Nyhedsanalyse

Navalnajas arv

Julia Navalnaja vil stille op som Ruslands næste præsident. Men først når Putin er væk.

Annegret Hilse/Reuters/Ritzau Scanpix

“Mit mål er at skabe forandring i landet. Hvis jeg kommer tilbage til Rusland, vil jeg stille op som præsident,” lød det i sidste uge kontant fra den 48-årige økonom Julia Navalnaja, der har gjort det til sin opgave at løfte arven fra sin mand, oppositionslederen Aleksej Navalnyj, der døde i en sibirisk straffekoloni. “Desværre,” sagde hun i interviewet på BBC, er det “helt sikkert ikke muligt, så længe Putin har magten.”

“Jeg er helt sikker på, at jeg ikke ønsker, at Putin skal dø. Jeg ønsker, at han skal sidde i et russisk fængsel, ligesom min mand gjorde.”

Navalnaja har siden Navalnyjs død i februar indtaget en fremtrædende rolle i den russiske oppositionsbevægelse. Fra første dag besluttede hun midt i sin sorg at fortsætte, hvor Navalnyj slap – med at kritisere det russiske regime og den udbredte korruption: “Der skulle have været en anden person på min plads. Men den her person er blevet dræbt af Vladimir Putin,” sagde hun i en video på Navalnyjs populære YouTube-kanal.

Kremls officielle forklaring på Navalnyjs død var, at han fik et ildebefindende på en spadseretur, mens de fleste beviser tyder på, at han blev forgiftet – ligesom da han i august 2020 endte i koma på en flyvetur mellem den sibiriske by Tomsk og Moskva. Efterfølgende blev han fast besluttet på at skrive sine erindringer ned.

“Det gjorde egentlig ikke ondt at dø,” starter Navalnyjs nye bog Patriot, der i sidste uge udkom på 22 sprog samtidig, også russisk. Bogen er delt op i to: Den ene halvdel er en klassisk selvbiografi fra opvæksten i et politisk bevidst hjem i årene omkring Tjernobyl-ulykken, som han kalder “den første lektion”, “der havde en formativ indflydelse” på hans måde at se verden på. Og fortsætter: “Strålingen var muligvis langt væk, men hykleriet og løgnene gennemsyrede hele landet.”

Resten er det, han selv når at kalde et “miskmask af brudstykker”, herunder dagbogsnotater og ikke mindst diktater til Julia Navalnaja fra hans tid i skiftende russiske fængsler og straffekolonier, hvor grebet langsomt blev strammet om ham. Hverdagen blev detailstyret til det mindste. Til sidst får han hverken mad, lægehjælp eller lov til at fjerne hænderne fra ryggen.

Tonny Vorm, der sammen med Carsten Norton har stået for den danske oversættelse af bogen, kalder det i Dagbladet Information “lidt af et puslespil” at få de mange handlingsspor i bogen til at fremstå som en sammenhængende fortælling.

Selvom Navalnyj insisterede på at skrive hver dag, blev der længere og længere mellem de beretninger, som det lykkedes ham at smugle ud med hjælp fra venner, familie og kollegaer – og muligvis også let bestikkelige fængselsbetjente og advokater. Som han joker i bogen: “Bogens forfatter er blevet dræbt af en skurkagtig præsident – hvad mere kan marketingafdelingen ønske sig?”

Navalnyj vidste, at han ville dø i fængslet, men gjorde, hvad han kunne for ikke at miste forstanden: læste stakkevis af bøger – oftest dem, som folk udefra købte til ham – og, så længe han kunne, dyrkede han tabata 10 minutter om dagen. For det har alle tid til, hvis bare de bruger de minutter mindre på Twitter, skriver han. Også når man er indespærret på få kvadratmeter, og den største adspredelse er en udendørs gåtur i -32 grader celsius.

Statens ansigt

I dag fortsætter Julia Navalnaja kampen uden for Rusland. Siden Navalnyjs død har hun fået en arrestordre på sig og er af de russiske myndigheder blevet stemplet som ekstremist, hvorfor hun nu bor et ukendt sted i Europa med børnene Dasha og Zakar. Navalnaja har sat alt ind for at lede oppositionen, der kun har fået sværere kår siden invasionen af Ukraine – hvor censurlove, der for eksempel kriminaliserer ordet krig, har gjort det sværere at forene sig. Af samme grund står Patriot ikke på hylderne i almindelige boghandlere i Rusland.

Mange frygtede, at oppositionen ville dø med Navalnyj, hvis ikke den allerede var fragmenteret til småstykker. Ligesom Navalnaja er størstedelen af den i eksil, og nye angreb har ramt den som en hammer. Navalnyjs mangeårige stabschef Leonid Volkov blev bogstaveligt talt slået med sådan en uden for sit hjem i Litauen tidligere på året, men ganske vist var overfaldet ikke bestilt af Putin. I stedet mener Navalnyjs team at have beviser for, at forretningsmanden og Kreml-kritiker Leonid Nevzlin stod bag angrebet på grund af personlige uenigheder. Hvilket afslørede de dybe interne stridigheder: mellem på den ene side Navalnyjs kollegaer og på den anden, den del af oppositionen, der ledes af Kreml-kritikeren Mikhail Khodorkovskij, som altså er den fløj, Nevzlin er en del af.

Den største udfordring for Navalnaja er altså ikke kun at holde momentum i live, men også om hun overhovedet kan være sikker på, at meget bliver anderledes den dag, Putin er væk. Som den russiske journalist Jelena Kostjutjenko fra den uafhængige avis Novaja Gazeta – der i øvrigt led samme skæbne som Navalnyj ved at blive forsøgt angrebet med nervegift og efterfølgende blev indlagt på Charité-hospitalet i Berlin – sagde til Føljeton tidligere på året: Hvem kan være sikker på, at den næste bliver bedre?

“Det er ikke vaccinen Sputnik-V, ikke Olympiaden, ikke dens forskellige rumskibe. Min stat er lige her hvor jeg kan se den i øjnene,” skriver Jelena Kostjutjenko i bogen Mit elskede land, der på fredag udkommer på dansk. I den beskriver hun alle de dele af Rusland, som Putin ikke vil have alle andre til at se – herunder det internat for psykisk udviklingshæmmede, i hvilket hun i to uger nåede at kradse i det, hun kalder helvedes overflade.

Ifølge Jelena Kostjutjenko bruger vi for meget tid på at forstå Putins psyke: “Han er kun én ud af 150 mio. mennesker, der enten går i krig eller forsøger at undgå den og bliver fængslet. Hvis vi vil forstå krigen, bør vi prøve at forstå dem i stedet,” sagde hun. Og netop det hjælper Navalnyj os med i Patriot. Og advarer på samme måde om, at den største fejl, man kan begå, er at forveksle den russiske stat med det land, han elskede så meget – og som han var sikker på også kunne blive bedre uden ham. Alle kan nemlig gøre det, han gjorde, mente han: “Det er nemmere at gøre noget modigt end at leve med konsekvenserne af at gøre ingenting.” /Emma Louise Stenholm

 

Mit elskede land bliver udgivet på Forlaget Palomar fredag den 1. november.

Patriot af Aleksej Navalnyj udkom på dansk på Politikens Forlag tirsdag den 22. oktober.

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12