Sagen om landbrugspakken har udviklet sig til en af nyere tids mest gennemførte øvelser i disciplinen at feje møg ind under gulvtæppet. Ikke nok med, at miljø- og landbrugsministeriet hemmeligholdt, hvor meget landbrugspakken egentlig ville trampe på miljøet. Og ikke nok med, at både daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen og statsministeren holdt deres mund, da de blev advaret om, at pakken ville være i strid med EU’s regler for udledning af kvælstof. Og ikke nok med, at fem ministre har fjernet sådan nogle advarsler i deres papirer, da journalister søgte aktindsigt i sagen.
Nu afslører Berlingske, at regeringen også har presset embedsmænd til at bruge ministrenes egne mafiavenlige mørklægningsmetoder. 13. maj i år blev 21 specialister og kontorchefer indkaldt til et møde i Fødevareministeriet. Det var et krisemøde. I begyndelsen af maj havde regeringen modtaget en såkaldt pilotskrivelse fra EU-kommissionen med en direkte advarsel om, at landbrugspakken var i konflikt med tre EU-direktiver. Hvis man i EU gjorde alvor af de slet skjulte trusler, kunne det koste landbruget og staten mange millioner kroner. Regeringen havde 10 uger til at formulere et passende svar, og embedsmændene var indkaldt som krisehåndtering.
På mødet indskærpede en kontorchef fra departementet, at al kommunikation om sagen mellem departementet og styrelserne skulle foregå på USB-stik og ikke, som normalt, på e-mail. Embedsmændene har tidligere oplevet, at samtaler på Christiansborg, som helst ikke skal nå offentligheden, bliver taget mundtligt, så intet kommer på skrift. Men de har aldrig før fået et så åbent og formaliseret krav om at skjule information. Som en af de anonyme kilder siger til Berlingske:
”Man har brugt utraditionelle metoder til at udveksle beskeder og dokumenter om landbrugspakken i et omfang, jeg aldrig har oplevet før.”
Embedsmændene har holdt 13 møder i perioden 9. maj til 4. juli, hvor de kunne sende et svar retur til EU-kommissionen, som lige nu tager stilling til sagen. Imens fortsætter Danmark med at udrulle landbrugspakken og udlede kvælstof.
Berlingske har bedt Miljø- og Fødevareministeriet om at svare på 12 spørgsmål i forbindelse med de nye oplysninger. Men gennemsigtighed er et dødt koncept i ministeriet, må journalister og alle vi andre jo forstå, så i stedet for at stille op til et interview har man sendt et skriftligt svar – en af de største trusler for journalistikken og det moderne demokrati.
Lars Løkke Rasmussen har også afvist at svare på spørgsmål.
Fagbladet Journalisten har tidligere tildelt tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen den såkaldte ‘Lukkethedspris’ for at pålægge forskere, som havde indsigt i landbrugspakken, en dobbelt mundkurv. På Føljeton så vi gerne, at prisen med tilbagevirkende kraft blev delt med resten af regeringen.