Florion Goga/Reuters/Ritzau Scanpix
Lederpladsen, som man finder i aviser og dagblade, er et bemærkelsesværdigt sted. Det er her, det pågældende nyhedsmedies redaktionelle ledelse har lejlighed til at lufte, hvad de mener, at mediet skal have af holdninger. Ikke sjældent får den kritiske læser det indtryk, at disse synspunkter først og fremmest tager afsæt i, hvad lederskribenten forestiller sig, at avisens læsere gerne vil høre. Det kan komme til udtryk ved, at teksten er skrevet fuldstændig passionsløst (hvad ledertekster som regel er), eller ved, at den analyse, skribenten forsøger at basere sin holdning på, ikke er særlig overbevisende.
Journalisten og forfatteren Flemming Chr. Nielsen, 81, var lederskribent på morgenavisen Jyllands-Posten i årene 1980 til 1999. Sidste år beskrev han jobbet ret prunkløst i et Facebook-opslag: “[M]an kan jo ikke dagligt gøre vrøvl. Det er nemmere at parere ordre, og jeg kan nemt fremvise et par ledere, som jeg har skrevet uden at mene et ord af det. Tværtimod. Min opgave var at være enig med læserne.” Han citerede videre sin gamle chefredaktør Jørgen Schleimann for at have dristet sig til at sige, at “læserne har ikke krav på, at bladet giver dem tilslutning til egne synspunkter og egne holdninger. Skulle et sådant krav honoreres, var læserne såmænd bedre tjent med at skrive avisen selv.” Ifølge Flemming Chr. Nielsen kostede “de ord og andre” Schleimann en fyreseddel efter 91 dage som chefredaktør.
Så mens et medies journalister muligvis giver alt, hvad de har i sig, for at levere førsteklassesjournalistik, så kan en eller anden redaktør nemt punktere indsatsen med en halvdum leder, hvis formål er at stryge de mest reaktionære læsere med hårene.
Eksemplerne er talrige. The Economist, det ellers så ærværdige konservative britiske erhvervs- og udlandsmagasin, bragte 2. november 2023 en leder, som forsøgte at argumentere for, hvorfor det var i de flestes interesse, at Israel bare kløede på med at bombe løs i Gaza. Lederens overfladiske analyse kunne sådan set læses allerede i underrubrikken: “Prisen for Israels bombardement af Gaza er frygtelig høj. Men medmindre Hamas’ magt bliver brudt, vil freden forblive uden for rækkevidde.” Nede i brødteksten kunne man læse, at “den eneste vej ud af voldens cyklus” er at dræbe Hamas’ øverste ledelse og smadre terrororganisationens militære infrastruktur, også selv om “det medfører døden for tusinder af uskyldige mennesker”.
Allerede dengang advarede mellemøsteksperter og militære analytikere om, at Hamas ikke bare sådan kunne udslettes. Og at hvis det endelig var, at gruppen blev udryddet, så ville Israels overgreb mod Gazas civilbefolkning kun føre til, at endnu flere palæstinensere ville blive radikaliseret og lægge Israel for had. Hvis The Economists anonyme lederskribent havde vidst, at den israelske hær her et år efter Hamas’ syge og morderiske terrorangreb på Israel har fulgt hans eller hendes råd og bare buset på – med omkring 43.000 dræbte palæstinensere til følge – ville magasinet (forhåbentlig) ikke have sendt den i trykken.
I dagens udgave af avisen Berlingske Tidende er der naturligvis en leder (betalingsmur) i forbindelse med årsdagen for Hamas’ angreb. Den er signeret af chefredaktør Tom Jensen. Og hvad er så Jensens budskab? I overskriften angives en retning: ‘7. oktober udløste alt dårligt i hele verden,’ står der. Alt dårligt i hele verden, simpelthen. Det er en rimelig bombastisk udmelding. Lederen handler om islamistisk fanatisme og om antisemitisme, “som i de senere uger på afskyeligste vis har vist sit grimme fjæs her i landet” (vi sagde jo, at ledere som regel er dårligt skrevet).
Tom Jensen erkender, at “titusinder af civile palæstinensere har måttet lade livet”, men ellers er hans hovedfokus på den voldelige islamisme og kun en lille smule på den israelske regerings ekstremt brutale fremfærd siden da. Og den her sætning lader vi bare stå: “Ikke alle propalæstina-demonstranter på universiteter, gader og ved politiske begivenheder eller i Enhedslisten kan defineres som terrorstøtter. Men mindre kan gøre det, når man i praksis stiller sig til rådighed som den islamiske fanatismes nyttige idioter.”
Nyttige idioter findes i mange afskygninger, ikke mindst i pressen. /Oliver Stilling