Det larmende mindretal

I begyndelsen var ordet – og det første ord er ’undskyld’.

Selv i det republikanske hjerteland, her i den konservative højborg Texas, indleder folk samtalen med at lægge klart og bastant afstand til den i øvrigt fraværende præsidentvalgkamp.

Samme mønster har tegnet sig hele vejen gennem ørkenen fra det sydlige Californien via Arizona og New Mexico: Den indledende undskyldning virker som en høflig, men også offensiv måde at affærdige enhver form for videre samtale om selve opgøret mellem Hillary Clinton og Donald Trump.

Hverdagen er hård nok i forvejen, og over for fremmede virker det åbenbart bedst at skamme sig på forkant: ”Det er pinligt,” lyder det igen og igen.

Aldrig før har de to præsidentkandidater været så upopulære som 70-årige Donald Trump og 68-årige Hillary Clinton. De ville hver for sig tabe en direkte folkeafstemning om deres person. Med et brag. Men nu er de oppe mod hinanden, og i dette bizarre (fra-)valg ser mange vælgere i USA’s mest konservative valgkredse ingen anden udvej end at først at undskylde for Donald Trumps udfald og eskapader – for så straks at understrege, at Hillary Clinton, naturligvis, er ubegribeligt meget værre; en løgnagtig heks.

Bestyrtelsen over Donald Trump kan mange uden for USA forstå, intuitivt. Med hadet til Hillary er mindst lige så intenst og voldsomt på hjemmefronten. De seneste dage og ugers lækkede e-mails fra Wikileaks bidrager til at forstærke et allerede veletableret indtryk af Hillary Clinton som en opportunistisk og tvetunget levebrødspolitikere. De over 25.000 e-mails – som ifølge de amerikanske efterretningstjenester er blevet hacket af Rusland fra Demokraternes partikontor – er lynhurtigt blevet højrefløjens skarpeste ammunition mod Hillary, primært på konservative radio-talkshows og blogs.

Et lille, men larmende mindretal af vrede vælgere er således ved at overdøve det store flertal, som enten var ligeglade fra begyndelsen eller som nu føler sig pinligt berørte over en valgproces, der handler mere om ‘pussy’ og interne korrespondancer end om realpolitik og udenrigspolitiske relationer.

Disengagement 2016

En mærkelig spøgelsesagtig stemning har sænket sig over Amerika: Kampen om at vinde klodens mægtigste embede udspiller sig – endnu – ikke rigtigt her i den virkelige verden. Politikerleden bobler knap nok længere. Tværtimod virker afskyen for begge præsidentkandidater til at have fået det folkelige engagement til at fuse ud. På forhånd.

Selv om titusindvis af valgsteder over hele USA åbner om blot 17 døgn, er der mange kilometer mellem valgplakaterne, ja, opgøret mellem Hillary Clinton og Donald Trump fylder foreløbigt påfaldende lidt i landskabet. Ved tidligere præsidentvalg har kandidat-merchandise været tydeligt i offentligheden. Men ikke i år.

Alt fra slagtilbud i de nærmeste mega-butikker over kirke-reklamer til mandagstræner-snak om ugens football-kampe dominerer, som på et hvilket som helst andet tidspunkt, både gadebilledet og samtalerne i diners og drive thru-restauranter.

Disengagementet kan forklares på to måder: Enten er folk flest bare komplet ligeglade. Ved sidste præsidentvalg i 2012 var stemmeprocenten kun 54,9 procent, og mere end 100 mio. stemmeberettigede voksne valgte at blive hjemme på valgdagen. Da Bill Clinton blev genvalgt i 1996, stemte kun 49 procent af vælgerne

Den anden mulighed, som er mere tillokkende, når man selv er glødende politisk interesseret, er, at folk fortrænger alvoren. At banale trivialiteter får lov til at overskygge præsidentvalget, fordi kampen mellem Hillary Clinton og Donald Trump ganske enkelt fremstå uværdig og degraderende for selv tilhørerne.

Kæmpe simulation

På en motorvejsbro lige nord for grænsen til Mexico – tæt på det ingenmandsland, hvor Donald Trump lover at ville bygge en mur med forbillede i Israels såkaldte ’sikkerhedshegn’ – har en lille gruppe aktivister hængt et stort banner op med en ganske underfundig, dog lammende perfid parodi på Clinton-kampagnens officielle slogan: ”Hillary for Prison 2016”. Dét er en udbredt påstand inde på internettet, men stofbanneret er i sig selv et særsyn uden for her i det sydlige USA.

Valget kunne næsten være en simulering; et virtuelt computerspil. Hvis man ikke har adgang til kabel-tv-stationerne – hvor valgshowet til gengæld kører i døgndrift – kunne man foranlediges til at tro, at præsidentvalget engang figurerer på dagsordenen for den store, brede befolkning, der bor uden for den kreative klasses metropoler i Californien og New York.

Ikke engang de karakteristiske ’bumper stickers’, altså klistermærkerne bag på bilerne, flages (endnu) af græsrødder, partisoldater og enkeltsags-aktivister. I hvert fald ikke for Hillary og Donald. I stedet er det hundredvis af andre valg, som også finder sted tirsdag 8. november, som optager de ganske få sind, som tør bekende kulør.

Lokale i centrum

Udadtil er præsidentvalget det vigtigste valg i mange år. Men indadtil er de samtidige valg til den lovgivende forsamling Kongressen, altså Senatet og Repræsentanternes Hus, i mange tilfælde vigtigere, både for den enkelte vælger og for den politiske balance i USA: Efter en lang periode med republikansk flertal i begge kamre i Kongressen kan balancen nemlig tippe den 8. november, hvor en lang række ellers sikre republikanske senatspladser og endnu flere mandater i Repræsentanternes Hus står til at svinge over til demokraterne.

Det største omslag i amerikansk politik vil med stor sandsynlighed ske andre steder end i Det Hvide Hus. Derfor giver det god praktisk mening, at medarbejderne på partiernes kampagnekontorer først og fremmest prioriterer de lokale kandidater, herunder også kandidater til superlokale råd og nævn.

Tværs over USA afholdes samtidig i alt 163 forskellige folkeafstemninger i 35 delstater. Eksempelvis stemmer Californien, Florida og Arizona om liberalisering af cannabis-reglerne, og i bl.a. Colorado, Maine og South skal vælgerne stemme om en højere minimumsløn. Og i Nevada og Washington er øget våbenkontrol på stemmesedlen.

Alt sammen emner, som er taktisk udtænkt (i år primært af demokraterne) til at øge valgdeltagelsen, men som også kan virke som en form for lynafledere, der trækker det politiske engagement væk fra præsidentkandidaterne, og i stedet over til påtrængende, konkrete emner, som i det mindste griber ind i dagligdagen.

I et land med 4.500 km fra kyst til kyst, og med 319 mio. indbyggere, udfoldes de fleste vigtige politiske beslutninger langt fra Washington D.C.

Stemme fra eller til

End ikke de meget omtalte præsident-debatter på tv evner at trække folk af huse. Barerne skifter da ikke væk fra sportskanalerne, bare fordi to gamle mennesker mødes for at diskutere fjerne emner som f.eks. sikre zoner i Syrien eller udnævnelser til Højesteret. I universitetsbyen Austin, Texas, er man ligefrem nødt til at tage i enten ‘art house’-biograf eller på queer-bar for at se onsdagens tv-duel – sammen med andre, vel at mærke.

Præsidentvalget virker knap nok til at være et alment anliggende. De seneste dages meningsmålinger, som viser et klart forspring til Hillary Clinton, mobiliserer heller ikke ligefrem flere folk. Selv om flere tydeligvis opfatter Donald Trump som et værre bud på en ny præsident end hende, håber mange halvlunkne Clinton-støtter, at andre vil sørge for valgsejren.

Logikken er lige så fesen som den er rationel: Hvis Hillary alligevel står til at vinde med 6-7 procentpoint, er det jo reelt ligegyldigt om den enkelte vælger går ned og stemmer, særligt i det store flertal af de i alt 50 delstater, hvor resultatet er så godt som givet på forhånd, fordi den skæve fordeling mellem republikanere og demokrater er nogenlunde stabil.

Frygten for november

I den mellemstore motorvejsby Waco, Texas, hvor de fleste vejkryds er overplastret med pantelånere og bilforhandlere, har en lille våbenhandler fundet på et spektakulært salgstrick, der på absurd vis er det stærkeste vidnesbyrd om det forestående præsidentvalg: Hvis folk med hang til automatvåben vil nå at sikre sig et solidt ammunitionslager, inden Hillary Clinton sandsynligvis bliver valgt i november, ja, så skal de straks komme hen og købe patron-magasiner til deres AR-15-riffel – eller bare købe endnu en.

Her sælges også t-shirts med påskriften: ”Hillary for Prison 2016”.  Her i våbenbutikken i Waco er afskyen for Mrs. Clinton mindst lige så stor som væmmelsen med ‘The Donald’ i queer-baren i Austin, små to timers bilkørsel sydpå. De geografiske afstand er nemlig langt fra lige så store som de mentale her i tidens forvredne Amerika. Frygten for en kvindelig præsident er tæt på lige så massiv som angsten for, at Trump får adgang til atomkoderne.

For præcist 47 år siden sagde præsident Richard Nixon i en tv-tale: ”And so tonight – to you, the great silent majority of my fellow Americans – I ask for your support”, og dermed introducerede han udtrykket ‘det tavse flertal’ om alle de vælgere, som ikke var en del af ungdomsoprøret – de konservative middelklassevælgere, som senere i Danmark blev døbt ligusterfascisterne.

På bagvendt vis har årets valgkamp vendt historien på hovedet: Nu har det tavse flertal fået nok, endnu dog kun i det tavse, af de få aktivister, tv-kommentatorer og bloggere, som døgnet rundt forsøger at holde blodet i kog blandt deres ligesindede. Det dramatiske hysteri i medierne, hvor hver eneste lille og gerne tvivlsomme meningsmåling eller fortalelse udpines for enhver tænkelig og utænkelig pointe, er ved at afkoble sig vælgernes faldende engagement.

I løbet af de næste godt og blot 400 timer skal verdens ældste moderne demokrati stå sin prøve. Kan vælgernes interesse fastholdes, eller snarere fænges? Selv hævder Donald Trump nu helt åbent, at han forventer at få opbakning fra en enorm spøgelseshær af tidligere sofavælgere. Tanken er –  præcist som ved Brexit-folkeafstemningen i Storbritannien i juni – at en udslagsgivende vælgerreserve af vrede og normalt apolitiske borgere, som slet ikke tæller med i meningsmålingerne, vil overrumple etablissementet på selve valgdagen.

Det sidste ord bliver næppe ‘undskyld’.