Kære læser

Pinlige patrioter

Andrew Boyers/Reuters/Ritzau Scanpix

Vil man se, hvor lidt der skal til, før fremmedhadet flammer op i Europa, skal man blot rette blikket mod England, som har fået en ny landsholdstræner i herrefodbold. På papiret virker 51-årige Thomas Tuchel, som bl.a har vundet Champions League med Chelsea FC, ellers som et fornuftigt bud på en træner, der kan hive det engelske landshold op fra skuffelsens suppedas efter sommerens nederlag i EM-finalen. Der er bare ét problem: Han er tysker.

“Det er en sort dag for England,” lyder titlen på en melodramatisk leder i tabloidavisen Daily Mail med reference til den nye landstræners manglende engelskhed. Og den patriotiske patos får fuld skrue, når skribenten beskriver den afgående landsholdstræner, som til sit held er englænder: “Gareth Southgate har måske ikke været alles kop te, men han gav vores landshold en identitet og spillerne — og os alle — en grund til at tro. Han gik ind i turneringer med håb og forventning. (…) Han var en af os.” Men Tuchel, nej han er bestemt ikke “en af os.” Han er jo tysker, europæer og står for alt det Brexit gjorde oprør imod. Hvad bliver det næste? At Ursula von der Leyen bliver britisk premierminister? Gud forbyde det (and save the king)!

Daily Mail står øjensynligt ikke alene med den nationalistiske vrede, som har spredt sig på sociale medier, hvor flere forargede fans har tyet til tasterne. En af dem skriver: “Det er forfærdeligt – det burde være den bedste af vores mod den bedste af jeres, udenlandske trænere har ikke virket, de fatter det ikke.”

Den udbredte forargelse fortæller, at England er et land, hvor fodbold ikke kun handler om at skabe gode resultater på grønsværen, men om at pleje den nationale stolthed. En stolthed, som i høj grad er svækket, efter landet i årevis har gjort sig selv til grin med sin platte patriotisme og katastrofale håndtering af afgangen fra den Europæiske Union.

De sidste mange år har det engelske fodboldlandshold ikke levet op til befolkningens overordentligt høje forventninger om, at de skal være en slags nationale helte, der skal genskabe moderlandets fordums storhed. Landet, som ellers pryder sig selv med at have opfundet sporten engang i 1800-tallet, har ikke vundet VM i fodbold siden 1966. Og ved de seneste to europamesterskaber har de på hjerteskærende vis været lige-ved-og-næsten, da de begge gange er kommet i finalen og tabt.

Englands lidelser på fodboldbanen føles som en tragisk afspejling af landets samfundsøkonomiske elendighed efter Brexit. Ved første øjekast har Brexit og fodbold selvfølgelig ikke meget med hinanden at gøre. Men som den fodboldelskende filosof Simon Critchley skrev under EM i 2016, da England på ydmygende vis blev slået ud af miniputnationen Island blot få dage efter Brexit-afstemningen:

“Hvilken forbindelse er der mellem disse to europæiske afgange? På et overfladisk, faktuelt niveau, ingenting overhovedet. Men når man kigger dybere, er der et tydeligt link.” Inden nederlaget mod Island festede de engelske fodboldfans i Nices gader og sang “We are not in Europe anymore!” Festsangen blev en selvopfyldende profeti, og nederlaget forvandlede ekstasen til den ultimative ydmygelse, der fremstod som straffen for Brexits kolossale hybris.

Hvis England vinder VM 2026, vil det for engelske fodboldfans være den ultimative fuck-finger til os europæere, som gang på gang har hånet den engang så stolte nation for dens nederlag på fodboldbanen såvel som i forbindelse med Brexit. Måske er det netop derfor, at mange englændere ikke bryder sig om tyskeren Tuchel. Ikke fordi han personligt har hånet dem, men fordi han blot i kraft af sin nationalitet repræsenterer dem, de vil hævne sig på.

Her er det værd at bemærke, at modstanden mod Tuchel ret beset kun er toppen af det xenofobiske isbjerg, der flyder rundt i det gamle imperium, og rækker langt ud over fodboldverdenen. Havde tyskeren været muslim eller ikke-hvid, havde hetzen utvivlsomt været grimmere. Forskning viser, at antallet af hadforbrydelser i Storbritannien er steget med omkring 20 pct. i årene efter Brexit-afstemningen i 2016. Og hadet eksploderede for alvor i august i år, hvor moskéer og hoteller med asylansøgere blev angrebet i forbindelse med voldelige, højreorienterede demonstrationer. Inden for fodboldverdenen viste statistikkerne også deres grimme ansigt i 2021, da England tabte EM-finalen, og landsholdets sorte spillere blev udsat for en uhyggelig storm af racisme.

De engelske fans må arbejde på at fravriste fremmedhadet og Brexit-means-Brexit-filosofien fra deres fankultur, hvis de ønsker sympati fra resten af europæerne. Og her må man konstatere, at der er lang vej igen, når man ikke engang kan acceptere, at landsholdstræneren har et pas, der gør ham til EU-borger. Men lad os nu se. Hvis Tuchel triumferer med England til VM, vil tyskeren utvivlsomt blive omfavnet af selv de mest hårdnakkede engelske fodboldfans og gå over i landets fodboldhistorie. Sloganet “It’s coming home” vil i så fald kunne tolkes som det omvendte af Brexit: At det er England, der tager et forsonende skridt tilbage mod Europa. /Claes Sørensen

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12