Ildesindet ulmer mod flygtninge

Sidevinden får bilen til at danse over Øresundsbroen. Det tager kun et øjeblik at komme til Sverige. For fem dage siden indførte de grænsekontrol, men har ikke har mandskab nok til at tjekke alle. Generaldirektøren for Migrationsverket understregede, at det ikke er for at begrænse antallet af asylansøgere, men for at værne om retten til asyl: Kun flygtninge, som søger asyl i Sverige, skal ind.

I dag gælder stikprøverne ikke, når man har brobizz. Og da politiet ikke må standse folk på baggrund af etniske spekulationer, betyder det ikke noget, at jeg har en syrisk flygtning med. Nawal har ellers joket med det: At hun overvejer at søge asyl, at jeg sikkert bliver taget som menneskesmugler. Nu stryger vi lige forbi betjentene, de ligner forvoksede børn med flyverdragter og neonveste.

»Du er alligevel heller ikke rigtig flygtning mere,« siger jeg.

»Måske,« svarer hun, »men jeg vil altid være tidligere flygtning.«

Uledsagede børn

Nawal er min ven, hun er med for selskabets skyld, og fordi hun taler arabisk. Hun kom til Danmark for toogtyve år siden, hendes børn er vokset op i København. Den yngste repræsenterer Danmark i Ju-Jitsu ved VM senere på måneden. Han har samme alder og samme navn som min søn.

I løbet af de seneste syv måneder har der været seksten tilfælde af ildspåsættelser i asylcentre og flygtningeboliger i Sverige. Midt i landet blev der plantet et brændende kors. Da vi forlod København spurgte Nawal mig, hvad planen er. Jeg svarede, at der ikke er nogen særlig plan, at jeg bare vil tale med folk og høre, hvordan de oplever situationen. Flere af ildspåsættelserne var rettet mod bosteder for uledsagede flygntningebørn. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente. Tidligere på året blev et asylcenter på Djursland flere gange udsat for racistisk hærværk, hvor der blev malet hagekors på muren og sat ild til en minibus. Der gik noget tid før historien nåede medierne.

Da jeg i sensommeren besøgte en syrisk familie, der boede på stedet og spurgte dem, hvad de tænkte om det, ville de hellere fortælle om den venlighed, danskerne havde mødt dem med. Og om hvor stille, der er ude på landet, når man er vant til at bo i en storby. Djurslands bløde bakker, høstmarker, hverdagssøvnige landsbyer. Ren idyl og dårlig mobildækning og så denne kim af ondskab, som jeg tilsyneladende havde vanskeligere ved at slippe tanken om end dem, den var rettet mod.

Hjælpere i neonveste

Jeg foreslår, at vi kører til Centralstationen i Malmø. I København er det selvorganiserede frivillige, der har stået for hjælpen til de flygtninge, der er ankommet til Hovedbanegården i de seneste måneder. På et tidspunkt syntes DSB, at de fyldte for meget og smed dem ud. Så dukkede de op i mindre grupper, velorganiserede og imødekommende unge mennesker, mange af dem tosprogede. Civilsamfundet viste os sit bankende hjerte og hjalp med at uddele vand, vise vej til Sandholmlejren eller købe billetter til dem, der skulle videre. I Malmø er hjælperne ansat af staten og bærer samme neonveste som grænsebetjentene.

Nawal og jeg er enige om, at det er et godt sted at begynde. Hun har familie i Malmø, hendes attenårige nevø, Mahmoud, er en af dem, der arbejder på banegården. Han er tilfældigvis på vagt sammen med Jehad, der i øvrigt er gift med hendes svigerindes søster. Mahmoud er vokset op i Sverige, Jehad er flygtet fra Damaskus for halvandet år siden. De venter på os på SJ’s billetkontor. Småsnakker med pigen bag skranken og de få flygtninge, der venter der. De kan godt mærke, at der er blevet indført grænsekontrol, før piskede de rundt, nu er der ikke meget at lave.

God velkomst

Med Nawal som tolk taler jeg med en mand, der netop er ankommet. Han tjekker hele tiden sin mobiltelefon. Han har efterladt kone og tre børn i Idlib i det nordvestlige Syrien; dagen før blev en skole i nærheden bombet, sikkert af russiske styrker. Han tripper lidt frem og tilbage. Udenfor regner det, han mener godt, han kan vænne sig til vejret, han håber bare, hans familie snart er i sikkerhed hos ham. Han vil bo hos sine forældre, som kom til Sverige for et par år siden. De er gamle, forklarer han, de har også brug for hans hjælp.

Fra Idlib tog han til Tyrkiet, videre med gummibåd til Grækenland, Makedonien, Kroatien og videre nordpå. Han har været undervejs længe, han er klædt i jeans, sneakers, vatteret jakke ligesom de fleste af de flygtninge, vi møder. Han har blanke, urolige øjne, ansigtet ubevægeligt af udmattelse. Vi spørger, om han har hørt om ildspåsættelserne, han ryster på hovedet.

»Overhovedet ikke,« svarer han, »svenskerne har taget godt imod mine forældre.«

I hjørnet sidder Yaya, en ung iraker. Der er et brandhul i nylonjakkens røde fór, han svarer i enstavelsesord. Nawal beroliger ham, vi vil bare tale lidt med ham, vi arbejder ikke for nogen.

Så svensk som noget

Yaya er vred og træt, han synes ikke, de har behandlet ham ordentligt. Han måtte sove på gulvet i en overfyldt sal, han viser os små mærker på sine hænder: Væggelus. Han nægtede at afgive fingeraftryk, han skal videre til Norge. Der er hans familie, her kender han ingen. Ligesom manden fra Idlib tjekker han telefonen. En anden iraker har lovet at komme og hjælpe ham, han kender ham ikke i forvejen. Mahmoud og Jehad tilbyder også deres hjælp, men Yaya er bange for, han ikke har penge nok til billetten.

»Jeg har brug for at komme i bad,« siger han.

På banegårdstoiletterne er der arabiske skilte: Man må ikke vaske fødder i håndvasken. Man må heller ikke sidde på hug på kummen. Han vil ikke i bad dér, han vil bare videre, så han kan få vasket sit tøj.

Jehad har fulgt en familie til toget. Han kommer os i møde med kaffe og kanelbullar, mere svensk bliver det ikke. Vi sætter os ved en burgerrestaurant for at tale sammen. Da han og hans hustru søgte om asyl i Sverige for halvandet år siden, havde de været undervejs i fem måneder, samme rute over Middelhavet som de fleste andre.

Lille syrisk svensker

I Damaskus læste Jehad geologi, i sidste uge ringede han til Lunds Universitet for at høre, om han kan fortsætte sine studier. De var meget imødekommende og tilbød ham at begynde at følge forelæsningerne med det samme, så han ikke skal vente på papirarbejdet.

»Sådan er Sverige,« forklarer han, »vi får god hjælp her.«

Hans kone er kunstmaler, hun er på barsel med deres søn på knapt et år.

»En lille svensker,« siger jeg.

Han smiler og ser ned. »En lille syrisk svensker.«

Han siger det samme, som jeg har hørt mange unge flygtninge sige i Danmark: Han vil bidrage, blive en del af samfundet, i gang med at arbejde så hurtigt som muligt. Nu holder han pause fra sprogskolen, fordi han er kommet så langt, at han synes, han lærer mere ved at bruge sproget i praksis. Det gør han her på banegården, når han taler med de andre ansatte. Samtidig giver det mening at kunne hjælpe dem, der står i samme situation, som han gjorde for kort tid siden. Han har hørt om brandene, men ikke meget.

Tænker på hellig krig

»Vi er ligeglade,« siger han. Måske bliver de nytilkomne bange, men vi gør ikke. Det betyder virkelig ikke noget.

Jehad bliver ved med at rose Sverige, han oplever også hjælpsomhed og åbenhed fra almindelige svenskere. De interesserer sig for hans kultur, og han interesserer sig for deres. Hans familie skal nok få et godt liv her.

Da jeg spørger, om han slet ikke har oplevet noget dårligt, ler han.

»Du ved mit navn, ikke? Når folk hører det, bliver de lidt forskrækkede. De tænker på hellig krig, men i virkeligheden betyder det at knokle eller at gøre sig umage.«

Han synes, flygtningene skal gøre sig umage med at falde til. Det gør de fleste også, men en lille gruppe er kun interesseret i at gå på ‘Socialen’ og hæve penge. Også når den to-årige integrationsperiode er overstået. ‘Socialen’ er det eneste ord, jeg forstår, når de taler arabisk. Han har lært svensk, men at han også skal forstå mit danske er lige vel meget at kræve. På den anden side af bordet har et par rødblonde fyre med caps og bumser slået sig ned. De ser hele tiden på os, så hvisker de og ler på den måde, teenagere kan gøre. Det er sikkert ikke ondt ment. Jehad og Nawal lægger i hvert fald ikke mærke til det.

Humanitær stormagt

Nawal har tjekket ‘Alkompis’ og ‘Sverigesrost’ som er svenske nyheder på arabisk for at se, hvad de skriver. Der står ikke meget om brandene. I Arlöv lige uden for Malmö brændte en barakbolig til uledsagede flygtningebørn ned, dagen før den skulle tages i brug. Hverken Mahmoud eller Jehad går op i det.

»Det betyder ikke så meget for os med de brande,« gentager Jehad, »når regeringen støtter os, bliver det ligegyldigt. Så er det bare noget personligt, og det er lettere at leve med.«

I valgkampen i 2014 sagde Sveriges tidligere statsminister Fredrik Reinfeldt, at Sverige skal være en humanitær stormagt, og at svenskerne skal åbne deres hjerter for flygtninge. Migrationsverkets prognose viser, at der vil komme op mod 190.000 flygtninge til Sverige i 2015. Hidtil har ingen andre partier ønsket at arbejde sammen med det indvandrerkritiske parti Sverigesdemokraterne, og da en meningsmåling viste, at de stod til at få mere end 25 procent af stemmerne, var den første reaktion kritik af måden, undersøgelsen var lavet på. Anna Kinberg Batra har efterfulgt Reinfeldt som formand for Modaraterna, Sveriges største borgerlige parti, og har indledt en revurdering af partiets migrations- og integrationspolitik. Hun mener, den hidtidige kurs har været uholdbar.

Grænsen er nået

I Danmark er svensk politik et yndlingsemne. Nogle drømmer om svensk gæstfrihed, mænd på barsel og svensk ligebehandling, mens andre bruger udtrykket ‘svenske tilstande’ som et skældsord, der betegner politisk korrekthed og undertrykkelse af fri debat.

Jeg har hørt højrefløjen tolke asylbrandene i Sverige som et bevis på, at befolkningen har fået nok. Da jeg fortalte en venstreorienteret aktivist-ven om, at jeg skulle til Sverige og skrive om brandene, sagde hun: Det er klart, at den slags ikke sker i ret høj grad i Danmark – her udlever regeringen jo alle racisters våde drømme.

En midaldrende kvinde spiser burger ved et af de andre borde. Hun tygger meget langsomt og svarer på samme måde på mine spørgsmål. Først tilbageholdende, så siger hun, at ingen tør tale åbent om flygtningeproblemet.

»Grænsen er nået,« siger hun, »vores samfund kan ikke holde til det. Når man ikke kan give folk tag over hovedet, er det for meget. Folk vil hjælpe, men kender ikke deres begrænsning.«

Helt forfærdeligt

Jeg spørger, om hun er stolt af de åbne svenske hjerter.

»Nej, nej,« siger hun alvorligt: »Jeg synes, I gør det rigtige i Danmark. Tænk på alle de fattige svenskere, dem er der ingen, der tager sig af.«

Jeg spørger til brandene.

»Lige nu taler alle om terrorangrebet i Paris,« siger hun, »det var jo helt forfærdeligt.« Det kan vi let blive enige om. Hun folder servietten sammen.

»Det var også frygteligt med brandene,« siger hun så, »men der var heldigvis ikke nogen, der kom til skade her.«

Hun ved ikke, hvem der stod bag.

»Man taler jo om det,« siger hun, »men man vil nødigt begynde at spekulere.«

Hun nikker indforstået, som om jeg burde vide, hvad hun mener.

»Der er jo de ekstreme modstandsbevægelser,« siger hun og tøver.

Desperat forbrydelse

Det er tydeligt, hun lægger bånd på sig selv. Jeg siger, jeg har hørt rygter om, at det er asylansøgere selv, der har gjort det. Det passer ikke, jeg har aldrig hørt sådan nogle rygter, jeg synes faktisk, det lyder helt sindssygt. Jeg vil bare se, hvordan hun reagerer.

»Præcis,« siger hun og rører min arm, »man skal ikke spekulere, vel? Men der er jo også nogle af dem, som bliver desperate, fordi de bliver udvist, ikke? Som begår forbrydelser af den grund.«

Hun hentyder til mordet i IKEA i Västerås, hvor en afvist asylansøger i august stak en kvinde og hendes voksne søn ihjel med en kniv.

Det er midt på dagen, men næsten mørkt, da vi kommer ud fra stationen. Vi kører gennem Malmø med piskende vinduesviskere. November er, som november er. Ingen steder virker særlig imødekommende i regnvejr og blæst. Vi taler om dengang, Nawal kom til Danmark. I begyndelsen mødte hun kun Røde Kors-medarbejdere i asylcentret, og det fik hende til at tro, at danskere var de mest imødekommende mennesker i verden.

Drøm at dele

Da hun og hendes mand fik opholdstilladelse og flyttede i lejlighed, ændrede det sig. Dér lærte hun ensomheden at kende. Vi kører mod Arlöv, men vil gøre holdt på Jägersbovägen først. På et hotel dér bliver asylansøgerne registreret og får lov til at blive en nat eller to, inden de bliver fordelt over hele landet.

Inden vi tog afsked med Jehad, spurgte jeg ham om hans drømme for sin søn. Først svarede han bare, at han er så lille endnu. Så talte han alligevel længe på arabisk. Parkeringsbilletten var ved at løbe ud, Nawal lovede at fortælle mig, hvad han havde sagt i bilen.

»Han vil vende tilbage til Syrien og hjælpe med at genopbygge landet, når krigen er slut,« siger hun: »Han håber, sønnen kommer til at dele den drøm.«