Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix
Noget af det, Ridley Scotts Blade Runner fra 1982 ramte allerbedst – udover det sublime soundtrack af den græske elektroniske musiker Vangelis – var vel den kvælende og desorienterende virkelighedsfornemmelse, giga-selskabernes fremmarch medfører. Ildspyende industriskorstene kæmper med enorme reklameskærme om opmærksomheden i et natligt Los Angeles, hvor det tilsyneladende altid regner. I midten af det hele står den altoverskyggende Tyrell Corporation, der virker helt almægtig i sin evne til at kopiere mennesker og fabrikere minder. Tyrell Corporation er, ret beset, Gud.
Så vidt er det endnu ikke kommet i vores lidt mindre cyberpunkede verden. Men det er ikke fordi de multinationale selskaber forsøger at begrænse sig. Senest er Microsoft, Google og Amazon begyndt at konkurrere om, hvem der kan investere flest penge i atomkraft, og det er jo også en spændende udvikling. Bevares, atomkraften skal bruges til at skaffe grøn strøm til virksomhedernes enormt strømslugende datacentre, hvilket er et plus. Men er vi klar til, at techvirksomhederne pludselig kan forvandle sig til atommagter? Der må være grænser for gudekomplekserne. Ellers pudser vi Harrison Ford på dem.
I den forstand er det egentlig også betryggende, at visse forretningseventyr er anderledes nede på jorden. Hvis de da ikke er radioaktive på deres helt egen måde. Tag danske LM Multiservices, som har fået intet mindre end 14 strakspåbud af Arbejdstilsynet, efter virksomheden angiveligt har fået børn til at arbejde ulovligt med asbest på en landejendom i Sønderborg Kommune uden sikkerhedsforanstaltninger. Prøv bare at smage på det: Børnearbejde med asbest. Det er jo superskurket på sådan en helt molboagtig måde; vi er uendeligt langt fra Jeff Bezos med masseødelæggelsesvåben, men ikke fra de kulminer, Bezos nok i virkeligheden længes efter at kaste sine lagerarbejdere ned i.
I Blade Runner afsløres robotmenneskene – eller replikanterne, som de hedder – af en særlig test, hvori de bl.a. får en række spørgsmål, som er skabt til at fremprovokere en emotionel respons. For LM Multiservices var testen, om man kunne håndtere den meget forventelige mediestorm, som afsløringen af asbest-børnearbejdet ville afføde. Det korte svar var nej: Til TV 2 forsøgte ejer Luini Joe Mammen sig med den interessante strategi at skyde skylden på en mystisk underleverandør, som han kun kunne opgive et syv-cifret CVR-nummer på, også selvom CVR-numre altid har otte cifre. Da TV 2 spurgte, hvorfor de ikke kunne finde dokumentation for, at underleverandøren eksisterer, kvitterede Mammen med et “det nægter jeg at svare på” – inden han tilføjede, at man snildt kan komme til at forveksle en 12-årig med en 22-årig (en stramning, selv Jeppe Kofod og Mike Fonseca ville have svært ved).
Meget bedre gik det ikke, da Joe Mammen sammen med medejer Tobias Nielsen skulle forklare sig til Radio IIII, og kammersjukkerne her fik rodet sig ud i at sige, at de måske ikke lige helt vidste, hvad asbest var, eller hvor farligt det livsfarlige og kræftfremkaldende materiale var. “Det er jo også bare svært at gøre noget, når man ikke ved, hvad regelsættet er omkring det – og at der lå et specifikt regelsæt”, forsøgte Tobias Nielsen sig. “Vi er alle sammen bare mennesker”. Bib bob bob. Som en skildpadde, der ligger og spræller hjælpeløst på ryggen, fik LM Multiservices-ejerne på rekordtid blottet deres ømme punkt, nemlig at de står med en helt utroligt dårlig sag. Men det er heller ikke alle virksomheder, der er dømt til at blive enhjørninger og erobre verden. Heldigvis. /David Dragsted, chefredaktør