Et Picasso af mandlige forventninger

“Jeg var i min bedste alder, hun var i sin bedste alder,” sagde Pablo Picasso angiveligt om sit forhold til Marie-Thérèse Walter, med hvem han indledte en affære i 1927. Picasso var 45, da han mødte Walter på 17. Det er svært at bekræfte ordlyden, som kommer fra komikeren (med en bachelor i kunsthistorie) Hannah Gadsby, men der lader til at være noget om snakken.

Næsten hundrede år senere kunne en amerikansk videnskabelig undersøgelse af heteroseksuelle mænds og kvinders online datingpræferencer konkludere, at kvinders såkaldte attraktionsværdi er høj, når de fylder 18, men falder støt gennem resten af deres liv. I mellemtiden “peaker” mænd, når de er mellem 40 og 50.

Det underbygger forfatteren Susan Sontags tese om den destruktive dobbeltstandard ved at blive ældre. Denne “sociale konvention om at aldring fremmer en mand, men gradvis ødelægger en kvinde” er ifølge Sontag et “undertrykkelsesinstrument.”

Mere anekdotisk er internetjoken, der aldrig bliver gammel (haha), at skuespilleren Leonardo DiCaprio (på 49) dropper sine kærester, så snart de fylder 25 år, mens Donald Trump i et præ-præsidentielt interview med radioværten Howard Stern gav udtryk for sit absurde syn på kvinder: “Hvad siger man om 35, Howard? Det er check-ud-tid.”

Eller som den arketypiske superskurk i den buzzy body-horror film The Substance siger: “Folk vil altid efterspørge noget nyt. Det er uundgåeligt. Når man er 50, stopper det.” Over for ham sidder filmens hovedperson: en midaldrende kvinde.

Intet subtilt

Kim Kardashian (tv-personlighed, forretningskvinde etc.) har for nylig kastet sig ud i at spille skuespil, og som hun selv sagde for et par måneder siden om dét foretagende: “Jeg kan lave en film om året. Jeg har omkring ti år, hvor jeg stadig ser godt ud, så det er alt, hvad jeg har i mig, og så kan jeg tage lidt fri.” Om ti år vil Kardashian være 53 år gammel.

I The Substance, som er instrueret af franske Coralie Fargeat og vandt prisen for bedste manuskript ved årets filmfestival i Cannes, vil Elisabeth Sparkle (Demi Moore) ikke opgive sin karriere lige så velvilligt som Kardashian.

Skuespilleren Elisabeths stjerne på Hollywoods Walk of Fame er for længst falmet, men hun er vært på et tilsyneladende succesfuldt fitnessprogram (tænk Jane Fonda i 80’erne, leotards og benvarmere inkluderet). En dag – på hendes 50-års fødselsdag – beslutter hendes føromtalte mandlige chef (Dennis Quaid) sig for, at hun må udskiftes, altså fyres. Heldigvis – eller? – får hun kendskab til et stof, der sælges på det sorte marked. Stoffet eller substansen markedsføres til dem, der drømmer om et bedre jeg. Bedre betyder i denne sammenhæng yngre.

Det er som så mange skønhedsbehandlinger ikke særlig skønt. Hun må krybe ned under en dør i en gyde for at hente stoffet i en anonym pakkeboks, skynde sig hjem i skjul af sine store solbriller og stikke sig med den limegrønne væske. Ud af rygsøjlen kravler hendes bedre selv, Sue (Margaret Qualley), som Eva gjorde det fra Adams ribben. En nyfødt, glinsende twenty-something.

Der er ikke noget subtilt over The Substance. Farverne er primære, musikken pulserer, og budskabet står skrevet lige så sort på hvidt som de kort, der instruerer brugen af substansen. Sue får syv dage, og så må hun bytte plads med Elisabeth, der skal leve sine syv dage. Og så videre. Det viser sig hurtigt at være en form for faustisk pagt. Når Sue overskrider sin tid, må Elisabeth betale prisen i accelereret aldring. Hun vågner med en rynket hånd, et dårligt knæ, gråt hår.

Mens Sue bliver vært for et nyt fitnessprogram, lukker Elisabeth sig selv inde i sin lejlighed. Uden for hendes vindue hænger Sue på et billboard i en pink leotard og minder hende om alt det, som hun ikke (længere) er. I en af de eneste scener, hvor der skrues ned for tempoet, gør Elisabeth sig klar til en date med en mand. Hun vender hele tiden tilbage til spejlet for at granske sit ansigt. Hun dækker sig til med en frakke og et tørklæde i halsen, men efter et sidste blik på sit eget forvrængede spejlbillede i dørhåndtaget kommer hun aldrig af sted.

“KONTROLLER DIG SELV,” skriger Sue af den ældre version af sig selv, for alt hvad Elisabeth laver, har ligeledes konsekvenser for hende. Man kan ikke kigge på et grillet kyllingelår på samme måde, efter man har set Sue møjsommeligt trække ét ud af navlen. Elisabeth og Sue, der i begyndelsen har udvist en form for ømhed over for hinandens livløse kroppe, modarbejder i stigende grad hinanden i en indlysende metafor for selvhad.

Tale as old as time

Der er en tidløshed i filmen, hvor vi tilsyneladende befinder os i nutiden (en iPhone, der primært bruges til tiltagende desperate opkald til substansens ubehjælpsomme kundeservice), men også i en eller anden form for fjern fortid (aerobics på TV, et gigantisk billboard frem for sociale medier).

Denne tidløshed minder desuden om, at skønhedsidealer ikke er et nyt fænomen. Og at det altid har været brutalt at forsøge at leve op til dem. For at opnå idealet om den såkaldte liljefod fik kinesiske piger i en periode på 1.000 år, og indtil det blev forbudt i begyndelsen af 1900-tallet, brækket og bundet deres fødder så stramt, at de kunne miste evnen til at gå. Korsetter modificerede kvinders skeletter i victoriatiden. Og det er ikke smertefrit, når nutidens nåle bliver stukket ind i læber, kinder og kindben.

Men frygten for aldring – og besættelse af ungdom – føles stadig (nu)tidstypisk. Tag bare et par af de ting, som er hvirvlet ind i min TikTok-algoritme på det seneste: antirynkesugerør, hudpleje for børn og såkaldt baby botox, altså det, der også bliver markedsført som forebyggende botox til personer i tyverne.

Der er ingen lykkelige slutninger i sigte. Det er trods alt en gyserfilm, og body-horror er en subgenre med fokus på at vise menneskekroppen gå i stykker på de mest groteske måder. The Substance leverer, men den større feministiske analyse går en anelse tabt i spektaklet.

“Jeg vil gerne slippe for at vælge!” svarer Demi Moore i et portrætinterview med The New York Times på sit eget spørgsmål, om hvorvidt man vil bytte sin visdom for en stram røv, som hun mener er filmens essens. Derfor forstår man også, hvorfor Sue bryder reglerne. Selv når det bliver skæbnesvangert, og hun vælger at klone sig på ny. Resultatet og klimakset er et misdannet monster, som instruktøren har kaldt “et Picasso af mandlige forventninger.”

Tilsæt mere end 100.000 liter kunstigt blod, og så er der ikke nødvendigvis en dybere mening, men det er bestemt effektivt. /Emilie Ewald