Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
“At være digter, det er ingenting, det er en proces, som under alle omstændigheder sker alle vegne, hele tiden. I princippet siger digterne bare det, andre ikke selv vil sige. Det gør så kunstnerne for dem. Det er ligesom, når folk vil ha’ petroleum, men ikke selv gider slæbe det op ad trappen og så betaler nogen for at gøre det,” har Dan Turèll engang sagt meget Dan Turèll-agtigt i en samtale med Suzanne Brøgger, der er gengivet i sidstnævntes essaysamling Sejd.
Udover at Onkel Danny får sat sit og andre digteres lys vel rigeligt under en skæppe, er der noget smukt over tanken: Digtningen er kontinuerligt i gang alle steder i samfundet. Hvilket så også må betyde, at den er at finde på Danmarksdemokraternes landsmøde, der ellers ikke slår os som det mest litterære eller salonfæhige foretagende (hvilket landsmødets deltagere nok selv vil være hurtige til at give os ret i). Vi kan endda fortsætte tankerækken: Hvad andet er Danmarksdemokraternes stifter Inger Støjberg end en petroleumsslæbende sandsigerske, der kunstnerisk sætter ord og billeder på det, ingen ellers formår at sige højt?
Da Støjberg i weekenden kunne fastslå, at hendes parti “siger nej til jernmarker, men ja til kornmarker”, var det ikke bare en erkendelse af, at Danmarksdemokraternes kamp mod CO₂-afgiften på landbruget er blevet til en tabersag, som nu skal erstattes af en mere kraftfuld forargelseskilde. Nej, det var såmænd Støjberg, der lod til at få sit helt store digteriske gennembrud – måske inspireret af hendes tid i det københavnske ledernetværk VL-gruppe 10, hvor Støjberg jævnligt mødtes med magtfulde kulturpersonager som daværende bestyrelsesmedlem i Det Kongelige Teater – og forhenværende bestyrelsesformand i Copenhagen Phil – Mette Klingsten samt tidligere Safri Duo-medlem og rektor for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium Uffe Savery.
Prøv bare at tygge på den maleriske ordsammensætning: “Jernmarker”. Det er jo, som om det ville passe perfekt ind i Klaus Rifbjergs industrielle uhygge i “Refshaleøen”, som Kristeligt Dagblad og litteraturprofessor Anne-Marie Mai tidligere har kåret som et af Danmarkshistoriens bedste digte. Men mon ikke også Støjberg har styr på den så oplagte intertekstualitet?
Optræk af punkterede skibe
svulstbesatte undervandsbåde
andre overlevede opbrugthedsfænomener
selve passagens absurditet.
[…]
Årstallene ét og ligegyldige
men mødet i konstans:
de enorme møllevingers adskillende
understregning af konfrontation.
Se bare: Støjberg får med sine jernmarker smukt og meget rifbjergsk forenet en konfrontation med både møllevinger, tidens grimme gang og altså også solcelleparker. At det så i høj grad er landmændene selv, der sælger deres marker til solcelleprojekter, og derudover provinskommunerne, der ønsker den grønne omstilling, er DD-igter-jeget Inger Støjberg tilsyneladende mindre interesseret i. Nu vi tænker over det, er vi faktisk heller ikke helt sikre på, hvad det er for et naturbillede, hun forsøger at male.
Som Theodor Adorno også påpeger – og idéhistoriker Dorthe Jørgensen parafraserer i Skønhed – en engel gik forbi – er naturen jo kun skøn for den, der ikke føler sig prisgivet dens magt. Alt imens landmanden slet ikke ser naturen som et æstetisk landskab, men bare som mulig mark. Så hvornår blev en kornmark egentlig smukkere end en jernmark? Særligt hvis landmanden ved at satse på solceller ikke bare tjener penge, men også slipper for at være totalt prisgivet, når høsten slår fejl – hvad klimakrisen på sigt nok skal sørge for, at den gør. Ja, hvorfor skal Støjberg pludselig komme og diktere (eller snarere digtere?), hvad landbrugs- og udkants-Danmark synes er pænt; hvad det må og ikke må med sin jord?
Nej, undskyld, nu blev det hele da også så utroligt højpandet. Vi nåede slet ikke at nævne, at pindsvinet er udrydningstruet, at BRICS-landene på sidste uges topmøde i Rusland bestemte sig for at fortsætte med deres fossile projekter (og dermed kan have dødsdømt os alle), at oliestaten Aserbajdsjan selvsagt har gang i en solid omgang greenwashing forud for dets tragikomiske værtskab ved klimatopmødet COP29 i november, eller at et flertal af danskerne faktisk går ind for, at vi får mindre landbrugsjord og mere skov. Men sådan går det vel, når man hopper med på Inger Støjbergs intellektuelle ordleg. Under alle omstændigheder: Tillykke til hende og Danmarksdemokraterne med den poetiske satsning. Nogen skal vel ta’ det tunge slæb op ad den taksonomiske trappe i dansk politik, så alting ikke bliver så jordbundet. /David Dragsted