Game over for klimaet

Trumps triumf farver verden i nuancer af mørke. Illusioner står for fald, og desværre er der ingen grund til at male blegemiddel hen over valgresultatet, selv om statsminister Mette Frederiksen (S) allerede har været ude og lykønske Donald Trump.

Foran tegner en kaotisk og turbulent fremtid sig, hvor de påtrængende spørgsmål reelt kun er, hvor meget der vil blive kortsluttet, og hvor eksplosivt fronterne vil blive skærpet kloden over – fra en nu reelt aflyst klimapolitik over støtte til autoritære krigsherrer til et totalt sammenbrud i verdensøkonomien med en skærpet handelskrig med Kina.

Den overrumplende sejr ved præsidentvalget løfter nemlig ikke blot Donald Trump tilbage i Det Hvide Hus – i det nok største politiske comeback nogensinde – men giver ham også et stærkt folkeligt mandat til at kunne gennemtvinge en potentielt vidtgående chokterapi.

Med flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus, og allerede et flertal bag sig i Højesteret, er der ingen formelle begrænsninger på, hvad han som genvalgt præsident vil kunne gøre. Alt er åbent.

På forhånd kan ingen dog vide, hvor radikalt Donald Trump vil gå til værks. Og dét udgør paradoksalt nok den største forhåbning: De demokratiske institutioner i USA har før stået rystelser igennem, og udefra kan stats- og regeringschefer i den frie verden ikke gøre så meget andet end at håbe på det bedste.

Men det bedste scenarie er altså nu blot det mindst skræmmende.

Som kandidat har Trump lovet alt, og dermed reelt intet, og i det absolut mindst destruktive perspektiv kan man – indtil det modsatte er bevist – knytte en vis pragmatisk optimisme til en forestilling om, at Donald Trump trods alt ikke vil have tålmodighed og realpolitiske evner til at gennemføre den kontrarevolution, som mange af hans kernevælgere har satset på.

Endnu er det ikke definitivt, at USA rent faktisk vil trække sig ud af Parisaftalen og dermed effektivt underminere ethvert forsøg på global klimapolitik, heller ikke at USA vil aflyse enhver videre militærstøtte til Ukraine, ej heller at den amerikanske præsident fremover vil satse på bl.a. kryptovaluta i stedet for national regulering af pengepolitikken.

Men realistisk set er det kun et spørgsmål om tid, kort tid, før kaosfaktoren udløses.

Au revoir, Paris

Forklaringerne på Trumps kæmpesejr skal selvsagt findes internt i USA, blandt vælgerne i et dybt splittet land, hvor den demokratiske udfordrer Kamala Harris hverken har formået at løsrive sig fra de seneste fire års oplevede nedtur under Joe Biden – ganske enkelt fordi hun som vicepræsident har haft et personligt medansvar – eller formået at trænge igennem og etablere sine egne dagsordener, simpelthen fordi hun har haft alt for kort tid til at kunne træde i karakter over for vælgerne.

De indre årsager og forklaringer på udfaldet af præsidentvalget vil blive diskuteret i lang tid fremover. Og her udgør den dystre kombination af fascination af stærke, mandlige lederskikkelser på den ene side og modvilje mod såvel kvinder som minoriteter utvivlsomt en del af ligningen. Valgets tale vil alt sammen skabe mismod for progressive kræfter i USA. Valgresultatet er et tilbageslag for ligestillingen, både mellem køn og etniske grupper i det ellers stadig mere brogede Amerika.

Men de umiddelbare effekter vil i mindst lige så høj grad komme til at ramme befolkningerne i resten af verden.

Den mest afgørende kortslutning, som verden står over for nu, er det forventelige sammenbrud i klimapolitikken. Donald Trump har for længst lovet, at han netop vil trække USA ud af Parisaftalen, og ydermere har truet med helt at forlade det bagvedliggende diplomatiske samarbejde i FN-organet UNFCCC, United Nations Framework Convention on Climate Change.

USA’s klimaexit vil øjeblikkeligt komme til at udløse en dominoeffekt, hvor store udviklingslande som Kina, Indien, Indonesien og Brasilien i praksis også vil trække sig fra enhver form for forpligtelse på kontante reduktioner af drivhusgasudledningen. Dermed er det yderst tvivlsomt, om den globale klimapolitik overhovedet vil kunne humpe videre, og det fremstår allerede som en ubekvem sandhed, at temperaturstigningerne ikke længere står til at kunne bremses og inddæmmes væsentligt.

De seneste fire år er i vid udstrækning blevet spildt i klimakampen – helt konkret ved at udledningerne af drivhusgasser er fortsat med at stige, og kun er blevet dæmpet en anelse i forbindelse med nedlukningerne under coronaepidemien – og nu står verden over for en periode på yderligere fire år, hvor den grønne omstilling vil blive bremset yderligere op.

Valget af Trump er det hårdeste tilbageslag mod global klimapolitik, som man overhovedet kan forestille sig. For når han ikke længere er præsident, fremme i 2029, vil det efter alt at dømme være for sent at gøre en mærkbar forskel. Så er klimaforandringerne irreversible.

Den stærkestes ret

Den overhængende sandsynlighed for, at Trump vil stoppe våbenleverancerne til Ukraine så hurtigt som muligt, for i stedet at mødes med Ruslands præsident Vladimir Putin og forhandle en ‘fredsaftale’, vil også skabe chokbølger.

Pludselig er det nu mest realistisk, at Putin i løbet af kort tid vil lave en studehandel med Trump, hvor Rusland vinder anerkendelse for annekteringen af de fem ukrainske regioner Krim, Donetsk, Luhansk, Kherson og Zaporizjzja, og Ukraine dermed både skæres voldsomt ned i størrelse og officielt har tabt krigen mod den russiske invasion.

Den største krig på det europæiske kontinent siden Anden Verdenskrig tegner nu til at blive vundet af et autoritært regime, som altså vil have flyttet de anerkendte grænser med vold, død og ødelæggelse. Den verdensorden, der har været forsøgt opretholdt med håndhævelse af menneskerettigheder og regelstyret, diplomatisk samarbejde, står for fald. Fra og med onsdag den 6. november er det igen den stærkestes ret, som regerer på jordkloden.

Forstyrrelserne stopper imidlertid ikke med det slukkede klima og Putins smil, for kredsen af rådgivere omkring Donald Trump har mange andre og vilde planer. Den nok mest disruptive af skuffeplanerne er idéen om at gøre kryptovalutaer til gangbar mønt, altså formelt tillade, at private, digitale valutaer kan bruges som officielle byttemidler, og derved erstatte nationalt kontrollerede valutaenheder som dollars, euro eller danske kroner.

Umiddelbart kan det lyde teknisk og futuristisk, men anerkendelsen af kryptovalutaer er altså et af de absolut stærkeste ønsker fra de tech-rigmænd, som har støttet Donald Trump økonomisk, og her er de potentielle omvæltninger for alvor hårrejsende.

Hvis kryptovalutaer accepteres, vil det fremover kunne blive noget nær umuligt for lande at opkræve skatter. Det vil så at sige være den sorte piratøkonomi, som krypteret og digitalt strømmer helt uden om nationalbanker og de enkelte landes myndigheder, som med et fingerknips vil tiltrække massive pengestrømme.

Hvis man hidtil har været bekymret for skattely, hvidvask og underminering af statslig kontrol, er det tid til at spænde sikkerhedsselen: Morgendagens Trumpland kan blive forvandlet til et slaraffenland for alverdens oligarker og tech-giganter.

Selvfølgelig kan det alt sammen godt vise sig at være bluff, falske falbelader og tomme trusler. Men der er ingen grund til at være naiv og tossegod: De kommende fire år vil handle om at begrænse ødelæggelserne i et forplumret tilbageslag, hvor fremtiden vil opleves, som om den ruller baglæns. /Lars Trier Mogensen