Hvor ligger Schengen?

Hvis man tager bilen rundt i Europa, er der lige nu ikke meget fri bevægelighed at spore. Antallet af Schengen-medlemmer, der har indført kontroller ved grænserne, er nået op på otte ud af 29. Siden 2006 har Kommissionen modtaget mere end 441 notifikationer om, at medlemslandene indfører mere eller mindre midlertidige foranstaltninger, der for nogles vedkommende i praksis er blevet permanente.

Den forhenværende henholdsvis tyske forbundskansler og franske præsident Helmut Kohl og François Mitterrand, der i første omgang tog initiativet til, at personer, varer og ydelser skulle bevæge sig gnidningsfrit, og at man skulle undgå så mange tilfældige stop på motorvejen som muligt, må rulle øjne oppe fra skyerne. Ja, faktisk kan man næsten blive i tvivl om, hvorvidt der findes et andet Schengen end den lille landsby i det sydøstlige Luxembourg, der gav navn til aftalen i 1985. En aftale, som dengang blev underskrevet af Belgien, Tyskland, Frankrig, Luxembourg og Nederlandene.

Heller ikke i 1985 var der meget tro på, at ordningen skulle holde i længden. I hvert fald ikke, hvis man skal tro museumsdirektøren Martina Kneip fra Schengens Schengen-museum, der kalder den “gennemsyret af symbolpolitik”. Fra begyndelsen blev aftalen “betragtet som et eksperiment”, som Kneip har sagt til BBC.

I Sverige, Østrig, Slovenien, Italien, Norge, Frankrig og senest – og i mest omfattende grad – Tyskland kan man stadig få en bøde for at nægte at vise sit pas. Det vakte derfor heller ikke stor opsigt, da Justitsministeriet i sidste uge valgte yderligere at stramme grænsekontrollen efter eksplosionerne ved den israelske ambassade i Hellerup nord for København – heller ikke selvom der stadig ikke er konsensus om, at kontrollerne rent faktisk virker.

På samme måde var der heller ikke mange Schengen-protester, da Europa-Parlamentet onsdag diskuterede grænsepolitik. Mens Ungarns premierminister Viktor Orbán tiltrak opmærksomhed for at ville åbne champagne for Donald Trump, kunne kommissionsformand Ursula von der Leyen senere bruge sin taletid på sit ønske om at øge antallet af vagter ved de ydre grænser til 30.000 – en tredobling fra de 10.000, som det lige nu er planen, at EU’s grænse- og kystagentur Frontex skal ansætte inden 2027.

På trods af grundlæggende uenigheder i parlamentet synes EU-lederne at være ved at finde et fælles nyt sprog, særligt når medlemslandenes indenrigsministre i dag er til topmøde i Luxembourg, hvor migration er på toppen af dagsordenen. “Hotspots” og “hubs” erstatter modtagecentre, og som Politicos europæiske morgennyhedsbrev Brussels Playbook formulerer det: “Det lyder som et sted, hvor man smider en uønsket Amazon Prime-pakke, men det refererer faktisk til en udefineret politik om enten at behandle folks asylansøgninger uden for EU (som Italien planlægger at gøre i Albanien) eller at tvangsdeportere dem, der anses for at være kommet ulovligt ind i EU”.

Indenrigsministrene skal i Luxembourg følge op på det dokument, som Danmark var med til at underskrive inden weekenden: Et såkaldt non-paper, hvori 17 lande vil have EU til at fremskynde antallet af udvisninger og desuden beder om et “paradigmeskifte”. Netop paradigmeskiftet er dog på flere måder allerede kommet: Hvor det engang tog flere år at lande en asyl- og migrationspagt – som venstrefløjen syntes var for hård, og højrefløjen for blød – er man nu pludselig rørende enige.

Ja, faktisk er der næsten ingen, der skiller sig ud. Med undtagelse af én: Den spanske socialistiske premierminister Pedro Sánchez – der ellers har fået kritik for sin håndtering af flygtningesituationen på De Kanariske Øer – leverede onsdag en tale for sit eget parlament, hvor han plæderede for en anden tilgang: “Spanien skal vælge mellem at være et åbent og velstående land eller et lukket og fattigt land”, sagde han og proklamerede, at han vil opfordre Bruxelles til at implementere asyl- og migrationspagten et år tidligere end planlagt. Også selvom det egentlig ikke er en populær besked i et land, hvor 57 pct. af befolkningen ifølge de seneste meningsmålinger går ind for en strammere kurs.

“Vi har ældre mennesker, som har brug for en plejer og ikke kan finde en. Virksomheder, der leder efter programmører, teknikere og murere, og som ikke kan finde dem. Skoler i landdistrikterne, som har brug for børn, så de ikke behøver at lukke deres døre,” sagde han og fortsatte: “Vi spaniere er børn af indvandring, vi skal ikke være forældre til fremmedhad. Lad os lave en migrationspolitik, som vores ældre kan være stolte af.” /Emma Louise Stenholm