.

“Den brasilianske kongres diskuterer i øjeblikket et lovforslag kaldet Environmental Reciprocity Law, som faktisk er en modreaktion på EUDR og hævder, at hvis Europa ønsker at sætte en pris eller begrænse varer, der kommer fra Brasilien, baseret på miljøhensyn, bør vi gøre det samme med varer, der kommer fra Europa til Brasilien, og som er produceret med energi, der er meget mindre bæredygtig end vores. Også baseret på miljøhensyn.”

Alligevel er det ikke et grundlæggende opgør med EUDR, han fornemmer. For Brasiliens vedkommende har landbruget i årevis vist, at de er “pragmatiske og forretningsorienterede” og hverken ønsker at miste penge eller nye kunder. Derfor er der i praksis en “oprigtig interesse” i at overholde den nye lovgivning,

“Hvis man ser på, hvordan Brasilien producerede fødevarer for 10 år siden, er det meget forskelligt fra i dag. Landmændene indarbejder teknologi og nye teknikker meget hurtigt. De ønsker at følge lovene og overholde kravene,” siger Vargas.

“Der er to generelle og modstridende perspektiver, som eksisterer side om side i Brasilien. På den ene side mener langt de fleste producenter og landbrugsorganisationer, at loven er temmelig uretfærdig. I sin procedure, fordi den er ensidig, og i sit indhold, fordi den ikke er i stand til at forstå og begribe de særlige forhold, der gør sig gældende i fødevareproduktionen. På den anden side er de vigtigste led i kæderne virkelig engagerede og forsøger at gøre det bedste, de kan, for at levere data, organisere informationen og gøre den så gennemsigtig og stringent som muligt for at overholde loven.”

I Verdens Skove er det også holdningen, at EU kunne have imødekommet nogle af producenternes indvendinger, hvis de havde handlet hurtigere: “Nogle af de dokumenter, der har skullet afklare tvivl, har ligget klar siden april. Jeg er ikke i tvivl om, at mange af de bekymringer, som folk med rette har haft i forhold til, hvordan begreberne skal forstås, kunne være afklaret før,” siger Anne-Sofie Sadolin Henningsen, der dog ikke mener, at 12 ekstra måneder er svaret.

“Når man vedtager en lov med så stort omfang og potentiale til at ændre på måden, vi ser vores værdikæder på, vil det altid være en kæmpe omstilling. Selv hvis vi holder fast i, at den træder i kraft i slutningen af i år, vil der være en periode, hvor alle er en smule i tvivl om, hvorvidt vi gør det rigtige. Sådan er det med ny lovgivning. Men at udskyde den sender bare et signal om, at vi alligevel ikke tager det særlig seriøst.”

/Emma Louise Stenholm