Sikkert og uoverbevisende

Alarmklokkerne plejer at ringe, når en politiker vinder med over 90 pct. af stemmerne. Længe inden søndagens præsidentvalg i Tunesien stod det klart, at den siddende præsident Kais Saied nok skulle blive på posten og sikre sig en jordskredssejr. Resultatet af præsidentvalget, der endeligt forelå mandag aften, var altså ingen overraskelse: Kais Saied får fem år mere, selvom modstand mod den 66-årige præsident vokser i takt med, at oppositionen en for en er blevet arresteret.

Saied er på rekordtid blevet ansigtet på alt det, som tuneserne gjorde oprør mod under Det Arabiske Forår, da de afsatte den daværende præsident Zine El Abidine Ben Ali.

Da Saied otte år senere stillede op til valget – og vandt – lovede han et et nyt Tunesien, men gav landet det modsatte. Dengang var han en uafhængig kandidat, der præsenterede sig selv som et modbillede til den etablerede elite. Men siden har han kun strammet grebet om magten på samme måde som sine forgængere – og endegyldigt cementeret den, da han i 2021 besluttede at suspendere parlamentet, afvikle domstolenes uafhængighed og omskrive landets forfatning.

Som Tunesien-forsker Rikke Hostrup Haugbølle bemærkede sidste år, står Saied med præcis de problemer (betalingsmur), der udløste Det Arabiske Forår. Fattigdommen og arbejdsløsheden er i en tilstand, der ikke er blevet meget bedre i de snart 14 år, der er gået. Det kunne lige så godt være Saied, der havde fået en grønthandler til at sætte ild til sig selv, som den 26-årige Mohamed Bouazizi gjorde en decemberdag i byen Sidi Bouzid og dermed katalyserede demonstrationer over hele regionen.

Og hvorfor har tuneserne så ikke demonstreret i samme omfang – i stedet for blot at blive væk fra valgstederne? Som Anthony Dworkin fra tænketanken European Council on Foreign Relations skrev inden valget, vidner Saieds autoritære taktikker netop om, at “modstanden mod hans regime” er voksende, og at Saieds position dermed bliver fortsat mere usikker. Oppositionen er godt i gang med langsomt og konsekvent at slå ned på Saied. Taktikken er måske mere forsigtig, men ikke fraværende: Eksempelvis har landets største handelsfagforening UGTT, er i 2015 var blandt modtagerne af nobels fredspris, begyndt at ændre retorik mod præsidenten, ligesom der ifølge Dworkin går rygter om, at landets militær internt pludselig vender sig mod ham.

Ikke mindst er tvivlen om Saieds evner også nået til EU. Kais Saied og Kommissionen har haft et turbulent forhold, siden de sidste år underskrev en aftale om, at Tunesien årligt skulle modtage 105 mio. euro for at hjælpe med at blokere flugtvejen mod Europa. Først sendte han ganske opsigtsvækkende en håndfuld af pengene tilbage til Bruxelles i bitterhed over, at de kom fra et allerede allokeret budget: “Tunesien, som accepterer samarbejde, accepterer ikke noget, der ligner velgørenhed eller favorisering, fordi vores land og vores folk ikke ønsker sympati og ikke accepterer det, når det er uden respekt,” sagde han. Og gentog siden, at “Tunesien ikke vil være EU’s grænsevagt”.

Indenrigspolitisk fortsætter han imidlertid samtidig en hård kurs over for mennesker på flugt. Som da han i februar sidste år beskrev sorte migranter uden papirer som store “horder”, der bragte “vold og kriminalitet” til landet. Og fik det, han bad om – bare med omvendt fortegn: Talen udløste en spiral af vold mod og ikke fra migranterne.

Tilsyneladende er det også ved at blive for meget i EU, hvor unionens udenrigstjeneste (EEAS) i en rapport lækket forud for det tunesiske valg udtrykker bekymring for EU’s rygte ved at samarbejde med Saied. Som det lyder i dokumentet, der er underskrevet af EU’s udenrigschef Josep Borrell: “Det vil indebære en stadig vanskeligere balance mellem EU’s troværdighed i forhold til værdier og dets interesse i at forblive konstruktivt engageret i de tunesiske myndigheder.”

I sidste del af rapporten opfordrer udenrigstjenesten alligevel til at fortsætte relationen. Det er nærmest, som om “det er skrevet af en helt anden person,” siger Amnesty International. Intet tyder da heller på, at kommissionsformand Ursula von der Leyen har tænkt sig at sige stop. Eksempelvis er antallet af migranter, der er kommet til Italien fra Tunesien, ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat faldet med 82 pct. bare siden starten af i år. Strategien virker. Men hvor længe? /Emma Louise Stenholm