Eduardo Munoz/Reuters/Ritzau Scanpix
Den libanesiske forfatter Etel Adnan skrev i sin roman Sitt Marie-Rose om den libanesiske borgerkrig (1975-1990) som en tilstand, hvor “drabets glæde og alle dets undskyldninger folder sig ud.” I dag, godt 30 år efter borgerkrigens afslutning, skyder volden igen op fra landjorden i Libanon. Denne gang er dræberen Israels premierminister Benjamin Netanyahu, og hans undskyldninger er lige så talrige som de dødbringende bomber over Beirut.
“Vi forsvarer os imod civilisationens fjender,” gentog premierministeren forleden på et pressemøde for at retfærdiggøre sin fortsatte invasion af Libanon, som på blot få uger har kostet over 2.000 mennesker livet og sendt over en million på flugt. Påstanden viderefører den krigeriske og kolonialistiske fortælling, som Netanyahu og resten af den israelske regeringstop har prædiket for verdenssamfundet de sidste tolv måneder.
Israel er ikke aggressor, må man forstå, men et uskyldigt offer, der forsvarer sig imod en ondskabsfuld akse af blodtørstige terrorister, eller “menneskelige dyr,” som forsvarsministeren Yoav Gallant formulerede det i en klassisk dehumaniserende manøvre. Massakren på civile i Gaza og Libanon er nødvendig for at destruere Hamas og Hizbollah og forsvare selve civilisationen mod de vilde barbarer. Fortællingen er som en ideologisk tryllestav, der forvandler umenneskelig vold til et moralsk imperativ. Tryllenummeret vender vores virkelighed på vrangen. Hvad der før var mennesker, bliver til umennesker, og hvad der før syntes umenneskeligt, bliver pludselig menneskeligt.
Trylleri skal man tage sig i agt for – specielt når tryllemesteren har personlige og politiske interesser i at kaste dødbringende besværgelser. Som forhenværende udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) skrev i Altinget forleden: “Netanyahu er en trussel mod verdensfreden, fordi mere krig og flere krige er vejen til hans politiske overlevelse. Han undgår en fred, hvor han stilles for retten for korruption.”
I maj indhentede den internationale krigsforbryderdomstol (ICC) en arrestordre på Benjamin Netanyahu og lederne af Hamas-bevægelsen. Ordren betyder, at Netanyahu kan risikere at blive arresteret og stillet til regnskab for sine krigsforbrydelser, når freden endelig falder. Af den grund er det ikke underligt, at Netanyahu aktivt forsøger at forhindre freden, men derimod lægger bekymrende meget an til at udvide krigen mod Hizbollahs økonomiske vogter, Iran. Et land, som lige nu holder vejret, imens de venter på et forestående israelsk angreb.
Bizarre Biden
Det seneste år har vist, hvordan vestlige regeringer, særligt USA, er gode til at tale om sig selv som beskyttere af en regelbaseret verdensorden, men – for at sige det næsten for pænt – er dårlige til at handle derefter. I en ondsindet, tragikomisk spiral har USA’s præsident Joe Biden gang på gang hævdet, at våbenhvilen er lige om hjørnet. Hvorefter han er blevet irettesat af en nådesløs Netanyahu.
Meget tyder også på, at Biden er ved at være godt træt af sin krigsgale kollega. Denne uge kom journalisten Bob Woodward, som bl.a. stod bag Watergate-afsløringerne, med en ny bog, der angiveligt kommer med nye detaljer om Bidens betændte forhold til Netanyahu bag lukkede døre. “That son of a bitch, Bibi Netanyahu, he’s a bad guy. He’s a bad fucking guy!” skulle Biden have sagt til en af sine ansatte i foråret, da Israel eskalerede sin krig i Gaza.
Historien vidner om, at Biden må leve med en dyb konflikt i sin indre verden. Han er, for at tage et begreb fra den franske psykoanalytiker Jacques Lacan, et godt eksempel på et splittet subjekt. Spaltet mellem den, han er (en krigsforbryderstøtte), og hans egen forestilling om, hvem han burde være (forkæmper for demokrati og menneskerettigheder). For hvordan kan man helhjertet kalde nogen en skurk og samtidig undskylde skurkens massedrab og sponsorere den skurkagtige adfærd med milliarder af dollars? Det er den paradoksale situation, som Biden befinder sig i.
Siden 7. oktober sidste år har USA brugt lige under 18 mia. dollars på militær støtte til Israel. Og på intet tidspunkt har amerikanerne tilsyneladende indikeret, at de kunne finde på at lukke for kassen eller iværksætte mærkbare sanktioner.
Hvornår har Vesten tænkt sig at leve op til sine egne idealer og stoppe den uforbeholdne støtte til Israels krigsforbrydelser? Forleden kom der et spinkelt pip om liberté, égalité og fraternité fra den liberale verdensordens hjemland, da Frankrigs præsident Emmanuel Macron opfordrede til at indstille den militære støtte til Israel. Men det er ikke nok, at det kommer fra et land, som hverken støtter Israel økonomisk eller militært.
I Danmark har vi omvendt mere mulighed for handling. Som Dagbladet Information løbende har dokumenteret (betalingsmur), tillader regeringen fortsat, at danskproducerede våbendele ender i israelske F-35-kampfly. Flyene har blod på vingerne – og det kan vi holde statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) fast på. Aktivisterne gør det allerede, og journalisterne bør følge trop med flere kritiske spørgsmål. Hvem ved, måske det på afslørende vis vil få “drabets glæde og alle dets undskyldninger” til at folde sig ud? /Claes Sørensen