Dirty Money – How Fossil Fuel Sponsors are Polluting Sports var overskriften på en rapport, som den britiske tænketank New Weather Institute sendte ud i september. Man tager sig til hovedet, når man ser tallene. De største aktører i olie- og gasindustrien bruger mere end 38 mia. kr. på sponsorkontrakter i sportsverdenen “fordelt på 205 aktive aftaler”, kunne man læse. Ifølge rapporten er det fodbold, formel 1, cykling, cricket, rugby og golf, som har indgået de største sponsoraftaler med virksomheder som Aramco (9 mia. kr.), Shell (3,2 mia. kr.), TotalEnergies (2,3 mia. kr.) og Ineos (5,3 mia. kr).
Målt i kroner er det statslige saudiske olie- og gasfirma Aramco den værste, og hvis man kniber øjnene sammen kan man godt se deres reklamer for sig på bander ved store fodboldkampe (forudsat at man ser fodbold). Rapporten, der er på 23 sider, citerer FN’s generalsekretær António Guterres for at have kaldt olievirksomhederne for “Godfathers of climate chaos”, og det er det, de er. De “underminerer fremtidens sport og gør vores fælles klode til et farligere sted”, som det formuleres.
Hvem skal stoppe det svineri? De internationale og nationale sportsorganisationer har åbenbart svært ved at sige nej til de mange rare penge. Måske er tankegangen, at hvis undergangen er uafvendelig, så kan vi da i det mindste sidde og se sport på vej ind i den. FN? Guterres er en god mand, men ingen lytter til ham, og FN fremstår generelt temmelig impotent; De Forenede Nationer kan ikke gøre så meget andet end at opfordre til sunde partnerskaber og lave bevidsthedskampagner om sportens rolle osv. Verdens regeringer? Næ, money talks i politik, og ingen har flere penge end olie- og gasindustrien.
Så er der bare publikum og sportsudøverne tilbage. Mens nogle af verdens rigeste og mest succesrige mandlige fodboldspillere virker bedøvende ligeglade med, hvilke klubber de spiller for, og hvem disse klubber og diverse fodboldforbund indgår sponsoraftaler med, så forholder det sig åbenbart anderledes hos de kvindelige fodboldspillere. I hvert fald har 100 kvindelige fodboldspillere skrevet et åbent brev til Fifas præsident Gianni Infantino, hvor de på det kraftigste tager afstand fra, at det internationale fodboldforbund har indgået en sponsoraftale med Aramco om VM i 2027 i Brasilien.
Lige præcis Aramco er double trouble. En ting er, at det er en af verdens største klimasyndere, hvilket sådan set er slemt nok. En anden ting er Saudi-Arabiens taberstatus på menneskerettighedsområdet, herunder forholdene for kvinder og lgbtq+-folk. I det åbne brev nævner de 100 fodboldspillere specifikt en række kvinder, som det saudiske styre på brutal vis har givet lange fængselsdomme for ting, der ikke engang kan kaldes forseelser: Den ph.d.-studerende og mor til to Salma al-Shebab, der i 2023 blev idømt 27 års fængsel for at have videresendt et tweet, der støttede ytringsfrihed; fitnessinstruktøren Manahel al-Otaibi, der fik 11 års fængsel for at have talt for kvinders rettigheder på sociale medier. Osv.
Så det er rigtigt, når de skriver: “Saudi Aramco-sponsoraftalen er en fuckfinger til kvindefodbold.” Og videre: “Forestil jer lgbtq+-spillere, mange af dem helte i vores sport, der nu forventes at promovere Aramco under VM 2027: det nationale olieselskab i et regime, der kriminaliserer de forhold, som spillerne er i, og de værdier, de står for.”
En af initiativtagerne til det åbne brev er den 32-årige danske landsholdsstjerne Sofie Junge Pedersen. For et år siden modtog hun prisen Marcus Rashford Award for sin indsats som klimaforkæmper af spillernes internationale fagforening Fifpro. Hun vidste, at Aramco var noget lort. Men da hun sammen med hollandske Tessel Middag og newzealandske Katie Rood begyndte at undersøge forholdene i Saudi-Arabien nærmere gik det op for hende, hvor galt det egentlig stod til.
“Jeg har virkelig ikke lyst til, at mit navn og billede bliver brugt til at promovere en sponsor, hvis ejer står for de her krænkelser og undertrykkelse af kvinder,” udtaler Sofie Junge Pedersen til Politiken i dag (betalingsmur). “Samtidig slår mange menneskerettighedsorganisationer på, at Saudi-Arabien netop bruger sporten til at forskønne billedet af situationen i landet, så den strategi ligesom er med til at fastholde situationen i landet. Det synes jeg ikke, at vi skal være med til.”
Vi må se, hvad det fører til. I det mindste en smule selvransagelse hos Fifa? Sofie Junge Pedersen er ikke bare en helt på grønsværen. /Oliver Stilling