Pandoras grønne æske

Du kender Pandoras æske, men har du også styr på, hvad der er i den – og ikke i den? Som Hesiod fortæller myten, kom den første kvinde, Pandora, til at åbne en krukke (som senere skulle blive fejloversat til æske), hvori alverdens onder lå bortgemt; sygdom, død, tristesse og det, der er værre. Hele baduljen blev sluppet løs i verden, bortset fra én væsentlig ting, som ikke nåede at komme ud, før låget blev sat på igen: håbet.

Faktisk er det lidt tvetydigt, om det var en god eller dårlig ting. For er håbet det eneste, vi har tilbage – og dermed en vigtig trøst, når vi konfronteres med onderne? Eller forholder det sig snarere omvendt: at håbet er noget, vi slet ikke har fået adgang til, da det aldrig slap ud i verden? Det er jo en sand ‘er-krukken-halvt-fyldt-eller-halvt-tom’-problematik. Som kompliceres yderligere af, at det ord, Hesiod brugte for håb – elpis – også kan betyde ‘forventning’. Vi kan dog blive fristede til at læse det langt mere latrinært: som elpis.

Elpis; elektrisk pis: Alt det lort, vi laver med fossile brændstoffer i energiforbrugets navn. Det, som dræber vores håb om en grøn og bæredygtig fremtid. Hvis ikke det var ude af æsken i det antikke Grækenland, er det ved Zeus på spil nu. Noget radikalt må gøres, hvis det atter skal stoppes; hvis vi skal dæmme op for den katastrofale, menneskeskabte opvarmning af vores klode. Så meget desto mere opløftende er det, at Den Grønne Ungdomsbevægelse mandag indledte en sultestrejke for klimaet – og for at få en højere CO2-afgift på landbruget.

Oliver Stilling bakkede hurtigt op om strejken her i Føljeton, og nu har han fået følgeskab af Claus Meyer, som på LinkedIn bl.a. skriver: “Jeg genkender de unges stærke ønske om at forandre verden, og jeg genkender følelsen af afmagt. Deres metoder er anderledes, end dem jeg har brugt, men ønsket er det samme: En grønnere madkultur, et stærkere fællesskab på tværs af land og by, et bæredygtigt fødevaresystem.” Prøv bare at tygge på signalværdien: Claus Meyer, en mand, hvis hele liv kredser om mad, sympatiserer med Den Grønne Ungdomsbevægelses sultestrejke!

Ja okay, meget af det handler om landbrugsproduktion og madkultur, snarere end om fossil energi, men alting hænger jo sammen: Når først Pandoras klimakrise-æske er åbnet, er der næsten ingen grænser for, hvor mange nye CO2-forbindelser, der kan opstå; hvor meget lort og elpis, vi reelt skal tackle.

Her kan vi passende også henvise til Danmarks måske dygtigste klimajournalist Jørgen Steen Nielsen, der i Information forholder sig (betalingsmur) til regeringens årligt tilbagevendende klimaprogram, som nu er kommet i en 2024-udgave. På hele 217 sider opridser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, hvordan Danmark skal leve op til klimaloven og dets krav om en 70 pct. reduktion af CO2-udledningerne i 2030. Og det har Steen Nielsen én overordnet, meget nøgtern kommentar til: at klimaprogrammet “er båret af håb”.

Problemet er, skriver Steen Nielsen, at når man læser planen, “springer det i øjnene, hvor usikkert alting er”. I perioden 2022-2030 skal vi have reduceret 16 mio. ton CO2 for at komme i mål. Indtil videre er der dog ifølge regeringen kun blevet implementeret konkrete initiativer for det halve. Resten er “under implementering” – og kan altså stadig nå at ændre sig. Hvilket giver anledning til en ret vild opremsning (hold tungen lige i munden):

“Konkret nævner man, at der er »usikkerhed om effekten af at indføre en højere og mere ensartet CO₂-afgift« på industrien, »usikkerhed om VE-andel i transport og elforbrug«, »usikkerhed om udviklingen i fjernvarmeudrulningen«, »usikkerhed om markedsudviklingen for avancerede brændstoffer« til transport, »usikkerhed« om effekt af puljer til udfasning af olie- og gasfyr, »usikkerhed om effekten af metanregulering« på biogasanlæg, »stor usikkerhed« om CO₂-udledningen fra skov, »stor usikkerhed« om det fremtidige elbilsalg, »betydelig usikkerhed« om effekten af nye puljer til CO₂-fangst og -deponering (CCS), »betydelig usikkerhed om den kommende kapacitet til affaldsforbrænding, »væsentlig usikkerhed« om udledningerne fra affaldsanlæggene, »betydelig usikkerhed« om kommende pyrolyseanlæg og lagring af biokul derfra.”

Pyha. Selvom håb ikke måtte være en strategi under coronapandemien, er det tydeligvis blevet det nu, hvor klimakrisen banker på døren. Og der er ikke engang tale om den form for opbyggelige og proaktive håb, som får os til at handle beslutsomt. Nej, der er tale om elpis, om det, der er tilbage, når Pandora allerede har givet fortabt. Det udtrykker en pinagtig defaitisme, som en flertalsregering simpelthen ikke kan være bekendt. Den Grønne Ungdomsbevægelse har med deres sultestrejke stadig fat i den lange ende. Også fordi strejken signalerer en umættelig appetit på livet i en forhåbentlig fossilfri fremtid; serveret med en forventning om, at de grønne tiltag skal blive bedre. /David Dragsted, chefredaktør