Stjerner imploderer, mens græsrødder vokser

Sommeren var lang og ’brat-sommer’-grøn. Det virale fænomen blev udløst af Charli XCX’s markedsføringsstrategi med at brande en farve som forbindelsesled mellem et sommerhit og en kollektiv længsel efter at owne sin uperfekthed.

Fænomenet nåede at implodere i overgjorthed, inden sommeren sluttede. Alt var ’brat’. Selv græsplænen, hvor en sidste limegrøn breezer-flaske blev tømt, inden efteråret for fanden snart måtte dukke op. Måden, det blev kørt ud ad absurdum af publikum, virkede nærmest som en kollektiv metakommentar om please at få det til at stoppe. ’Brat-sommer’ står nu tilbage som et mindesmærke over et sidste krampagtigt forsøg på at lave en fælles popkultur, som hurtigt igen døde under sin egen vægt.

Med sin digitalgrønne farve og skrifttype i lav opløsning gav brat-fænomenet stemme til uperfektheden. Det relaterbare i at være lidt vild, ikke få rettet sin makeup, feste lidt for hårdt og kæmpe sig hjem på en knækket stilethæl. Popstjerners appel er ikke længere, at de er uopnåelige, men at de inviterer publikum til selv at være almindelige stjerner på deres egne insta-stories.

Da jeg i sommer så Charli XCX-koncerten på Roskilde, stod jeg et sted i midten af Arena og ragede med min højde en lille halv meter op over det hav af overvejende unge kvinder, der koncerten igennem var knækket sammen ved at råbe med på samtlige tekster så højt, de overhovedet kunne. Det var vildt fornøjeligt, og jeg ønskede, at jeg kunne være med – men jeg kunne kun selv et par enkelte ord af teksterne her og der.

Fra hvor jeg stod at dømme, var publikums opmærksomhed splittet mellem scenen og kredse af vennegrupper, der delte oplevelsen så højlydt, at jeg havde svært ved at høre musikken. Det virkede nærmest som en semibevidst beslutning i publikum om, at nu er det fucking vores tur til at være på.

Musik er tilbage som social praksis

Når man var på Roskilde Festivals mindre scener, var billedet fuldkommen anderledes. Idolerne og de store stjerners tid er gudskelov forbi, og musik er igen en social praksis – hvilket markedsføringsstrategien ’brat’ jo netop også beviser i sin succes med at kapre publikums længsel efter deltagelse.

Rundt om til koncerterne med mindre massekulturelt orienterede bands som Barbro, Mija Milovic eller Astrid Engberg, for blot at nævne nogle få, så man publikum kapret af musik, som bevæger noget ganske andet. Ikke alene inviteres publikum til at føle sig ind på sværere tilgængelige emner, men hierarkierne på scenen mellem band og forsanger forskyder sig også.

Til Barbros koncert blev der både talt og sunget om mentale og følelsesmæssige udfordringer, som at føle sig ”strange and complicated”, og med de to dygtige tegnsprogstolke, der på skift stod i spotlight lige så langt fremme på scenen som kunstneren selv, blev inklusion nærmest et kunstnerisk tema i sig selv. Det kom til at fungere som en kunstnerisk nyskabelse for mange at se tegnsproget blive ”sunget” med håndbevægelser, der også illustrerede musikkens bevægelser i toneleje, rytmik og volumen.

Ligeledes til Astrid Engbergs koncert i de første opvarmningsdage på Gaia-scenen satte forsangeren sig selv i scene som en del af bandet. Forsangeren, der har vundet en Danish Music Award for bedste jazz-vokaludgivelse og en Steppeulv for bedste producer, forstod virkelig kunsten at trække musikerne på de elektroniske og akustiske trommer, keys, tværfløjte og violin frem som hovedpersoner. Og på trods af ikke ukomplicerede melodier og sangstrukturer fastholdt de det unge publikum i en tiltagende større forbindelse med musikken koncerten igennem.

Alle er forsangere

Senere på ugen talte jeg med Mija Milovic, som gav koncert på samme scene. Den danske musiker spiller udover sin karriere under eget navn med en hel del forskellige kollektiver i den københavnske scene for eventyrlysten musik. Hun og Barbro har lavet det fantastiske nummer Forgetful sammen og har tidligere i år fortalt Passive/Aggressive om ”at skrive musik sammen, protestsange og at værne om at være ok”.

Mija Milovic har en sang på sit album Still Life fra 2023 med titlen “Second Voice”, som jeg var nødt til at spørge hende om betydningen af. Egentlig handler sangen om at synge andenstemme i et parforhold – i overført betydning naturligvis – men den kommenterer også på måder at skabe musik sammen. I sangens omkvædsstykke skifter første- og andenstemmen på illustrativ vis plads i forgrunden af lydbilledet, og det er ikke til at skelne, hvilken der er hvilken. På den måde komponeres der ikke ud fra en tankegang om en central melodi med harmoniseringer, der understøtter den, men om harmonisk ligeværd mellem to stemmer.

Mija Milovic forklarede, at hun “godt kan lide at skrive om musik, der handler om musik”, og at de former for hierarkier, der findes i traditionelle kompositioner og arrangementer, også findes i alle mulige systemer i det virkelige liv. Dem kan man godt forsøge at forandre. Inden bandet spillede sangen på festivalen, mindede hun publikum om, at ”vi allesammen er forsangere”, men tilføjede i vores samtale, at “alle er også korsangere, og det er bare vigtigt at bytte rundt på rollerne en gang imellem.”

Mija Milovic er også en del af det københavnske art-punkband Slim0, der heller ikke har nogen forsanger. “Vi synger ligesom alle sammen”, forklarede hun og beskrev Slim0 som “en eller anden form for community work”.

“Det handler om at styrke vores stemmer sammen. Også så man kan blive ved med at holde til det, der foregår omkring os i verden”, reflekterede hun med henvisning til bl.a. situationen i Gaza og de demonstrationer, der ugentligt foregår i Københavns gader som en lignende korpraksis.

Vækstlag og stjerner

På festivaler som Roskilde og i musiklivet generelt taler man ofte om vækstlaget. Men er metaforen egentlig retvisende?

I den ligger der en forudantagelse om, at kunstnere som Barbro og Mija Milovic stræber mod at vokse op af undergrunden mod en karriere i de højere lag af et økonomisk og anerkendelsesbaseret hierarki. Følger man vækstlagsmetaforens logik og kapitalistiske kosmologi, må man nødvendigvis på et tidspunkt ønske at blive en ”stjerne” placeret øverst i hierarkiet på festivalplakaten.

Det lader dog ikke til at være aspirationen for mange af kunstnerne selv – i hvert fald at dømme ud fra det kunstneriske indhold og budskab. Tværtimod høres en længsel efter at gøre op med netop den struktur. Også selvom kunstnerne selvfølgelig ønsker en økonomisk bæredygtig levevej med musikken, som netop vækstlagsmetaforen og musikbranchens nådesløse udvælgelseskapitalisme i allerhøjeste grad står i vejen for.

Det er kun de absolut øverste få procent af kunstnere, der overhovedet tjener penge på afspilninger af deres musik hos streamingtjenester, mens festivalerne ligeledes typisk bruger de første ni tiendedele af deres budgetter på de få øverste hovednavne på plakaten.

Metaforerne, vi lever efter

For en måneds tid siden, da sommeren og festivalerne så småt var ved at gå på hæld, gav jeg mine studerende i kunst- og kulturstudier på Rytmisk Musikkonservatorium en lille opgave. Vi havde alle læst anmeldelser og programmer for de mange koncerter, der har skabt magi i landets sommernætter og lovet publikum nye stjerner i scenespottens skær.

Spørgsmålet til de studerende var inspireret af bogen Metaphors We Live By – den kognitive lingvistiks kioskkbasker skrevet af George Lakoff og Mark Johnson fra 1980 – hvor selv de mindste, mest naturliggjorte sproglige figurer bliver afsløret som metaforer, der former vores verdensopfattelser og adfærd.

Faget, jeg underviser i, handler om musik fra det globale syd, og jeg bad de studerende om at tænke over steder i sproget, hvor metaforen om syd som beliggende “nede” og nord “oppe” kommer til udtryk. Jorden er jo som bekendt en rund planet, der bevæger sig i et univers uden ende, bund eller top. Så hvorfor kunne nord ikke lige så vel befinde sig “nede” i forhold til syd? Der findes ingen naturvidenskabelig forklaring på, hvorfor vi har indrettet verden sådan – forklaringen findes i historiske, kolonialistiske magtstrukturer.

Øvelsen gik derfor ud på at synliggøre de måder, vi gennem sproget placerer ting i vores mentale landkort, hvor “nede” altid er mindre værdifuldt, magtfuldt og rationelt end “oppe”. F.eks. at være oplyst eller ikke at kunne hæve sig over sine følelser, ikke at have kontrol over noget, eller befinde sig på et lavmål af moral.

De studerende udpegede et væld af eksempler, da de først var kommet på de første. Blandt hvilke vækstlaget selvfølgelig faldt dem ind, og stjerner var det naturlige antonym. Netop dette spektrum illustrerer, hvilke markedslogikker der afgør succes. Og selvom kategorien undergrund konnoterer en subversiv relation til hierarkiet, formår den ikke at reartikulere magtrelationen, fordi den forbliver i samme naturliggjorte sproglige logik.

Men jeg pønser på, om ikke et projekt som Mija Milovic’ forsøg på at konstruere andre relationer mellem anden- og førstestemme, forgrund og baggrund på scenen, kan bidrage til at naturliggøre nogle andre magtrelationer? Nogle, hvor vi eventuelt ikke alle sammen er spændt ud mellem lav og høj klasse som græsrødder i modpol til stjerner? Hvor ’brat’-grøns uperfekthed ikke er det eneste massekulturelle alternativ til højkultur? Der er al mulig grund til at håbe på det, når man ser mod de kunstnere, der, uforstyrret af trætte idealer om at nå til tops, giver publikum flere muligheder end bare at være fans. /Mathias Schønberg