Den amerikanske gyser

Suget mod autoritarisme skal aldrig undervurderes. Den stærke mand er ikke gået af mode. Tværtimod.

Nedtællingen til det amerikanske præsidentvalg er i fuld gang: Om under 160 timer lukker valgstederne på østkysten, og det begynder for alvor at ligne en gyser, både i den overførte betydning som en “nervepirrende begivenhed” og i den bogstavelige som en fortælling med en “rædselsvækkende handling”.

For ingen kender Donald Trumps ledelsesstil bedre end hans egen tidligere stabschef i Det Hvide Hus, general John Kelly. Og ingen har givet en mere gysende beskrivelse af den måske snart genvalgte Donald Trump end den selvsamme eks-stabschef, som nu advarer vælgerne på det kraftigste mod at stemme på ham igen nu på tirsdag:

“Jeg ser det som definitionen på fascisme: Yderst på højrefløjen, autoritær, en ultranationalistisk politisk ideologi og en bevægelse kendetegnet ved en diktatorisk leder, militarisme, undertrykkelse af oppositionen og en tro på et naturligt socialt hierarki,” udtalte den klassisk konservative John Kelly forleden til New York Times.

Som timerne går, bliver det stadig mere sandsynligt, at USA – verdens første, frie folkestyre – er på vej mod et autoritært og illiberalt regime, i samme retning som fx Ungarn her i Europa, og en lang række lande rundt om i verden, som vender ryggen til det liberale markedsdemokrati, for i stedet at tage kampen op med og imod nationalistiske herskere som Vladimir Putin, Xi Jinping og Narendra Modi.

Foruroligende nok er det højst sandsynligt, at Donald Trump ender med at blive genvalgt. Ikke fordi han får et flertal af stemmerne, ej heller han ikke er blevet udfordret på det skarpeste, men ganske enkelt fordi han meget vel kan stå tilbage med en slags teknisk sejr i form af mindst 270 valgmænd.

Prognoserne tyder lige nu på, at Trump lige akkurat vinder i de tidligere industristater mod nord, Wisconsin, Michigan og Pennsylvania, og at han dermed kan triumfere over Demokraternes præsidentkandidat Kamala Harris. I værste fald bliver stemmeoptællingen så tæt, at afgørelsen trækker i langdrag og endnu engang forårsager voldelig revolte.

Det skelsættende spørgsmål er dog, om det store mindretal af amerikanske vælgere – som altså vil være nok til at gøre Trump til præsident på grund af valgsystemet – stemmer på ham, fordi de vitterligt ønsker at forvandle USA i en mere autoritær retning, eller om alternativet bare ikke har været tilstrækkeligt attraktivt?

Som et lille lys i gysermørket tyder meget på det sidste.

Træt af levebrødspolitik

Hvis 78-årige Donald Trump ender med at vinde, igen, skyldes det først og fremmest, at Demokraterne ikke har brugt de foregående år på at forberede sig grundigt nok på det helt forudsigelige scenarie, at han selvfølgelig ville gøre endnu et forsøg, og på ingen måde har mistet sin spektakulære gennemslagskraft undervejs.

Ligeså udtjent og forældet 81-årige Joe Biden fremstod som fortsat kandidat, da han valgte at trække sig med kun lidt over 100 dage til valgdagen, ligeså uimponerende og forgængelig er den 60-årige vicepræsident Kamala Harris trådt frem i en benhård dyst, hvor hun hverken har villet lægge afstand eller omvendt forsvare de seneste års førte politik.

Hvis Kamala Harris ender med at tabe, vil det være et brutalt udtryk for, at store vælgergrupper er trætte og færdige med den klassiske form for politik, som hun blot viderefører: At mange har fået mere end nok af den midtersøgende opportunisme, hvor etablerede kandidater krydser ind over midten for at tiltrække de såkaldte svingvælgere, men dermed også sælger ud af deres egne principper – og kommer til at fremstå som vendekåber og slingrefise.

Hidtil har valgmatematikken i et system som det amerikanske, hvor der reelt kun er to partier, ellers været, at flertallet altid vindes inde på midten. Når det kommer til stykket, har demokrater vundet ved at fremstå konservative, og republikanere ved også at kunne appellere til de mere liberale. Hidtil har kandidaterne kort sagt kæmpet indbyrdes om at moderere sig, for derved at tiltrække de udslagsgivende, uafhængige midtervælgere.

Siden den amerikanske politolog Anthony Downs beskrev sin teori om medianvælgeren tilbage i 1950’erne, har alle ærgerrige magtpolitikere forsøgt at ramme midterskiven. Fordi det er her de fleste løse stemmer flyder rundt på en traditionel højre-venstre-skala.

Kamala Harris har fulgt den gamle drejebog til punkt og prikke. Hun gør præcis som bl.a. Bill Clinton og Joe Biden har gjort før hende, og har systematisk opgivet alle mærkesager, som hun tidligere har ytret, hvis de på nogen måde kunne risikere at skræmme konservative provinsvælgere væk. Og hun har med møje og besvær sørget for ikke at fremlægge konkrete initiativer, som direkte adresserer vælgernes største bekymringer. Fordi det konkrete altid er kontroversielt, og som midtersøgende opportunist skal man jo netop ikke fremstå for kontroversiel.

Donald Trump har mildest talt en anden attitude. Han satser slet ikke på at ramme medianvælgeren, altså den grå og forsigtige type, som helst ser, at business-as-usual fortsætter. Han går efter en lang række mindre, men stærke subkulturelle vælgergrupper, som tilsammen kan danne det fornødne, tekniske flertal på mindst 270 valgmænd.

Trump har endnu engang udvist enestående købmandsinstinkter, for han ser tydeligvis ikke det politiske landskab som et kontinuum, der blot spænder fra højre til venstre, og hvor man enten er rød, blå eller i midten.

Kalejdoskopisk alliance

Trump fornemmer dygtigt, hvad der hidser folk op, gør vælgere ængstelige og vrede, og ikke mindst hvor frustrerede de fleste er med den form for undvigende og teknokratiske midterpolitik, som Kamala Harris i dag står som den tilmed relativt ukendte repræsentant for.

Indtil videre med overrumplende held satser Trump på kalejdoskopisk vis på at mobilisere vidt forskellige grupper, som ikke nødvendigvis er indbyrdes enige, eller som hylder fascisme, men som blot har ladet sig overbevise om, at han alt i alt vil kæmpe bedst for netop deres nichesag.

For de lavest lønnede vælgere vækker Trumps kamp mod indvandring således genklang, da de anslået op mod 20 mio. illegale immigranter er med til at presse lønningerne helt i bund. Selvom deportation lyder både krigerisk og nok også praktisk umuligt, har Harris endnu ikke tilbudt et håndgribeligt alternativ. På samme måde med de mest kristne vælgere, som bestemt ikke billiger Trumps skørlevned med utroskab og pornostjerner, men alligevel respekterer ham, fordi han som præsident fik udpeget tre ultrakonservative højesteretsdommere, som efterfølgende omgjorde den føderale tilladelse til abort i hele USA.

Blandt yngre mænd, der føler sig presset og stresset af en ny tids økonomi, hvor kvinderne tager de længste uddannelser, og gradvist også opnår højere lønninger og topstillinger, har Trumps nostalgiske macho-attituder en næsten kropslig tiltrækningskraft. For antifeministerne i ‘manosfæren’ er The Donald blevet et ikon, som skaber tiltrængt modvægt til en mainstreamkultur, der i stigende grad domineres af kvinder. Ligesom landbefolkningen i områder med kul og skifergas begejstres af Trumps løfter om at forøge udvindelsen af fossile naturressourcer.

Den allervigtigste del-vælgergruppe, som Trump har fået taget i, er alle tilbudsjægerne, kuponklipperne og rabatrytterne, som har svært ved at få husholdningsbudgetterne til at hænge sammen. Her påpeger Trump effektfuldt, at priserne er steget voldsomt under Joe Biden og Kamala Harris, og at han selv vil sikre folk mere luft i hverdagsøkonomien. For eksempel ved at erstatte indkomstskatten med fantasifulde toldsatser på kinesiske varer.

Alle disse vælgergrupper – de lavtlønnede i servicebranchen, de ultra-kristne, macho-fitnesstyperne, benzinelskerne, eks-industriarbejderne og tilbudsjægerne – ligger bestemt ikke inde på midten, men tilsammen udgør de måske alligevel og lige præcis en tilstrækkelig stor alliance til at kunne give Trump sejren.

Hvis Trump vinder, er det næppe på grund af de autoritære tilbøjeligheder i sig selv, men snarere hans skrupelløse forretningsfornemmelse, hans evne til at tale vidt forskellige vælgere efter munden. Og hvis først flertallet sikres, så er der frit slag. Endnu engang er Trump kommet ind fra højre og har kortsluttet det gængse valgsystem. Det tegner uhyggeligt, gysende skrækkeligt. /Lars Trier Mogensen