Sima Simar allerlængst til højre – og Hillary Clinton ved sin skulder. Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
For et par uger siden cirkulerede der en nyhed om, at Afghanistans Taliban-styre arbejdede på at implementere en lov, der forbyder nyhedsmedier at vise fotos og videoer med mennesker og dyr. Det var Ministeriet for udbredelse af Dyd og forebyggelse af Laster, der var på spil, og det hele lød så idiotisk og Monty Python’s Flying Circus-agtigt, at man næsten ikke kunne andet end le.
Men påbuddet ligger i denne lette ende. I marts bekendtgjorde styret, at man ville indføre offentlig stening af kvinder for utroskab i henhold til, hvad Talibans mørkemænd opfatter som gængs sharialov. Ifølge The Telegraph (betalingsmur) blev der spillet en lydoptagelse på statsligt tv, hvor landets øverste leder Hibatullah Akhundzada foldede ideen ud: “Man siger, at det er en krænkelse af kvinders rettigheder, når vi stener dem ihjel,” sagde han. “Men vi vil snart indføre straffen for utroskab. Vi vil piske kvinder offentligt. Vi vil stene dem offentligt.” Og videre, måske henvendt til hvem der nu skulle lytte med fra det internationale samfund: “Alt dette strider mod jeres demokrati, men vi vil fortsætte med at gøre det. Vi siger begge, at vi forsvarer menneskerettigheder – vi gør det som Guds repræsentanter og I som djævelens”.
Nu er det lidt svært at efterprøve, om det lige var præcis sådan, ordene faldt. Men det er også ligegyldigt. Taliban-styrets menneskesyn er sygt og forkvaklet. Hvad er det ved kvinder, der skræmmer dem fra vid og sans? Hvorfor føre krig mod kvinder? Afghanske kvindestemmer må ikke høres offentligt, og nu må kvinder heller ikke tale med hinanden. Taliban forsøger at fjerne kvinder helt fra det offentlige liv. Se på listen over forbud: Teenagepiger og unge kvinder må ikke gå i skole og tage en universitetsuddannelse. Kvinder må ikke arbejde i det offentlige, i NGO’er og i internationale organisationer. Kvinder må ikke lave politisk arbejde eller stille op til valg. Kvinder må ikke rejse uden en mandlig værge. Kvinder skal være fuldt tildækkede i offentligheden. Kvinder må ikke tale offentligt. De må heller ikke synge. Man (mænd på gaden) må ikke kunne høre kvinders stemmer, selv om de taler inde i deres eget hjem.
Siden Taliban fik magten i Afghanistan i august 2021, er der blevet udstukket omkring 100 dekreter og bekendtgørelser, som har til formål at begrænse kvinders frihed. På sociale medier optræder hashtagget #genderapartheid – kønsapartheid: systematisk undertrykkelse baseret på køn. Kønsapartheid er endnu ikke anerkendt som en forbrydelse i international ret. Men menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International har arbejdet på det siden 2023 og opfordrer FN til at inddrage kønsapartheid, når der skal laves en ny konvention om forbrydelser mod menneskeheden.
Det var en gruppe afghanske kvinder, som kom på udtrykket i 1990’erne. En af dem er Sima Samar, som var Afghanistans kvindeminister i 2001-2003. I dag er hun 67 år og lever i eksil. Hun udtalte for nylig til The Guardian, at hun aldrig ville have troet, at den massive undertrykkelse af piger og kvinder ville vende tilbage efter Talibans fald i 2001. Et af våbnene mod Taliban i dag ville være at få kønsapartheid kodificeret af FN som en forbrydelse mod menneskeheden. “Ingen handling eller fordømmelse fra det internationale samfunds side har kunnet stoppe overgrebet på kvinders rettigheder,” siger hun. “Så afghanske kvinder må selv handle.”
Selv handle? Men hvad med EU og FN og andre sammenslutninger af lande? I stedet for at lægge Taliban på is er man stille og roligt begyndt at tale med dem og give dem en stemme internationalt. Da FN i juni afholdt det tredje fredsmøde om Afghanistans fremtid i Doha i Qatar, var det med deltagelse af Taliban, men på Talibans forlangende helt uden deltagelse af afghanske kvinder. Et forræderi mod halvdelen af Afghanistans befolkning.
Ifølge The New York Times har adskillige lande i løbet af de seneste måneder ligeledes åbnet dørene for Talibans ‘diplomater’: “Nogle har sendt højtstående embedsfolk til Kabul for at skabe diplomatiske forbindelser og sikre investeringsaftaler. Repræsentanter for Taliban har fået midlertidig dispensation fra rejseforbud. Der har endda været tale om at fjerne Taliban fra internationale terrorlister.”
De lande, som er mest imødekommende over for Taliban, er vel at mærke nationer som Rusland, Usbekistan, Kina og De Forenede Arabiske Emirater. Men man kan se, hvor det bærer hen. I september meddelte det afghanske udenrigsministerium, at det nu havde 40 ambassader og konsulater oppe at køre rundt omkring i verden.
Med andre ord er der ved at ske en normalisering af Taliban. Men det er ikke vejen frem. FN skal lægge massivt pres på de langskæggede, fundamentalistiske talibanere, der er så bange for kvinder. /Oliver Stilling