Fire millioner kvoter fra EU’s CO2-kvoteordning skulle have været annulleret. Men nu vil regeringen alligevel tillade, at virksomheder kan købe aflad for deres CO2-udledninger for at dække et milliardhul i budgettet for den grønne trepart. Det viser et lækket dokument, som både Jyllands-Posten og Børsen har kunnet beskrive – og dermed kan de samlede CO2-udledninger principielt ende med at stige, mens man prøver at få landbruget til at mindske deres udslip.
Ifølge Andreas Lund Jørgensen, seniorøkonom i tænketanken Kraka, er beslutningen om ikke at annullere CO2-kvoterne “noget af det dårligste, man kan gøre for klimaet”. Hos de uafhængige eksperter i Klimarådet har man dog længe været splittet om spørgsmålet: “Klimarådet giver i Statusrapport 2024 ikke en egentlig anbefaling i spørgsmålet om kvoteannullering. I stedet har rådet belyst de væsentligste argumenter for og imod kvoteannullering i rapporten. Hvis man vælger ikke at annullere kvoter, er det dog vigtigt at være bevidst om, at det øger behovet for hurtig og markant handling, især i landbruget.”