Så står vi her. Der er under et døgn til den store stygge valghandling i USA, og det tegner allerede til at blive en temmelig ulidelig dag. Ulideligt spændende, selvfølgelig, men også ulidelig anstrengende set fra en gennemsnitlig dansk nyhedskonsuments synsvinkel. Allerede i løbet af weekenden og mandag morgen kunne man fornemme, at en række danske mediers ufatteligt mange korrespondenter og udsendte medarbejdere er ved at være på plads derovre. I svingstaterne, i New York, i Washington, D.C. “Hvordan er stemningen i Washington lige nu?” Og det bliver kun værre. Voxpops, valgreportager og ufatteligt mange såkaldte live stand-ups, hvor reporteren på stedet gør rede for, hvad der sker “her lige bag mig”. Det bliver overvældende. Valgkampen har været vanvittigt intens, og man skal have levet under en sten (i overført forstand) for ikke at have opfattet, at der er meget på spil.
Indtil videre er det lykkedes at skrive 150 ord uden at nævne navnene på de to præsidentkandidater. Det føles rart. Lad os se, om ikke det er muligt at færdiggøre teksten helt uden dem.
De amerikanske medier har de seneste dage intensiveret dækningen af valget – sådan føles det i hvert fald. I Washington Post, The New York Times og Wall Street Journal er der artikler om de respektive kandidaters trakasserier med specifikke vælgergrupper. Kvinderne; latinoerne; the undecided; venstreorienterede republikanere; højreorienterede demokrater; sorte mænd. Der er meningsmålinger om alt. Midt i det hele er musikgeniet Quincy Jones død, og mens man tænker, at “det var dog ærgerligt”, og “men han var nu også gammel” (91), presser en anden tanke sig på: Mon Quincy Jones nåede at brevstemme? Hver eneste stemme tæller jo. 75 mio. amerikanere har allerede stemt.
Der er lange artikler i aviserne og magasinerne, som handler om de to præsidentkampagner set indefra, helt inde fra maskinrummene. Når man læser om den republikanske lejrs kampagne, er det påfaldende, hvor mange kampagnemedarbejdere, også højtstående, som er villige til at udtale sig til og bagtale deres kolleger over for reportere fra medier, der læner sig mod venstre. Men måske siger det mere om de pågældende journalisters troværdighed og dygtighed.
I The New Yorker skriver (halvblød betalingsmur) journalisten Antonia Hitchens om, hvordan det er at være med til de republikanske vælgermøder:
“’Tag ikke fejl: Når alt kommer til alt, så er det den her side, du helst vil være på,’ sagde fyren ved siden af mig. ‘Forstår du, hvad jeg mener?’ Hvad mente han? ‘Jo, her har du alle patrioterne, som forstår, hvad det her land bygger på. Vi forstår forfatningen. Vi forstår, hvilken magt vi egentlig har. Så vi håber og beder til, at det hele bliver afgjort i stemmeurnen, og jeg vil egentlig ikke ikke komme det nærmere, men det er folkets ret at skille sig af med en tyrannisk regering.’ Han fortsatte: ‘Jeg mener – vi har lovgivere, som er ude at sige, at ‘Vi vil aldrig lade Trump komme til magten’. De vil gøre alt for at holde på magten. Så forstår du, hvad jeg siger? Du kan kun skubbe på så og så langt’.”
Det er bekymrende. Bekymrende og ildevarslende. Alle tror, de ved besked, tror, de forstår sammenhængene, tror, de har fat i den lange ende. Mennesker har det med at være så overbeviste om, at de har gennemskuet tingene, at de holder op med at bruge hjernen.
Den gamle, dygtige amerikanske journalist James Fallows, der er tidligere mangeårig skribent for magasinet The Atlantic, skriver i sit nyhedsbrev Breaking the News, at hvis der er én ting, vi ved, så er det, at republikanernes kandidat vil sige, at han har vundet valget – lige meget hvad. Fallows nævner biopic’en The Apprentice, hvor man ser kandidatens gamle mentor, slynglen Roy Cohn, lære ham, at man aldrig skal indrømme et nederlag, særligt hvis man har tabt. Og er medierne så klar til at håndtere den situation, spørger Fallows. “De ved, hvad der vil komme fra Trump og hans hold. Er de forberedt på at gøre mere end blot at ‘balancere’ påstande om resultaterne – det vil sige at ‘afveje’ de reelle vælgertal fra delstaternes embedsmænd mod Trumps påstande om valgsejr?”
Det finder vi ud af. /Oliver Stilling