25 meter fra kysten

I slutningen af oktober sidste år tog jeg til Samos for anden gang sammen med Linda, som er svensk socialrådgiver. Vejret var en del koldere og mere råt. 1. november stod vi op til en høj, klar, blå himmel. Luften var frisk, men varm, ligesom en fantastisk sensommerdag i Danmark. Vi kørte hen til lejren, hvor vi arbejdede i en container, der både fungerede som lægeklinik og udleveringsdepot med tøj, sko og babymad. Da vi trådte ind i containeren blev vi mødt af den lokale græske læge, som så meget træt ud.

”Det har var været en skidt nat, der er 11 druknede,” sagde han.

Lægen spurgte, om vi ville køre hen på politistationen til de overlevende med tøj, vand og mad. Vi svarede ja uden at tænke over det og satte os ud i bilen igen. Turen til politistationen var kort. Vi kørte langs havnepromenaden med caféer og restauranter, som mindede os om, at vi befandt os midt i et ferieparadis. I bilen spurgte jeg Linda, om hun troede, vi kunne klare det her. Linda kiggede på mig.

”Det kan vi godt, Signe,” sagde hun med et overbevisende blik og fast stemme.

”Doctor, doctor?”

Vi gik ind på stationen, hvor vi blev vist ovenpå. Vi blev ført ind i en smal gang med to tilstødende lokaler. Det første rum var tomt bortset fra en briks. På briksen lå en pige i en lyserød dunjakke og sov. I det næste rum sad der 10 mænd på gulvet. En af dem havde en dreng på skødet, og på den eneste stol i rummet sad en gravid kvinde og holdt to drenge i hånden.

Rummet var beskidt og mindede mig om en hestestald. Væggene havde engang været hvide, men nu var de brungule, og kalken skallede af flere steder. Gulvet var fyldt med jord og møg. Jeg tænkte meget over, hvordan rummet kunne være blevet så snavset, når det lå på første sal. Ud til gangen var der beskidte vinduer og en gitterdør, hvilket fik det hele til at fremstå som et fængsel. Det gav mig følelsen af, at alle disse mennesker havde gjort noget galt.

Da vi kom ind i rummet, blev jeg ramt af total handlingslammelse. Jeg vidste, at syv kvinder og fire børn var druknet, men selv om jeg havde forestillet mig, at jeg ville kunne regne ud, hvem der havde mistet deres nære familie, var det umuligt. De fleste sad og stirrede med tomme blikke ud i luften. Alle havde fået tørt tøj, så vi delte lidt kiks og juice ud. Jeg havde min førstehjælpstaske med og åbnede den.

”Doctor, doctor?” spurgte jeg ud i rummet.

Et par syrere kom hen til mig med sår og skrammer på hænder og ben. Jeg rensede og forbandt deres sår, men jeg følte mig så dum over at gøre det som det første, når jeg vidste, at nogen i rummet havde mistet deres børn.

Mahars kone og døtre

Vi besluttede os for at hente en anden dansk frivillig, Usama, som talte arabisk. Da vi kom tilbage, fortalte politibetjenten, som stod uden for indgangen, at de overlevende var i gang med at identificere de døde, og at vi skulle være forberedte på, at de ville blive meget oprevede. Vi gik ind igen. Det første rum blev brugt af to mænd, der viste de overlevende flygtninge billeder af de druknede på et digitalkamera. Jeg kiggede ind og så nu pigen i den lyserøde dunjakke kigge på et billede af et dødt barn. På billedet var barnet stadig drivvådt og lå helt bleg på et hvidt flisegulv. Vi gik ind i det andet rum.

”As salam alaykum,” sagde Usama.

I samme øjeblik begyndte manden, der sad med en lille dreng på sit skød, at græde voldsomt. Manden hed Mahar, og drengen på hans skød var hans søn Mohammad på tre år. Usama gik hen til ham og holdt ham i hånden og forsøgte at trøste ham på arabisk.

De følgende timer er tågede. Jeg har svært ved at huske, hvad der skete og hvornår. Men vi fandt ud af, at Mahar havde mistet sin kone, sin datter på 7 år og sin datter på 8 måneder. Amal, kvinden som sad på stolen, og hendes mand havde mistet deres 10-årige datter. Hendes mand havde mistet sin mor, sin brors kone og hendes datter på 2 år. Pigen i den lyserøde dunjakke Noura havde mistet sin mor og tre brødre.

Som timerne gik, og vi fik snakket mere med de forskellige, kunne vi forstå, at de havde sejlet i noget, der mindede om en gammel speedbåd med lukket kahyt. Kvinderne og børnene havde siddet inde i kahytten, og da de var cirka 25 meter fra Samos’ kyst, var båden stødt på grund og begyndt at tage vand ind. Mahar havde råbt ind i kahytten, at alle skulle se at komme ud. Han havde grebet fat i Mohammad og var begyndt at svømme. Det var gået alt for hurtigt, og alle nåede ikke at komme ud af kahytten. Mahar fortalte senere, at han havde betalt dobbelt så mange penge på den båd, som de små gummibåde, de fleste kom i land i, kostede, fordi han ville det bedste for sin familie.

25 meter

Usama lånte sin telefon til Mahar, så han kunne ringe til sin bror i Tyrkiet. Selv om jeg ikke forstår arabisk, var jeg ikke i tvivl om konteksten i den samtale. Det var frygteligt at være vidne til. Han græd, ja nærmest skreg, og tårerne trillede ned ad hans kinder. Efter samtalen knugede han Mohammad ind til sig og bankede baghovedet ind i væggen:

”25 meter, 25 meter… hvad skal jeg gøre nu, jeg vil bare tilbage til Syrien og dø. Vi flygtede fra døden i Syrien, men døden fulgte os her.”

Vi skiftevis græd, forlod lokalet og gik ind igen for at låne dem vores telefoner. Vi forsøgte på bedste vis at besvare deres spørgsmål, sidde med børnene eller holde om den grædende 11-årige Noura, som havde mistet sin mor og tre brødre. Nu var hun alene på en græsk ø ved navn Samos. Alle græd, Usama græd, ja, selv politimanden, som havde distanceret sig fra os andre ude på trappen, hvor han røg cigaretter, græd. Det var som at være i et mareridt, jeg ikke kunne vågne fra.

Det samme vand

De næste par uger gik med at få familierne igennem hver dag. Det næste skridt var at få styr på begravelserne. Der er ingen muslimsk gravplads på Samos, og det betød selvfølgelig meget for familierne, at de døde fik en muslimsk begravelse. Vi var med til forskellige møder med bedemanden, kommunen og FN’s Flygtningehøjkommissariat, hvor jeg det meste af tiden tog mig af børnene. Det var en meget steril og forretningsagtig proces. For eksempel sad vi til et møde, hvor dagsordenen var, hvad det ville koste at få transporteret henholdsvis et barnelig og et voksenlig til det nordlige Grækenland, Kos og Tyrkiet, hvor der fandtes muslimske gravpladser. Der var øjeblikke, hvor jeg fik kvalme og var bange for at besvime. Medarbejderne fra de forskellige NGO’er hverken kunne eller måtte bruge tid på enkelte individer. Som frivillige var vi derfor de eneste, der havde mulighed for at være der.

Familierne ville gerne se kirkegården på Samos, inden de tog den endelige beslutning om, hvor begravelserne skulle foregå, så vi kørte derud i et par biler. Efter at have gået en tur på kirkegården blev de dog enige om, at de ville have de døde begravet på Kos.

På vej hjem fra kirkegården var solen ved at gå ned. Himlen var ikke længere blå, men i alverdens lyserøde farver. Vi kørte langs kysten et stykke oppe og kunne se ud over vandet, som havde samme distinktive farve som Mahars blå øjne. Det var det samme vand, som hans kone og to døtre var druknet i en uge tidligere. Mohammad lå og sov på bagsædet, og Mahar sad og reciterede en bøn på sin telefon. Det var det smukkeste, mest fredfyldte, men på samme tid også mest uudholdelige og triste øjeblik, jeg har oplevet i mit liv. Det hele var så meningsløst, men i dette øjeblik gav roen i de vers, Mahar sad og reciterede, bare en lille smule mening.

Kiks og slik

Mahar kunne ikke få sig selv til at fortælle Mohammad, at hans mor og søstre var døde, så han sagde, at de var hos hans bror i Tyskland. Mohammad spurgte efter dem flere gange om dagen, og hver gang han fik kiks og slik, bad han sin far om at gemme halvdelen til sine søstre. En dag da vi sad i caféen på hospitalet, fortalte Mahar mig om sine to døtre og viste mig billeder af dem. Hans søn Mohammad havde endevendt legerummet, spist tre Kinder-æg, hvilket var blevet hans måde at klare den vanskelige situation på, og nu var han faldet i søvn på mit skød. Mahar fortalte, at hans ældste datter på syv år gerne ville være læge, og at han havde lært hende at tælle på engelsk. Der var billeder af alle tre børn sammen, og der var billeder, hvor pigerne havde leget på stranden i Tyrkiet, nogle dage inden de sejlede mod Europa. En tur, der skulle have været begyndelsen på et nyt liv i en desperat søgen efter et sted, der kunne være deres helle efter fem år i Syriens krigshelvede, hvor Mahar allerede havde mistet en bror.

Selv om jeg prøvede at være stærk og holde fast i den smule professionalisme, som jeg normalt mestrer som sygeplejerske i Danmark, måtte jeg endnu en gang give efter for tårerne. Der sad vi så, Mahar og jeg, og græd i cafeen på samme hospital, hvor hans to smukke døtre, som var så fulde af liv på billederne, nu lå nede i kapellet.

Gråd, bøn og tårer

Efter præcis to uger var begravelserne endelig faldet på plads. Vi tog med familierne på hospitalet for at hente ligene. Vi passede børnene, mens de voksne var nede i kapellet. Jeg forstod ikke, at det tog så lang tid. Min forestilling var, at ligene allerede lå i fine hvide kister og bare skulle trækkes ud af kølerummet, ligesom man ser det på film. Efter lidt venten gik jeg ned i kapellet for at se, hvordan det foregik. Jeg blev ramt af lugten af død. Kapellet bestod af tre sammenhængende rum: ét med forskellige vaske, sæber osv., et med en briks, hvor en tom kiste stod klar, og et lille fryserum.

Døren stod åbent ind til fryserummet, og jeg kunne se, ligene ligge derinde på gulvet ved siden af hinanden dækket af hvide lagner. Det var tydeligt, at rummet ikke var beregnet til meget mere end to lig. Amal stod længst væk fra fryserummet og så på, mens mændene skiftevis hentede ligene og lagde dem op i kisterne. Jeg gik hen og holdt hende i hånden. Så stod vi der og knugede hinandens hænder. To kvinder på samme alder, en fra Danmark og en fra Syrien.

Imens lagde Mahar liget af sin kone op i den kiste, der stod på briksen. Ved siden af stod en lille kiste, hvori han lagde sin ene datter. Kort tid efter løftede han datteren op af kisten igen og lagde hende ned til moderen. Det hele var tåget og foregik i en blanding af gråd, bøn og tårer. Bedemanden, der havde fremstået som en stor, brysk mand, og som jeg havde mistænkt for ikke at tage for lidt for transporten af ligene til Kos, stod nu og tørrede tårerne væk i sine skjorteærmer. Han gik i gang med at bore lågene fast på de helt ens spånpladekister, der kun adskilte sig fra hinanden på størrelsen og navnene, der blev skrevet udenpå med sprittusch.

Efter alle ligene var lagt behørigt i kister, som var blevet læsset på ladvogne, kørte vi til havnen, hvorfra de skulle sejles til Kos. Efter afskeden med familierne stod jeg alene tilbage på havnen. Færdig. Fuldstændig færdig. De næste dage lå jeg i sengen, før jeg besluttede mig for at tage hjem.

Gemmer slik til søstrene

Det her er mit vidnesbyrd fra flygtningekrisen. Det er historien om en mand og hans lille søn – blot to menneskeskæbner ud af de over 65 millioner flygtninge, der er på verdensplan lige nu. Deres historie er ikke unik. I Syrien har millioner af mennesker mistet familiemedlemmer, og bag hvert eneste dødsfald er der en historie magen til Mahars.

Mahar og Mohammad er to blandt tusinder, som har mistet familiemedlemmer på vejen i sikkerhed i Europa. De er tal i statistikker. Jeg kan ikke gøre særlig meget, men jeg kan fortælle deres historie i håb om, at jo flere ansigter vi får sat på de syriske flygtninge, jo mindre kan vi retfærdiggøre over for os selv at vende det blinde øje til den værste borgerkrig i nyere tid. Jeg var barn, da folkemordet i Rwanda skete, og jeg var barn, da massakrerne på Balkan fandt sted, men jeg er voksen nu. Hver dag ser vi på de sociale medier, hvordan folk systematisk bliver dræbt i Syrien. Der er ikke nogen, der kan komme om 20 år og sige: ”Hvis jeg bare havde vidst, hvor slemt det var dengang i Syrien.” For hvis de ikke ved det nu, så vælger de at vende det blinde øje til. Jeg har ikke været i Syrien. Jeg har ikke været på de hospitaler, der bliver sønderbombet i Aleppo lige nu. Men jeg har mødt mange af de mennesker, som flygter fra landet, og det her er historien om to af dem.

Jeg kom hjem til Danmark, men vendte flere gange tilbage til Athen for at besøge Mahar og Mohammad. I Athen fik Mahar kontinuerligt psykologhjælp, og efter omstændighederne fik han det bedre. Mohammad nåede vist at spise 400-500 kinderæg, og han fortsatte med at gemme kiks og slik til sine søstre. Han elsker at gynge, og hver dag tog Mahar ham med på legepladsen. I februar fik de endelig godkendt deres genbosætning til Tyskland, hvor de nu bor sammen med Mahars bror.

Mahar har siden fortalt Mohammad, at hans mor og søstre er døde, men drengen forstår det ikke rigtig, og han spørger stadig efter dem.

Signe Dalsgaard Jakobsen er 31 år og sygeplejerske på Rigshospitalet. Efter at hun havde været frivillig på Samos, blev hun ansat i den franske NGO WAHA (Women and Health Alliance International) og arbejdede som sygeplejerske i forskellige flygtningelejre i Nordgrækenland. 

Epilog

Mahar og Mohammads asylproces i Tyskland har taget meget lang tid. Men nu er det gået igennem, og de har fået tyske pas. Mohammad er begyndt i børnehave for en måneds tid siden, og de to har netop fået deres egen lejlighed. Først boede de på asylcenter og derefter i Mahars brors lejlighed. Mahar sendte mig et billede forleden dag af Mohammad, som spiller bold i haven.

Mohammad er den største charmetrold. Han og hans far boede to måneder i Athen, mens de ventede på at få deres flytning godkendt. Han charmede alle på hotellet, hvor de boede, og han fik lov til at gå ud i køkkenet, hvor han hjalp med at bære kopper og den slags. Alle lod ham gøre, som han ville, fordi han er sådan en lille charmetrold. Han fik så meget legetøj, at da de skulle forlade Samos, måtte de lade en masse af det blive, og det samme da de skulle til Tyskland. De havde ikke plads til alt det legetøj.