“Ethvert moralsk menneske bør tage stilling”

“Begge parter er indhyllet i deres egne minder og selvmedlidenhed og har ingen empati for den anden. Den manglende empati bliver ledsaget af dehumanisering i en grad, som vi ikke har oplevet før. Det var slemt engang, men det er blevet værre nu.”

Ordene kommer fra den 85-årige politiske filosof Avishai Margalit. Født i 1939 er han vokset op i det, der dengang var Palæstina, og altså før staten Israels oprettelse. Som medgrundlægger af den israelske fredsbevægelse Peace Now har han aldrig lagt skjul på sin kritik af Benjamin Netanyahu, som han kalder kolonialistisk, men han er heller ikke ubetinget idealist. For som han i 1996 skrev i bogen The Decent Society, der gjorde ham verdenskendt, mener han, at et anstændigt samfund er mere realistisk end et retfærdigt.

Margalit, der er professor i filosofi ved det hebraiske universitet i Jerusalem, har gennem hele sin karriere beskæftiget sig med, hvordan vores minder og hukommelse kan bruges til at forstå verdens største konflikter. Ikke mindst den, der udspiller sig der, hvor han selv blev født. I bogen The Ethics of Memory udfoldede han ved årtusindskiftet begrebet om den kollektive erindring, og hvordan traumer på tværs af grupper sidder så dybt i selvforståelsen, at de kan drive en hel krig alene.

“Der er kun én nylig kollektiv erindring for israelerne. Det er erindringen om den 7. oktober. For palæstinenserne går den kollektive erindring fra den 8. oktober og frem til nu. Al anden erindring er et sort hul for begge parter. Enten af ligegyldighed, men for det meste endda bevidst. De forsøger ikke at forholde sig til, hvad der sker på den anden side,” siger Margalit.

Åbent fængsel

Ifølge Avishai Margalit er erindringen årsagen til, at israelerne og palæstinenserne ikke ser det samme.

“Mange israelere ser ikke de billeder af, hvad der foregår i Gaza, som eksempelvis europæerne gør. Det er meget stiliserede billeder af et ødelagt sted, soldater, der går på et tomt område. Dem, der ser Al Jazeera, får et meget mere levende og uhyrligt billede,” siger Avishai Margalit og beskriver det som en udbredt fortælling i Israel, at det dels var palæstinenserne, der startede krigen i 1948, og også er palæstinenserne, der er skyld i alt, der er sket siden den 7. oktober sidste år.

“Israelerne føler, at de her to kendsgerninger ignoreres af dem, som har et andet narrativ om, hvem der startede. Men det er en forsimpling. Ikke bare i den forstand, at folk i Gaza før den 7. oktober levede i et åbent fængsel. Det var en koncentrationslejr. Intet af det retfærdiggør at kidnappe babyer, men det er ikke sådan, at det hele kom ud af den blå luft,” siger Margalit.

“Det er det, der gør den her konflikt så alvorlig. Og det er derfor, at den kollektive hukommelse er vigtig. Hvis Israel kæmpede med Egypten, ville det handle om land og vand. En kamp mellem to stater om meget håndgribelige ting. Det samme, hvis det var med Syrien. Med palæstinenserne handler krigen om alt. Den handler om, hvem vi er, fordi de to samfunds identitet i så høj grad er involveret i selve konflikten. Derfor mener jeg stadig, at vi er intime fjender snarere end fremmede fjender,” siger Margalit.

“Der var måske ikke noget større had end mellem franskmændene og tyskerne før den store krig. Nu er de alligevel sammen i EU, så jeg siger ikke, at krigen i bund og grund er uløselig, men det er svært, fordi alle de her minder, symboler og forståelse af, hvem vi er, er så involveret i den her konflikt, og hvordan den vil blive løst.”

Hvilke af dine egne individuelle minder har været mest formative for din tænkning?

“Jeg husker krigen i 1948, som var meget, meget hård. Børn i mit nabolag, mine venner blev dræbt og lemlæstet. Jeg har stadig minder om Israel før og efter krigen. Jeg tager ikke staten Israel for givet, for jeg kan stadig huske tiderne, hvor den ikke var der. Og der er en helvedes stor forskel.”

Spildt blod

Men er det så også hukommelsen, vi kan gå til for at få to sider til at mødes? Det er ikke helt så let, mener Margalit, for som han skrev i The Ethics of Memory, ånder hukommelsen hævn snarere end forsoning. Derfor tror han heller ikke på en tostatsløsning.

“Fredsprocessen i Oslo kom ikke i gang, fordi det efter fem minutter stod klart, at der var politik på vej,” siger Margalit. “Så jeg tror, at hukommelsen bør spille en rolle i forsoning, men spørgsmålet er hvornår. Jeg vil påstå, at det skal være efter politisk forsoning, og ikke før. Før bliver hukommelsen brugt som et våben.”

Hukommelsen er altså ikke kun en drivkraft for splittelsen blandt befolkningen, men også hos de politikere, der bruger historien for at sikre deres egen legitimitet.

“Der er ingen tvivl om, at Netanyahu arbejder hårdt nu for at komme med sin fortælling. Hukommelse er smeltet sammen med direkte politik. Det er ikke bare noget fra fortiden, hvor man har hver sin version af, hvad der er sket. Politik er i høj grad i centrum for, hvordan hukommelsen bliver formet.”

“Men har demokratiske regimer også brug for at rekruttere hukommelse for at sikre deres legitimitet?” spørger Margalit i The Ethics of Memory. “At dvæle ved fortiden i et demokrati er lige så irrationelt som at græde over spildt mælk. Traditionalister vil dog hævde, at det, der blev spildt i fortiden, var blod, ikke mælk; at græde over det spildte blod i dit samfund – meget tykkere end mælk – er det, etisk teori handler om.”

Avishai Margalit kalder tonen i debatten uden for Israel meget “høflig og mild”, når man sammenligner den med splittelsen i Israel. Men selv har han ikke haft omkostninger ved sin kritik af den israelske regering:

“Jeg tror aldrig, at jeg har måttet betale for mine synspunkter. Måske på marginerne, men sådan er det nok også i Danmark. Jeg har ikke betalt nogen pris, og jeg er ikke et offer eller en helt, fordi jeg har givet udtryk for mine holdninger”.

Ved ikke nok om Israel

Ifølge Margalit blander modstandere af Israel ofte kritikken af den israelske regering sammen med jødedommen som religion. “Mange skandinaver”, siger han, “ved ikke meget om Israels historie”. At afsætte Netanyahu vil ikke være enden på krigen.

“Hvis fx en centrum-venstre-regering kommer til magten og forsøger at nå frem til en aftale, der ville indebære afviklingen af bosættelser på Vestbredden, er det min fornemmelse, at også det vil blive en åben kamp med våben, med rifler. Det vil ikke bare være råben og skrigen. Jeg ved det ikke, men jeg synes ikke, det er en urimelig fornemmelse.”

“Der er masser af stereotyper om Israel,” siger Margalit. “For jøderne i diasporaen er de blevet meget alvorlige. Kritikken af Israel er blevet en mild form for, ikke så meget antisemitisme, men det bliver ofte til, at hver jøde i Danmark står til ansvar for, hvad den israelske regering gør. Den manglende skelnen svarer til at tage en skandinav og anklage dem for at være calvinister for, hvad et calvinistisk land gør.”

Det samme har den danske overrabbiner Jair Melchior beskrevet: At blive afkrævet svar om sin holdning til krigen i alt fra fritidsklubben til på jobbet er “en oplevelse, alle jøder deler”. Mens Melchior selv også er blevet kritiseret for ikke at tage tydelig nok afstand til den israelske regerings krig i Gaza.

“Spørgsmålet er, om han burde tage et moralsk standpunkt? Heller ikke i kraft af hans rolle kan jeg se hvorfor. Er han mere forpligtet til at tage et moralsk standpunkt, end du er? Det mener jeg ikke. Du kan sige, at ethvert moralsk menneske bør tage stilling i den her sag,” siger Margalit. Og hvad så med statsledere, der heller ikke har taget tydeligt nok afstand – eller fortsat donerer våben?

“Der er kun ét land, der tæller uden for Israel, og det er USA. Spørgsmålet handler ikke om, hvad verden kunne have gjort, det kommer ned til, hvad Amerika kunne have gjort,” siger Margalit.

“Det vil ikke være en overdrivelse at sige, at folk er nedtrykte, deprimerede og dystre, og at ingen kan se en udvej. Hamas’ angreb var skræmmende, fordi det skete i hjertet af Israel. Ikke kun på grund af den brutale måde, det blev udført på, men Israels uforholdsmæssige reaktion, der indtil videre har dræbt over 42.000 mennesker. Men vi lever stadig, vi lever livet under raketter og missiler.” /Emma Louise Stenholm