David Muse/Reuters/Ritzau Scanpix
Vi troede aldrig rigtigt, vi skulle sige det her, men det er lige før, DF har fundet på et godt forslag. Er det symbolpolitisk ladet og specialdesignet til at skabe opmærksomhed, debat og måske også forargelse? Helt sikkert. Er det svært at se, hvordan det skal fungere i praksis, endsige finansieres og implementeres? Selvfølgelig! Men ånden i det er alligevel ikke helt dum. I hvert fald hvis man læser ånden som et oprigtigt forsøg på at forebygge og bekæmpe antisemitisme blandt unge.
Helt konkret vil DF have sendt alle gymnasieelever på studietur til Auschwitz, da det med gruppeformand Peter Kofods ord vil “give god mening, at vi sørger for, at langt flere unge mennesker kommer ned og ser de fysiske beviser på, at Holocaust er sket, ser hvor slemt antisemitisme er, og hvad det kan ende med”. Rundt regnet er det små 50.000 gymnasieelever, der årligt skal sendes afsted til Polen for at få den dystre historielektion. Som et medlem af Føljetons redaktion, der rent faktisk var på studietur til Auschwitz i gymnasiet (og som muligvis er undertegnede), kan bekræfte, er det at se barakkerne og gaskamrene i Birkenau da også en fuldkommen grundvoldsrystende oplevelse, der sætter et utal af tanker og refleksioner i gang. Hvis målet med gymnasiet (stadig) er at tilbyde dannelse, er Shoahs uforståelige virkelighed utvivlsomt et vigtigt stop på vejen.
Indrømmet, måske bliver det så ikke den bedste salgstale for epx, at man bliver sendt til Auschwitz efter at have taget sin ølbong, men hvis det kan mindske antisemitismen bare en anelse, må undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) da gerne lade sig inspirere. Ligesom DF med fordel kan lade sig inspirere af sig selv og rent faktisk læse op på nogle af de sproglige mekanismer, nazisterne brugte til at fremme jødehadet. Herunder hvordan det usagte og slet skjulte også spillede en væsentlig rolle. For som forfatter Primo Levi skriver i sine erindringer fra Auschwitz:
“Ord for at kommunikere en tanke, denne nødvendige og tilstrækkelige mekanisme der gør mennesket til et menneske, var ikke længere i brug; kun signaler over for de mennesker der ikke længere var mennesker”.
Passende kunne man jo spørge, hvad det egentlig er for et menneskesyn – eller mangel på samme – der får DF’s europaparlamentariker Anders Vistisen til at lave en true crime-podcast, der udelukkende handler om kriminalsager, hvor gerningsmanden har en indvandrerbaggrund, som slet og ret hedder “Pest over Europa”. Eller får Dansk Folkepartis Ungdom til at uddele “envejsbilletter” til Mellemøsten som et stunt under skolevalget. Eller får partiformand Morten Messerschmidt til atter at dele en gammel annonce, der før har fået ham dømt for racisme. Hvad er det, DF’erne gerne vil signalere? Og kan det tænkes, at antisemitisme ikke er den eneste form for had, vi mangler at bekæmpe med en studietur til Auschwitz?
Den perfekte storm
Nå, nu hvor vi alligevel er i gang med at smide om os med nazikortet, kan vi vel lige så godt også tale om Donald Trump. Faktisk kan vi gå i fuld far-tilstand og også lige gengive et par hurtige citater fra sjette bind af Karl Ove Knausgårds Min kamp. Bær over med os – vi skal nok forsøge at binde det sammen:
“Det væsentlige ved Hitlers taler var ikke hvad han sagde, hvilke argumenter han havde, men at han fik folk med sig. Folk følte noget for ham.”
“Også sproget der blev brugt i den nationalsocialistiske stat vendte sig mod følelserne; det der var vigtigt i sproget var ikke dets leksikale betydning, ikke dets analytiske og argumenterende side, men alt det andet, det det sagde uden at sige det, det der lå i sprogets tone, stemme, tale.”
“Men det var ikke sådan at folk blev narret, at de ikke vidste at det var propaganda og at der bag det de så og hørte, lå en vilje og en bestemt mening, og at det var dem det var rettet mod, for at de skulle handle eller tænke på en bestemt måde.”
“I nationalsocialismen falder filosofien og politikken sammen til et punkt uden for sproget og det rationelle, hvor al kompleksitet bortfalder, men ikke alt dyb.”
Har man fulgt med i den amerikanske præsidentvalgkamp i de forgangne uger, vil man nok have opdaget, at orkanerne Helene og Milton har fungeret som et særligt troldspejl, der har fået det allerværste frem i Trump og MAGA-republikanerne. Vilde konspirationsteorier har hvirvlet rundt om, at den dybe stat – og ikke klimakrisen – på en eller anden måde skulle have været ansvarlig for de voldsomme naturkatastrofer. Meteorologer har fået deciderede dødstrusler, mens internettet er blevet fyldt op med KI-genererede billeder, der har forstærket den hadske og rørstrømske stemning. Trump har fejlagtigt påstået, at penge, der skulle være gået til orkanofrene, i stedet er blevet brugt på illegale indvandrere, alt imens tætte allierede som fx den tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynn har kaldt orkanerne for et bevidst “angreb”.
Engang skulle man primært frygte, at republikanerne satte gang i katastrofekapitalismen efter en orkan. Nu er det snarere en erosion af selve sandhedsbegrebet, der er på spil. Hvilket bl.a. har fået The Atlantics dygtige skribent Charlie Warzel til at forfatte et desperat flammeskrift, hvori han forsøger at tydeliggøre, præcis hvor slemt det hele står til. De sidste par uger har nemlig ifølge Warzel blotlagt en særlig nihilisme, der udgør “mere end bare en misinformationskrise.” For som han skriver:
“Når man ser ægte information blive overvældet af skøre teorier, og når offentligt ansatte får dødstrusler, konfronteres man med to alarmerende kendsgerninger: For det første, at der findes et holdbart økosystem, som indhyller borgerne i en alternativ virkelighed, og for det andet, at de mennesker, der forbruger og forstærker disse løgne, ikke er hjælpeløse godtroende, men villige deltagere.”
Warzels pointe er, at mange af Trumps mest rabiate støtter udmærket er klar over, at de er med til at sprede bullshit – men at de faktisk er komplet ligeglade med, om det, de siger, har hold i virkeligheden eller ej. Følelserne har fået forrang, koblet med en fortrængning af alt det, som har potentiale til at smadre ens verdenssyn. Skal man tro Knausgård, virker det skræmmende nok som noget, man har set før. Samtidig vidner det om, at det vil være en fejl at negligere den dybe opbakning, Trump stadig nyder, og hvad det i så fald vil betyde, når amerikanerne går til stemmeurnerne den 5. november. Langt fra alle veje fører til Auschwitz – men derfor kan de stadig være farlige at følge til ende. /David Dragsted