Er Mars menneskehedens køleskab? 

Søndag kom SpaceX’ ejer Elon Musk lidt tættere på at realisere sin drøm om at sende en million mennesker til Mars. I forbindelse med en opsendelse af raketten Starship lykkedes det for første gang SpaceX at redde den nedre halvdel af det 120-meter høje rumfartøj, der en dag skal bringe mennesker til Mars. “Et vigtigt skridt mod at gøre menneskeheden multiplanetær blev taget i dag,” skrev Musk efterfølgende på sin X-profil.

For Musk er Mars-kolonisering ikke blot et videnskabeligt eventyr, men også en moralsk mission om at fremtidssikre livet på Jorden. “Vi bør sørge for at gøre mennesket til en multiplanetær art for at finde ud af, hvad meningen med universet er, og sikre fortsættelsen af bevidsthed, som vi kender den,” sagde han tilbage i 2020. For hvad gør vi engang ude i fremtiden, når vores klode bliver ubeboelig som følge af et meteornedslag eller klimaforandringer?

For nylig skrev vi her på Føljeton om de tekniske udfordringer ved Mars-projektet. Som professor ved DTU John Leif Jørgensen forklarede, har færdiggørelsen af Starship-raketten stadig lange udsigter, og SpaceX har endnu ikke fundet ud af, hvordan man skal skærme astronauterne imod den dødbringende solvind, de bliver udsat for på rejsen. Men professoren pegede også på en central etisk problemstilling: At man inden for de kommende år måske vil finde liv på planeten, som marskolonisterne risikerer at udrydde.

For at blive klogere på de etiske problemer, der gemmer sig bag projekt Mars, har vi talt med Mickey Gjerris, teolog og lektor i bioetik ved Københavns Universitet. Gjerris arbejder dagligt med etiske spørgsmål omkring menneskets forhold til naturen, og som han selv siger: “Så bliver sådan noget med andre planeter også relevant.”

Et etisk minefelt

Ifølge Gjerris rejser planen om at kolonisere Mars både spørgsmål om, hvordan vi mennesker bør forvalte vores ressourcer i lyset af klimakrisen, og hvordan vi bør behandle naturen og andre livsformer. Først og fremmest mener Gjerris, at Musks plan mildest talt er en dårlig måde at tackle den økologiske krise på:

“Det virker vanvittigt at bruge ressourcer på at flytte til en anden planet, fordi vi har smadret denne her. Det svarer til, at man kommer hjem, og der er helt vildt beskidt. Og så orker man ikke at gøre rent, så man flytter bare til et nyt hus,” siger Gjerris.

Bioetikeren peger samtidig på ironien i, at SpaceX’s raketter udleder store mængder drivhusgasser og dermed selv bidrager til de klimaforandringer, som med tiden vil gøre store dele af jordkloden ubeboelige for dyr og mennesker. Rumfartsvirksomheden opsender omkring hundrede raketter årligt, alt imens forskere har anslået, at raketfart udleder op til hundrede gange mere CO2 end almindelige flyrejser. Amerikanske miljøgrupper har desuden påpeget, hvordan firmaets opsendelser af Starship ved Boca Chica i Texas også forvolder stor skade på vandmiljøet og dyrelivet i området.

Musks raketvirksomhed forværrer i den forstand eksisterende miljøproblemer her på Jorden, som de profilerer sig selv på at løse. “Det er den ene del af problemet,” som Gjerris siger.

Den anden del handler om den opdagelse, som professor John Leif Jørgensen og hans kollegaer gjorde for et par måneder siden, da deres udsendte robot på Mars fandt tegn på forhistorisk liv. Som John Leif Jørgensen sagde efter opdagelsen til Føljeton: “Hvis der engang har været liv på Mars, så er det nok deroppe endnu. Det ligger bare ikke der, hvor vi har kigget.”

Hvis det viser sig, at der er liv på Mars, står Musk over for et etisk problem af astronomiske dimensioner. For menneskekroppens mikrober kan kontaminere de livsformer, der findes på planeten, og risikere at udrydde dem. På samme måde kan marsvæsners mikrober risikere at dræbe de mennesker, der kommer i kontakt med dem.

“Det at kolonisere andre planeter skal betragtes med stor varsomhed, og den varsomhed øges kun, hvis vi finder liv der. For med hvilken ret kan vi komme og ødelægge de vilkår, det er udviklet under?” siger Mickey Gjerris.

Mulighederne på Mars

Idéen om at indtage Mars kan virke som et etisk minefelt, man skal holde sig langt væk fra. Men hvad er egentlig de gode argumenter for at kolonisere planeten? Her kan man med fordel spørge en af Musks egne helte, den amerikanske rumfartsingeniør Robert Zubrin, der i sin bog The Case for Mars fra 1996 giver det hidtil mest systematiske forsvar for en kolonisering af den røde planet. Bogen forklarer, at man ved at kolonisere Mars kan udnytte planetens værdifulde råstoffer. Ørkenplaneten er bl.a. rig på stoffet deuterium, en isotop af brint, som kan bruges til at bygge atomreaktorer.

Men Zubrin går videre. Ifølge rumfartsingeniøren er Mars for menneskeheden i dag, hvad Nordamerika var i 1600-tallet: en guldmine for økonomisk vækst og en mulighed for at udvikle selve civilisationen. Mars kan ligesom USA udvikle sig til et arnested for menneskelig innovation, skriver han: “Hver eneste træk ved det amerikanske frontier-liv, der bidrog til at skabe en praktisk, handlekraftig kultur af innovative mennesker, vil gælde for Mars gange hundrede.”

Den vågne læser vil bemærke, at bogen er bemærkelsesværdigt fattig på beretninger om, hvordan den amerikanske kolonisering gjorde skade på områdets biodiversitet og fordrev den oprindelige befolkning fra deres levesteder. Bogen fortæller heller ikke om, at europæiske kolonister medbragte sygdomme som kopper og tuberkulose, der ifølge forskere slog omkring 95 pct. af Nordamerikas oprindelige befolkning ihjel. Tilsvarende spørger forfatteren heller ikke sig selv, om det er etisk forsvarligt at høste Mars’ ressourcer for at etablere menneskelige bosættelser og risikere at udrydde eventuelt liv på planeten.

En mulig forklaring er, at Zubrins argumentation hviler på, hvad Gjerris kalder et antropocentrisk natursyn. Et perspektiv, der ser mennesket som adskilt fra naturen og kun tillægger naturen værdi i det omfang, den har en funktion for mennesket.

“Primitivt sagt ser antropocentrismen universet som et køleskab, der er stillet til vores rådighed. Og vi kan bare tage, hvad vi vil,” fortæller Gjerris, som mener, at perspektivet er altdominerende i den offentlige debat om naturen: “99 pct. af det, vi snakker om, er ud fra det perspektiv. Hvordan berører det os? Hvad betyder det for os? Hvad har det at gøre med os?”

Økologiske rumrejser

Uden et opgør med det antropocentriske natursyn risikerer fremtidens rummissioner ifølge Gjerris at blive en fortsat kolonisering af verden, som ikke vil løse de problemer, rumpionerer som Zubrin og Musk forestiller sig, at de skal løse:

“Den grundlæggende vestlige vækstideologi har vist sig at bringe forfærdelige problemer med sig. Måske skulle vi prøve at tage den op til revision i stedet for at se, om vi kan fortsætte den på andre planeter og tage det, vi kan bruge. Det virker frygteligt naivt at tænke, at man løser problemerne ved at føre råstoffer fra andre planeter ind i Jordens system,” forklarer Gjerris.

Vil man besøge Mars, bør man ifølge bioetikeren derfor først forkaste det antropocentriske verdensbillede til fordel for et økocentrisk natursyn.

“Et økocentrisk natursyn placerer mennesket midt i et fællesskab sammen med alt andet. Mennesket er et særligt væsen, fordi vi er nogle væsener, der kan tage ansvar for det, vi gør. Men det, at vi er specielle, gør ikke, at vi får flere rettigheder til at udnytte det andet. Det betyder bare, at vi har et større ansvar,” siger Gjerris. Han håber, at vi ved at promovere det økocentriske perspektiv i fremtiden vil kunne udforske andre planeter på en mindre destruktiv og mere nysgerrig facon:

“Jeg synes, vi skal prøve at gå til rumudforskning med en iagttagende, forundringsklar attitude. Egentlig synes jeg meget hellere, vi skulle sende digtere og musikere derop end ingeniører.” /Claes Sørensen