Hele dagen og sandsynligvis indtil engang i nat kører Folketingets åbningsdebat for fuld udblæsning, og foreløbig har ét emne løbet med meget af opmærksomheden: pensionsalderen. En samlet opposition er blevet enige om en såkaldt vedtagelsestekst, der kræver nye forhandlinger om fremtidens pensionsmodeller, ligesom ordførerne angiveligt har fået til opgave at stille mindst ét spørgsmål til regeringspartierne om pensionen.
Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen har i løbet af formiddagen forsøgt at tackle udfordringen med henvisning til, at sosserne ønsker et “socialt retfærdigt” pensionssystem. Det store stridspunkt – også internt i regeringen – er dog fortsat, hvornår de konkrete forhandlinger skal gå i gang, og hvad Socialdemokratiet helt præcis mener, der skal gøres. Et på mange måder selvforskyldt problem, da det jo var statsminister Mette Frederiksen (S) selv, der for godt halvanden måned siden (gen)åbnede debatten om pensionsalderen med en række vævende overvejelser.