Tour de force gennem en fucked up og falsk verden

”We live in a strange time,” messer Adam Curtis’ fortællerstemme hen over mærkelige billeder af lyskegler i en mørk skov, unge mennesker, der danser i tranceagtig apati, en båd der kæntrer under vægten af flygtninge, og Trump der træder vinkende ind på scenen: ”Usædvanlige begivenheder underminerer igen og igen verdens stabilitet. Selvmordsbomber, bølger af flygtninge. Donald Trump, Vladimir Putin, endda Brexit,” fortsætter Curtis. Fotoet af en T-shirt med påskriften ‘Fuck islam’ bliver hængende præcis længe nok, inden det afløses af de grynede billeder fra et overvågningskamera, som viser en terrorbombe, der sprænger. ”Men dem, der har magten, er ude af stand til at gøre noget ved det. Og ingen har en vision for en bedre eller anderledes fremtid”.

Sådan forløber de første sekunder af Curtis’ seneste moppedreng af en dokumentarfilm, som man strengt taget kun kan se online via BBC’s iPlayer. Med mindre man altså finder den andetsteds på det forunderlige internet, som spiller en hovedrolle i filmen. Prøv at google den.

Forude venter tre timers hjernemarathon på højeste abstraktionsniveau, fremragende, hypnotiserende klip og en fortællerstemme, der ikke vente på dig, når du sakker agterud. Googl lidt, gå en tur; det er ok – filmen er der stadig, når du kommer tilbage.

Perception management

HyperNormalisation, hedder det sig i indledningen, vil gerne forklare os, hvordan det er lykkedes pengemænd, magtliderlige politikere og megalomane Silicon Valley-typer at prakke os en fake virkelighed på. Vi lever i en kompleks virkelighed, men lader os bilde ind, at verden er enkel, mens den reelle magt, de egentlige sammenhænge, i stadig højere grad manipuleres og gøres usynlige for det blotte øje.

Ja, det lyder småkonspiratorisk, og det er er det også, men det er fedt. Curtis kaster sig gerne ud i et længere kapitel om, hvordan UFO’er har været resultatet af vellykket ”perception management” fra myndighedernes side. ”I stedet skabte de en enklere version af verden for at kunne beholde magten. Og i takt med at denne falske verden voksede, gik vi med på på den. For enkeltheden beroligede os.”

Amen.

Assad er skurken

Herfra følger filmen to hovedspor, som finurligt snor sig af sted hele vejen gennem de tre timer. I halvfjerdsernes New York ser en ung byggematador ved navn Donald Trump midt i krisen sit snit til at opkøbe og forvandle byens slum til yuppie-ghettoer, godt hjulpet af risikovillige banker og gigantiske skattelettelser fra desperate politikere, der ser ser magten glide sig af hænde og over til bankerne.

Samtidig i Damaskus er USA’s udenrigsminister Henry Kissinger i gang med at narre Syriens præsident Assad (altså Hafez al-Assad, Bashars far, som har et enormt stort pandeparti) og palæstinenserne. Det bliver ifølge Curtis startskuddet på en spiral af mere og mere sofistikeret terror rettet mod Israel og USA, og den  spreder sig fra Libanon til Iran; fra den militante shia-islamiske politiske organisation Hizbollah og til sunni-muslimerne i Hamas, og terrororganisationerne Al Qaeda og IS.

I baggrunden trækker Assad – først senior, siden junior – i trådene, og hverken Reagan eller Bush har nosser til at angribe. I stedet gør de den regionale og til sammenligning harmløse landsbytosse Muammar Gaddafi, Libyens præsident, til megaskurk numero uno, og han spiller taknemmeligt rollen i det store teaterstykke.

Det er med min begrænsede indsigt i Mellemøstens historie svært at vurdere Adam Curtis’ udlægning af Gaddafi, men det er public service på de helt høje tangenter og temmelig underholdende at følge med i, hvordan Gaddafi skiftevis gøres til skurk eller bedste ven, afhængig af regionens politiske vinde.

Teknokritik

Ovre i Califonien tøffer syrehovedet og sangskriveren John Perry Barlow rundt i en åben sportsvogn og forfører nørderne med drømmen om et frit, anderledes  og magisk cyberspace. Den tekno-utopiske tyrkertro på nettets frihedspotentiale trækkes mesterligt ind i manegen og ud igen flere gange undervejs. Blandt andet i et veloplagt kapitel om ELIZA, et computerprogram udviklet i tresserne, som oprindelig var tænkt som en slags practical joke, men som viste sig på forunderlig vis at kunne trøste og får brugerne til at afsløre deres mest intime hemmeligheder ved simpelthen at omformulere deres udsagn.

”Eliza viste,” siger Curtis, ”at folk følte sig trygge ved at se deres eget spejlbillede” – til trods for at de udmærket vidste, at det var et computerprogram, de talte med. Selv om Curtis hopper rundt og til tider blander pærer og æbler, er det ok. I kapitlet om kunstig intelligens er det for eksempel et ret tilfældigt faktum, der danner bro fra én pointe til den næste: Supercomputeren ALADIN, der kan forudsige fremtiden på baggrund af gigantiske mængder data om fortiden, og som trader 7% af verdens finansielle aktiver, befinder sig i præcis den by, som har den højeste koncentration af indbyggere på lykkepiller i USA. Coincidence? I think not, synes Curtis at sige, så så er den prut slået, vi skal videre, og hvis nogen sidder tilbage og tænker, ”hov, jeg så, hvad du gjorde dér!” ja, så glemmer man det, så snart en underlig, hypnotiserende gul ballonmand, der boltrer sig i vinden, toner frem.

Kunst, ekkokamre og fravær af kvinder

Fans vil jublende genkende kneb, Curtis har brugt i tidligere film. For det første  er der hans uhyre suggestive sammensætning af arkivklip, der tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre, men alligevel fremkalder følelser, der sammen med de rette ord får hårene til at rejse sig. Det skete for mig, da førnævnte John Perry Barlow (som jeg kender og har interviewet flere gange) læser ‘A Declaration of the Independence of Cyberspace’ højt til billederne af en helikopter, der svæver hen over Potomac-floden i Washington, D.C., mens solen går ned bag monumentet for alt det gamle, som cyberspace lægger afstand til. ”Cyberspace befinder sig ikke inden for jeres grænser,” lyder det, mens helikopteren drejer. ”Vi skaber en verden, hvor hvem som helst når som helst kan udtrykke deres overbevisninger lige meget hvor specielle de måtte være, uden at skulle frygte til tavshed eller konformitet”. Mange vil tænke ”er det ikke…?” uden helt at vide, hvad de ser.

En anden ting, Curtis ynder, er at se historien gennem forholdsvis ukendte figurer – som for eksempel Sigmund Freuds nevø Edward Bernays (i Century of the Self, 2002) eller Sayyid Qutb (i The Power of Nightmares, 2004) for gennem denne optik – hvor begrænset den end måtte være – at kunne skabe nye forbindelser. Jeg er ikke historiker, men det virker, som om Curtis til tider ignorerer den komplekse virkelighed, som historieskrivning per definition nedkoger for at få regnestykket til at gå op. Så hans egne metoder minder lidt om den perception management, filmen forsøger at skildre, og det er måske heller ikke så mærkeligt, at HyperNormalisation på mange måder med rette selv kan kaldes en slags ekkokammer.

Filmen, som man måske kan kalde en slags krone på værket efter Curtis’ imponerende række af dokumentarer, forener filmkunst, røverhistorier og solid journalistik. Selv de vildeste konspirationsteorier og tangenter, Curtis bevæger sig ud af, får han samlet op til sidst. Han tager os tilbage til Tahrir-pladsen i Cairo, hvor den egyptiske ungdom samledes gennem Facebook og væltede Mubarak og nu står tilbage uden nogen anelse om, hvad der nu skal ske.

Kvinderne i Hypernormalisation er ikke ligefrem heltefigurer. Det er tydeligt, at Curtis nyder at gøre grin med skuespilleren og aktivisten Jane Fonda og skildre Patti Smith som et forvirret og konformt pigebarn, der tåger rundt på Manhattan uden en kritisk tanke i sit kønne hoved. Det ligner lidt et slag under bæltestedet, da han derefter opsummerer halvfjerdsernes kunst med et klip fra en feministisk kunstvideo af Martha Rosler, der fremstår som alt andet end parodi (hvilket den var). Faktisk talte jeg ikke en eneste klog kvinde undervejs. Med den store vægt Curtis lægger på Ronald Reagan og Donald Trump, er det også påfaldende, at Thatcher og Clinton er fraværende.

Hvad med Trump og hvad med Syrien?

To timer og et kvarter. Så længe går der, før Trump endelig får den behandling, der blev lagt op til i begyndelsen af filmen. Det grænser til det provokerende. Hvorfor skrev jeg ”TRUMP ER TILBAGE, yay!” i mine noter, da han kort dukker op omkring halvvejs?

Måske, som Curtis foreslår, fordi Trump er ulig nogen tidligere præsidentkandidat; uforudsigelig, utilregnelig, uden for den virkelighed, medierne befinder sig i. Uanset hvor fucked up Trump opfører eller udtaler sig, er det som om de føromtalte ekkokamre kun forstærker budskabet. Trump leger med virkeligheden, præcis som Putin. Vi klikker. Uanset om vi er vrede, begejstrede eller bange.

Man kan med lidt gammelkloghed sige, at virkeligheden – og fortiden – alligevel fik indhentet Trump, da Washington Post udgav den famøse ‘Grab them by the pussy’-video, som ikke nåede med i Curtis’ film.

Syrien er et kaos, selv ikke Assad havde kunnet forudse. En virkelighed så kompleks, at ingen tilsyneladende kan dække over den. Er jeg blevet klogere af at se HyperNormalisation? Bestemt. Er verden enklere? Heldigvis ikke.

Henrik Moltke er freelancejournalist bosiddende i New York. Han skriver for The Intercept, New York Times og en række andre medier. Og så arbejder han med Laura Poitras hos PRaxis Films i Berlin.