Tesfayisme 2.0

Den første angrebsbølge fejlede fælt. Selvom en stribe toneangivende socialdemokrater i de senere år har ført en passioneret kulturkamp mod æggehoveder, klogeåger og den kreative klasse, er offensiven mislykkedes. Ganske monumentalt. Socialdemokratiets første runde af arbejderisme blev således en fiasko uden for Christiansborg, ude i de unges virkelighed.

Taktikken med at tale gymnasier og universiteter ned – og forsøge at latterliggøre teoretiske uddannelser og enhver form for finkultur – fik på ingen måde den ønskede effekt: I de senere år er flere og flere unge rykket direkte mod det almene gymnasium, væk fra erhvervsskolerne – og dermed stik modsat det anti-elitære projekt, som blev ført i felten af socialdemokraterne Mattias Tesfaye, Henrik Sass Larsen og Kaare Dybvad.

Ved fremlæggelsen af SVM-regeringens store udspil til endnu en uddannelsesreform måtte børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye da også erkende, at han har måttet droppe sin oprindelige plan, som han ellers stærkt udfoldede i bogen Kloge hænder (2013), og som efterfølgende har domineret den idépolitiske udvikling i partiet:

“Dengang troede jeg, at mange flere skulle direkte fra folkeskolen til erhvervsuddannelser,” sagde Mattias Tesfaye efter tirsdagens pressemøde til Berlingske: “Der er jeg blevet klogere. Elever vil ind i et ungdomsmiljø. Gymnasierne har vundet kampen om det gode ungdomsliv”.

Tesfayes nye erkendelse har været udslagsgivende for den nye reform af ungdomsuddannelserne, for nu er de tre partier kommet frem til, at endnu flere unge fremover skal kunne gå på gymnasiet, altså grundlæggende det modsatte af, hvad han selv og de andre arbejderistiske socialdemokrater har kæmpet for. Den nye taktik er mindre krigerisk, mere pragmatisk; når de unge tydeligvis ikke gider at søge mod erhvervsuddannelserne, må de praktiske fag i stedet rykke over, hvor de unge gerne vil være, nemlig på gymnasierne.

Indførelsen af den nye epx-uddannelse – hvor alle unge med en bestået afgangseksamen fra folkeskolen vil få ret til at gå i mindst to år og herefter få en klassisk studenterhue, blot med et grønt farvebånd – kan i bedste fald blive en reel måde at guide flere teenagere mod håndværksfagene, simpelthen fordi de endelig kan blive en del af et ungdomsmiljø med fester og fælles aktiviteter uden for skoletiden.

Nu taler Tesfaye sågar om, at det er en “åbenlys uretfærdighed”, at alle unge hidtil ikke har kunnet gå på gymnasiet.

Hasarderet lukning

Pludselig er gymnasiet blevet en ungdomsret. Tiderne skifter. Pludselig er det lang tid siden, at Henrik Sass Larsen ville skære ned på klassisk musik og folkebibliotekerne, “hvor der snart ikke kommer nogen mere”. Og pludselig er der også mindre gehør for udsagn som, at “de kreative tyranniserer det folkelige Danmark,” som Kaare Dybvad, den nuværende udlændinge- og integrationsminister, skrev i sin debatbog De lærdes tyranni fra 2017.

På papiret fremstår epx-uddannelsen som et reelt fremskridt, ikke mindst i forhold til den indestængte og anti-gymnasielle kurs, som Socialdemokratiet hidtil har ført. I andre lande fungerer det nemlig at have omdøbt stort set alle ungdomsuddannelser til gymnasier, eller “gymnasieskolan”, som det hedder i Sverige.

Grundlæggende er det fornuftigt at indrette uddannelsessystemet, så flere unge bliver glade for at lære, og så flere får mulighed for at kombinere fest og faglighed. Men netop her er der flere eksperter og ikke mindst fagprofessionelle med erfaring fra ungdomsuddannelserne, som advarer mod flere af de andre tiltag i reformen, som risikerer at undergrave de positive gevinster.

Først og fremmest ytres en udbredt bekymring om SVM-regeringens plan om at nedlægge 10. klasse, som i dag fungerer som en overgang for de elever, der har brug for at blive løftet fagligt i  grundlæggende færdigheder, eller ofte behøver at blive lidt mere modne. Det gælder ikke mindst mange drenge, som har svært ved at rykke direkte fra folkeskolen til en mere krævende erhvervs- eller ungdomsuddannelse.

“Jeg synes ikke alt for godt om, at man vil sløjfe den kommunale 10. klasse, for den tjener faktisk et godt formål. Den løfter nogle fagligt, socialt og dannelsesmæssigt, og det skal man have øje for,” siger forskningschef på Center for pædagogik og dannelse på VIA University College, Andreas Rasch-Christensen, til DR.

Problemet er kort og kontant, at mange teenagedrenge – og ja, det er særligt mange drenge, der er ramt af forsinket modning, koncentrationsbesvær og manglende uddannelsesparathed – ikke længere vil få et ekstra år til at blive klar til at komme videre til et mere forpligtende ungdomsliv. Derfor risikerer en kæmpe gruppe drenge, samt selvfølgelig også en del piger, at få endnu sværere ved at klare sig.

At 10.klasse så faktisk vil fortsætte på efterskolerne, som jo er forbeholdt børn af forældre, der har råd til at betale omkring 75.000 kroner for deres barn, gør bestemt ikke den bebudede nedlæggelse af det kommunale tilbud mindre hasarderet. For fremover vil umodne teenagere fra mindre velstående hjem få mindre hjælp.

Rodekasse for resten

Skoleleder for UCS10 i Skanderborg, Anders Jepsen, er stærkt bekymret for, at den samlede reform vil føre til en ny skævvridning, hvor børn af ressourcestærke forældre vil få mulighed for at klare sig endnu bedre, mens børn fra arbejderhjem uden bogreoler vil få det endnu sværere end i dag:

“De dygtige og ressourcestærke børn, som har gode karakterer og støtte hjemmefra, kan gå på gymnasiet eller tage på efterskole i 9. eller 10. klasse. Og så kommer resten, som kan starte på epx,” lyder vurderingen fra lederen af Danmarks største 10. klasse-center.

Ideelt set skal den nye epx-uddannelse dog netop forsøge at opfange og udvikle de ikke-uddannelsesparate elever. Men spørgsmålet er, hvordan det skal kunne lykkes, når de i stedet for at gå i 10. klasse nu skal sidde sammen med en lige så stor gruppe, som drømmer om at tage en videregående uddannelse, men blot ikke har klaret de nye skærpede krav, og derfor ikke har kunnet komme ind på det almene gymnasium, såkaldt stx.

Med det højere adgangskrav på mindst 6 i karakter fra folkeskolens afgangseksamen skal flere unge skubbes væk fra det almene gymnasium og over på epx’en. Planen er således, at den nye uddannelse både skal rumme alle de unge, som satser på senere at studere til f.eks. sygeplejerske og skolelærer, og altså så også alle dem, der kun akkurat har bestået folkeskolens afgangseksamen, men fortsat kæmper med skoletræthed, umodenhed og andre trivselsproblemer.

Taberne kan meget vel ende med ikke kun at blive de umodne, som overvældes alt for hurtigt, men også en stor mellemgruppe, der måske undervældes lige så hurtigt af et uroligt og kaotisk undervisningsmiljø, hvor det alt i alt vil blive mere end vanskeligt at forberede eleverne på at skulle kunne tage en videregående uddannelse såsom bioanalytiker og socialrådgiver allerede efter blot to års undervisning.

Højt hævet over denne mulige rodekasse, hvor de vankundige skal sidde sammen med de mere jævne, men stræbsomme arbejderbørn, vil de mest priviligerede unge få udvidede muligheder for at klare sig endnu bedre. Og bedre forstået som bl.a. livtidsindkomst, sundhed og stort set alle andre socialøkonomiske parametre, hvor uddannelseslængde allerede i dag skaber kontante og kropslige skel.

Den nye form for tesfayisme er ikke længere rettet mod eliten, snarere tværtimod. Og måske bliver det endnu en fiasko? Trods ædle motiver er det langt fra sikkert, at den skelsættende uddannelseskapital fremover vil blive mere demokratisk fordelt i Danmark. Hvis reformen ikke korrigeres kraftigt i de videre forhandlinger, risikerer unge kun at blive endnu mere bevidste om, hvem der er på A-, B- eller C-holdet. /Lars Trier Mogensen