Hvem bestemmer, hvad der er sikkert?

Jo flere penge du kan bruge på færre mennesker, jo mere populær bliver du. Italiens nye modtagecentre i Albanien, den ultimative test for EU’s fremtidige migrationspolitik, har indtil videre kostet seks mia. kr., men de først ankomne migranter er allerede blevet sendt på en båd tilbage til Italien.

Planen er, at de to centre, hvis forhold bliver karakteriseret som ganske fængselslignende, i de albanske byer Shengjin og Gjader, hver måned skal kunne tage imod op til 3.000 migranter, der bliver samlet op af den italienske kystvagt. De første 16 skulle være ankommet til Gjader i sidste uge, men nu er de 12 – alle mænd – blevet bedt om at vende om, efter en domstol i Rom i sidste øjeblik har afgjort, at mændenes hjemlande Egypten og Bangladesh ikke er sikre at vende tilbage til. Og når det kun gælder 12 af de 16, er det fordi de andre fire allerede var sendt tilbage: To blev af myndighederne vurderet til at være mindreårige (centrene skal kun huse voksne), mens de to andre var for syge.

Dommerne i Rom henviser til en ny dom fra EU-Domstolen i Luxembourg, der for første gang tager stilling til, hvad et sikkert tredjeland egentlig er. Det er det kun, hvis hele landet er det, og altså ikke kun enkelte dele, lyder det ene af principperne i den nye afgørelse.

“Det er ikke op til retsvæsenet at sige, hvilke lande der er sikre – det er op til regeringen,” lød det fra Italiens højreorienterede premierminister Giorgia Meloni, der mandag udstedte et dekret, som med øjeblikkelig effekt opdaterer Italiens liste over, hvilke lande der er sikre: Cameroun, Nigeria og Colombia bliver fjernet fra listen, men det fastslås, at Egypten og Bangladesh i regeringens øjne er sikre tredjelande. Målet er altså, at landets jurister skal referere til den – og ikke EU’s definitioner.

Landets justitsminister Carlo Nordio afviser, at de er gået til decideret kamp mod domstolene og siger, at reaktionen “ikke er rettet mod dommerne, men mod dommens karakter”, som han kalder “unormal” – selvom de egentlig bare følger retningslinjerne fra de europæiske dommere.

Ifølge den italienske europaredaktør David Carretta, journalist på avisen Il Foglio, er dommen da også på sin vis “usædvanlig”. Ikke så meget på grund af dens indhold, men fordi Albanien-Italien-projektet har fået uforholdsmæssigt meget opmærksomhed hos Meloni i forhold til antallet af mennesker, centrene skal håndtere – sammenlignet med de over 100.000 migranter, der årligt ankommer til Italien over Middelhavet.

“Hvis de var ansatte i et firma, ville de jo være blevet fyret. Her er det lige omvendt,” siger David Carretta, der understreger, at det er blevet modus operandi for Meloni at give mest opmærksomhed og penge til de projekter, der i sidste ende berører færrest mennesker.

“Den her lov ændrer ikke noget ved substansen. Hvis de sender migranter til Albanien igen, kommer der bare en ny beslutning, der siger, at Egypten og Bangladesh ikke er sikre lande, selvom det er skrevet i en lov og ikke i et administrativt dekret, som det var før, og resultatet vil være det samme.”

“Du kan ikke ændre situationen, og du behøver ikke sende dem til Albanien for at afvise dem, ” siger Carretta og peger på den såkaldte solidaritetsmekanisme i EU’s asyl- og migrationspagt, der skal implementeres i 2026.

“Hvis du ser på meningsmålingerne, er migration ikke længere det vigtigste emne for italienerne. Det skyldes, at de har en leder, der allerede er retorisk aktiv i den henseende. Jo hårdere en linje, hun kører på migrationsdagsordenen, jo mindre betyder migrationen i den offentlige mening,” siger Carretta, og understreger samtidig den konsensus, der pludselig er opstået på tværs af EU’s medlemslande.

For som EU-rådsformand Charles Michel i sidste uge sagde efter EU-topmødet i Bruxelles, hvor EU-lederne er begyndt at tale om “nye måder” at outsource migrationen på: “Jeg har snart deltaget i møder i Det Europæiske Råd i ti år, og jeg kan konstatere et voksende sammenfald i holdningerne, særligt hvad der gælder den eksterne dimension af migration.”

Strider med EU-retten

Da de italienske myndigheder i foråret opdaterede listen over sikre lande, lød det ellers, at vurderingen er underlagt landets forfatning, og at det er dommernes ansvar at kontrollere lovligheden. Og det er altså det, domstolen i Rom gjorde. Alligevel har regeringen nu slået ind på en mere kreativ kurs. Også selvom EU-retten grundlæggende har forrang for medlemslandenes nationale lovgivning.

Den italienske indenrigsminister Matteo Piantedosi holder dog fast i, at Italien foregriber de nye regler i EU’s asyl- og migrationspagt. Men som EU-juristen Gianfranco Schiavone slår fast i det italienske nyhedsmedie Internazionale, er det en lige lovlig kreativ strategi at lovgive om detaljer, der endnu ikke er på plads: “Det er en meget kompleks tekst, og det er derfor, den skal implementeres over to år.”

I den nye asyl- og migrationspagt fastslås det, at medlemsstaterne skal kunne annullere en ansøgning, hvis deres hjemland betragtes som sikkert af enten EU eller medlemslandet. Og det åbner op for en ny debat om, hvad der i EU-regi egentlig er et sikkert tredjeland – en skelnen, Danmark på EU-niveau ikke er omfattet af i kraft af retsforbeholdet, selvom myndighederne “stadig skal behandle asylansøgningen individuelt og med diverse retsgarantier”, som Eva Singer, asylchef i Dansk Flygtningehjælp, siger til Føljeton.

“I dag kan medlemsstaterne udpege sikre tredjelande, og det gør de også. Så det er ikke noget nyt. Det nye er, at vi også indfører muligheden for at træffe beslutninger på EU-plan om, hvad der udgør et sikkert tredjeland,” sagde Ylva Johansson, EU’s forhenværende kommissær for indre anliggender og migration, tidligere på året, da pagten blev vedtaget.

For Meloni betyder det dog ikke så meget, om vurderingerne ikke stemmer overens med EU-dommernes, når modtagecentrene fra starten har været et politisk luftkastel. På samme måde som det stod klart, da de danske og britiske Rwanda-planer blev stoppet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, efter jurister helt fra starten havde advaret om, at det hverken folkeretligt eller i praksis ville kunne lade sig gøre.

For problemet er ikke kun juridisk. Italien har heller ikke nogen hjemsendelsesaftaler med blandt andet Bangladesh og Egypten. “Men de mennesker, der stemte på Meloni og ser billederne af de 16 migranter, vil tro, at hun har gennemført planen,” siger David Carretta. /Emma Louise Stenholm