Den orange måge

Egentlig siger det meget om tiden, vi lever i, at et af de første spørgsmål, man må stille, er, om ovenstående billede er KI-genereret. Donald Trumps hænder ser ganske vist ud til at have fem fingre, men måden, han holder pomfritterne på, virker alligevel lidt unaturlig og krampagtig. Det samme gør McDonald’s-medarbejderens smil – for hvem kan opretholde en sådan begejstring over at skulle instruere Trump i noget som helst? Hvilket fører til den mest oplagte indvending: Hvad skulle den megalomane, fascistoide rigmand Donald Trump overhovedet lave i et McDonald’s-køkken iført et arbejdsforklæde?

Svaret er mindst lige så oplagt, for formålet med de mange – desværre meget ægte –  billeder fra Trumps søndags-visit i en McDonald’s beliggende i svingvælgerområdet Feasterville-Trevose i Bucks County, Pennsylvania, er selvsagt at stjæle endnu mere af den medieopmærksomhed, Trump er så dygtig til at kapre. I den forstand gør vi os jo sådan set til nyttige idioter, desto længere vi kigger på billedet og hypnotiseret lægger mærke til flere og flere detaljer:

Som at den saltbøsse, der står ved siden af pomfritkarret, også kunne ligne et dårligt konstrueret timeglas, i hvilket sandet allerede er løbet ud; et passende, hyperamerikansk vanitas-symbol, der ihukommer Trumps egen overhængende dødelighed. Eller måden, hvorpå pomfritbakken – hvis kunstige røde farve skriger om kap med Trumps stramt bundne slips – er blevet skødesløst fyldt med pomfritter stikkende i alle retninger, som var de et mikadospil af uappetitlige dereguleringspolitikker serveret af en mand uden faglig integritet.

Beklager, nu fik vi så alligevel fortabt os i alle de signalværdier, Trump så gerne vil billedliggøre. Heldigvis er det dog næppe mange svingstatsvælgere i Pennsylvania, Føljeton kommer til at rykke. Hvorfor vi lige så godt kan forholde os til den meget taktiske grund, Trump samtidig har til at føre kampagne fra McDonald’s: at han nok engang kan sætte spørgsmålstegn ved Kamala Harris’ fortid som fastfoodmedarbejder, der er blevet en vigtig del af Harris’ branding som værende en solidarisk stemme fra middelklassen.

Ligesom det før har været tilfældet med Donald Trumps løgne om fx Barack Obamas ophav, har Trump systematisk påstået, at Kamala Harris aldrig har arbejdet på en McDonald’s. Imens har Harris-kampagnen ivrigt påpeget, hvordan Trump er født med en sølvske i munden og derfor aldrig ville kunne arbejde på en, ja, McDonald’s.

At den gyldne måge på den måde er blevet en politisk kampzone, hænger sammen med, at hen imod hver ottende amerikaner på et tidspunkt har arbejdet der, og at fastfoodkæden derfor også fortæller noget helt grundlæggende om den jævne amerikaners livserfaring. Altså præcis den jævne amerikaner, der måske ikke går op i politik, men som alligevel kan afgøre valget i en nøglestat som Pennsylvania – og som både Trump og Harris derfor vil gøre alt for at kurtisere.

Mens Harris i stigende grad bliver mødt af skepsis, når det kommer til hendes middelklassebaggrund – hvilket blot gør hendes McDonald’s-selvfortælling til en endnu mere oplagt skydeskive for Trump – kan Trump i det mindste bryste sig af at have en beviselig forkærlighed for at spise McDonald’s. Faktisk har han også tidligere serveret frituremaden i Det Hvide Hus til lige dele forundring og forargelse. Trump kan vitterligt lide lugten i burgerbageriet og kan derfor også med en vis portion troværdighed gennemføre sit McDonald’s-stunt.

Samtidig fjerner søndags-stuntet smart nok opmærksomheden fra alt det andet MAGA-lort, de apolitiske middelklasse-vælgere i Pennsylvania næppe vil bryde sig om: som at Trumps retorik er blevet mere og mere ildevarslende og voldelig, eller at han får uhørt meget – og sandsynligvis ulovlig – hjælp fra verdens rigeste mand. Til sammenligning er billederne af Trumps “job” på McDonald’s ikke andet end tomme kalorier. Men det er netop de tomme kalorier, som kan vinde valget. /David Dragsted