En nærlæsning af Jeff Bezos' forsvar

Come on, Jeffrey, you can do it/ Pave the way, put your back into it/ Tell us why/ Show us how/ Look at where you came from/ Look at you now – “Jeff Bezos”, fra Inside af Bo Burnham.

For første gang i 36 år har den hæderkronede avis Washington Post undladt at støtte en præsidentkandidat ved det amerikanske præsidentvalg, og det har mildest talt skabt røre i medieandedammen. Over 250.000 mennesker – svarende til 10 pct. af den samlede betalende læserskare – har foreløbigt opsagt deres abonnement i protest, mens flere både nuværende og tidligere skribenter og WaPo-ansatte har taget afstand fra beslutningen. For hvorfor, spørger de fleste, har avisen dog ikke kunnet få sig selv til at støtte Kamala Harris og omvendt tage afstand fra Donald Trump, der vitterligt truer med at dræbe det amerikanske demokrati? Og hvordan hænger det sammen med Washington Posts ofte udskældte slogan Democracy Dies in Darkness?

Egentlig var det da også planen, at avisen skulle støtte Harris. Et udkast til en leder lå angiveligt allerede klar, men Harris-omfavnelsen blev i sidste øjeblik stoppet af Washington Posts ejer siden 2013, nemlig Amazon-stifter og mangemilliardær Jeff Bezos. Ikke overraskende har det kun skabt endnu mere furore. For hvorfor blander Bezos sig nu på falderebet? Særligt når han tidligere har gjort en dyd ud af at lade Washington Post gøre præcis, hvad avisen selv vil? Bezos har øjensynligt kunnet mærke presset, for han har minsandten udgivet et forsvarsskrift under rubrikken “The hard truth: Americans don’t trust the news media”. Hvilket i sig selv er så uhørt, at vi hellere må lave en grundig nærlæsning (oversættelserne er vores):

I de årlige offentlige undersøgelser af tillid og omdømme har journalister og medier regelmæssigt ligget tæt på bundplaceringen, ofte lige over Kongressen. Men i dette års Gallup-undersøgelse er det lykkedes os at havne under Kongressen. Vores profession er nu den mindst troværdige af alle. Noget af det, vi gør, virker tydeligvis ikke.

Egentlig har Bezos fat i den lange ende her. Den fortsat faldende tiltro til medierne er et problem, og det samme er mange menneskers aktive fravalg af nyhederne, som også ses herhjemme. Det mærkelige er dog, at Jeff Bezos insisterer på et “vi”. Han tænker vel, at han taler på vegne af Washington Post, men stadig: Hvornår blev verdens pt. tredje rigeste mand en del af journalistfællesskabet?

Desuden: En af grundene til, at tilliden til journalisterne er så lav – i hvert fald i den amerikanske medievirkelighed – er jo, at Donald Trump systematisk har angrebet og betvivlet branchen i årevis og i forlængelse heraf fået sine vælgere – altså op mod halvdelen af USA’s befolkning – til at gøre det samme. Så måske kunne Bezos med fordel have tilladt, at Washington Post tog lidt tydeligere afstand fra Trump?

Lad mig give en analogi. Stemmemaskiner skal opfylde to krav. De skal tælle stemmerne nøjagtigt, og folk skal tro på, at de tæller stemmerne nøjagtigt. Det andet krav er forskelligt fra og lige så vigtigt som det første.

Selv havde vi nok ikke brugt en valganalogi med tanke på, hvad forsvarsbrevet her handler om. Men okay, vi lytter.

På samme måde med aviser. Vi skal være præcise, og man skal tro på, at vi er præcise. Det er en bitter pille at sluge, men vi fejler på det andet krav. De fleste mennesker mener, at medierne er partiske. Alle, der ikke kan se det, er meget lidt opmærksomme på virkeligheden, og de, der kæmper mod virkeligheden, taber. Virkeligheden er en ubesejret mester. Det ville være nemt at give andre skylden for vores lange og fortsatte fald i troværdighed (og dermed fald i gennemslagskraft), men en offermentalitet vil ikke hjælpe. At klage er ikke en strategi. Vi må arbejde hårdere på at kontrollere det, vi kan kontrollere, for at øge vores troværdighed.

Mange ting er på spil her. Det mest interessante er nok, hvad det er for et mediesyn, Bezos bekender sig til. Som journalist Casey Newton også har pointeret – med henvisning til medieforsker Jay Rosens begreb “the view from nowhere” – er det faktisk chokerende uddateret for en techmogul. Forestillingen om, at medierne pinedød skal være upartiske, gør nemlig ikke professionen nogen tjenester.

Problemet er, at kravet om upartiskhed tvinger journalisten til at fortælle mindre, end vedkommende rent faktisk er i stand til; at gøre sig selv dummere end nødvendigt. For det vil alt andet lige være ret mærkeligt, hvis ikke journalisten har dannet sig en mening om et emne i arbejdet med det. Derfor vil det også være mere ærligt, hvis journalisten åbent deler sine holdninger, så læserne selv kan forholde sig til dem. Og i princippet vil det også virke mere tillidsvækkende, end hvis man hårdnakket påstår, at mediet er helt neutralt.

“De, der kæmper mod virkeligheden, taber”, siger Bezos, men pt. står Trump jo faktisk til at vinde ved at gøre præcis det: angribe virkeligheden. Så længe medierne ikke tør forholde sig til angrebet, tjener det Trumps interesse. For som Casey Newton også skriver: “Lige siden vicepræsident Spiro Agnew under Watergate-skandalen afviste pressen som et virkelighedsfjernt eliteforetagende, har de konservative uophørligt promoveret ideen om, at pressen er håbløst forudindtaget og upålidelig. Et eksplicit mål med denne kampagne var at mobbe mainstream-medierne til ‘the view from nowhere’ – at bearbejde dommerne til et punkt, hvor de var bange for at dømme frispark.”

Og så er der selvfølgelig Jeff Bezos’ mærkelige mix af neoliberalisme og stoicisme (“vi må arbejde hårdere på at kontrollere det, vi kan kontrollere”), som alt andet lige lyder bizart, når det kommer fra verdens tredje rigeste mand, som kan kontrollere chokerende meget med sin formue – og så afgjort langt mere end os andre; eller hvem det nu er, der er inkluderet i Bezos’ insisterende “vi”. Med tanke på arbejdsforholdene i Amazons varelagre kan vi også godt frygte, hvad Bezos forstår ved at “arbejde hårdere”.

Præsidentstøtte [altså hos aviserne, red.] gør intet for at tippe vægten i et valg. Ingen ubeslutsomme vælgere i Pennsylvania vil sige: “Jeg følger avis A’s anbefaling.” Ingen.

Sagt skråsikkert af en person, der lige har påstået, at troværdighed er kongen. Hvad bygger Bezos det på, at ingen vil blive påvirket? Har han spurgt alle mennesker i Pennsylvania?

Det, præsidentstøtter faktisk gør, er at skabe en opfattelse af forudindtagethed. En opfattelse af ikke-uafhængighed.

Det samme gør det sjovt nok, når Washington Posts stenrige ejer, der ellers skal blande sig uden om avisens drift, direkte går ind og påvirker en redaktionel beslutning.

At afskaffe dem [avisens præsidentstøtter, red.] er en principiel beslutning, og det er den rigtige. Eugene Meyer, udgiver af The Washington Post fra 1933 til 1946, mente det samme, og han havde ret. I sig selv er det at afvise at støtte præsidentkandidater ikke nok til at flytte os ret langt op ad tillidsskalaen, men det er et meningsfuldt skridt i den rigtige retning. Jeg ville ønske, at vi havde foretaget ændringen tidligere end vi gjorde, på et tidspunkt længere væk fra valget og følelserne omkring det. Det var utilstrækkelig planlægning og ikke en bevidst strategi.

Slet skjult nazikort (1933-1946), chapeau Bezos. Derudover: Hvordan gør det avisen mere troværdig, når du direkte indrømmer, at der er blevet handlet spontant under følelsesladede omstændigheder?

Jeg vil også gerne slå fast, at der ikke er tale om nogen form for noget-for-noget-aftale. Hverken kampagnen eller kandidaten blev konsulteret eller informeret på noget niveau eller på nogen måde om denne beslutning. Den blev truffet helt internt. Dave Limp, den adm. direktør for en af mine virksomheder, Blue Origin, mødtes med den tidligere præsident Donald Trump på dagen for vores annoncering. Jeg sukkede, da jeg fandt ud af det, for jeg vidste, at det ville give ammunition til dem, der gerne ville fremstille det som noget andet end en principiel beslutning. Men faktum er, at jeg ikke kendte til mødet på forhånd. Selv Limp kendte ikke til det på forhånd; mødet blev planlagt hurtigt den morgen. Der er ingen forbindelse mellem det og vores beslutning om præsidentstøtten, og enhver antydning af noget andet er falsk.

Tænk: Er det i virkeligheden Jeff Bezos’ ejerskab af Washington Post, og selve det forhold, at man automatisk kommer til at motivgranske hans beslutninger, der skader avisens troværdighed?

Jeg er ikke den ideelle ejer af The Post, når det handler om at undgå indtrykket af konflikter. Hver dag, et eller andet sted, mødes en Amazon-direktør eller Blue Origin-direktør eller nogen fra de andre filantropier og virksomheder, jeg ejer eller investerer i, med regeringsembedsmænd. Jeg skrev engang, at The Post er en ‘complexifier’ for mig. Det er den, men det viser sig, at jeg også er en ‘complexifier’ for The Post.

Nu indrømmer han så netop det. Så hvorfor ejer du stadig avisen, Bezos?

Du kan se min rigdom og mine forretningsinteresser som et bolværk mod intimidering, eller du kan se dem som et net af modstridende interesser.

Vi hælder til det sidste.

Kun mine egne principper kan tippe balancen fra det ene til det andet.

Det er præcis derfor, vi hælder til det sidste.

Jeg kan forsikre jer om, at mine synspunkter her faktisk er principielle, og jeg mener, at mine resultater som ejer af The Post siden 2013 underbygger dette. Det står dig selvfølgelig frit for at træffe din egen beslutning, men jeg udfordrer dig til at finde ét tilfælde i de 11 år, hvor jeg har fået nogen på The Post til at favorisere mine egne interesser. Det er ikke sket.

Man kunne med fordel give Bezos et magtteoretisk lynkursus. Kunne det mon tænkes, at avisens ansatte (enten bevidst eller ubevidst) har ladet sig påvirke af, at ejeren er en af verdens absolut rigeste mennesker? Har de kunnet lade være med at tænke på ejerskabet, når de fx har skullet dække Amazon eller Blue Origin? Eller endnu værre: har læserne kunnet undgå at få den samme mistanke, selv hvis journalisterne har handlet eksemplarisk? De direkte instrukser er ikke det eneste, der er på spil her.

Manglende troværdighed er ikke unikt for The Post. Vores broderaviser har det samme problem.

Vær sød aldrig nogensinde igen at skrive “vores broderaviser” (det lyder endnu værre på engelsk: “our brethren newspapers”).

Og det er ikke kun et problem for medierne, men også for nationen. Mange mennesker vender sig mod spontane podcasts, upræcise opslag på sociale medier og andre ubekræftede nyhedskilder, som hurtigt kan sprede misinformation og forværre splittelsen. Washington Post og New York Times vinder priser, men i stigende grad taler vi kun til en bestemt elite. Vi taler mere og mere med os selv. (Sådan har det ikke altid været – i 1990’erne nåede vi op på 80 procent husstandspenetration i [Washington] D.C.’s metroområde).

Tilbage til start. Man kunne også kaste et alternativt blik på det: Er det egentlig ikke meget dejligt, at der er kommet større mediediversitet, og at det ikke kun er to store avismastodonter, som løber med al opmærksomheden?

Selvom jeg ikke fremmer mine personlige interesser og heller ikke vil gøre det, vil jeg heller ikke tillade, at denne avis forbliver på autopilot og forsvinder i irrelevans – overhalet af ikke-resarchede podcasts og mishagsytringer på de sociale medier – ikke uden kamp. Det er for vigtigt. Indsatsen er for høj.

Så Bezos vil blande sig, men uden at blande sig. Genialt. I øvrigt hader han da virkelig podcasts. Ved han godt, at Amazon ejer podcasttjenesten Audible?

Mere end nogensinde før har verden brug for en troværdig, pålidelig og uafhængig stemme, og hvor kan den stemme bedre komme fra end fra hovedstaden i verdens vigtigste land? For at vinde denne kamp bliver vi nødt til at bruge nye muskler. Nogle ændringer vil være en tilbagevenden til fortiden, og nogle vil være nye opfindelser. Kritik vil selvfølgelig være en del af alt det nye. Sådan er verden. Intet af dette vil være let, men det vil være det værd. Jeg er så taknemmelig for at være en del af denne bestræbelse. Mange af de bedste journalister, du kan finde, arbejder på Washington Post, og de arbejder omhyggeligt hver dag for at finde frem til sandheden. De fortjener at blive troet på.

Vi har så åbenbart en lidt anden opfattelse af uafhængighed end Jeff Bezos. Se: ovenstående overvejelser om hans ejerskab. Det værste er dog, at Bezos er “taknemmelig” for at være med, når det eneste, han foreløbigt ser ud til at have gjort – gennem over 10 års ejerskab, hvor udviklingen kun er blevet værre og værre – er at undlade at støtte Kamala Harris, hvilket spiller direkte ind i Trumps sandhedshadende hånd. Det er slet skjult sanewashing. Og vi er ved at blive vanvittige af det. /David Dragsted