Politisering uden politik

​​“I det nye århundrede er folk mere ensomme, men også mere ophidsede; mere atomiserede, men også mere forbundne i netværk; de er mere rasende, men også mere forvirrede.”

På tværs af politiske skel har vi flere politiske holdninger end før. Den offentlige samtale er blevet mere intens og højlydt, men de politiske opråb forankres ikke i reel forandring.

Den 30-årige belgiske politolog Anton Jäger blev i foråret hyldet som venstrefløjens nye intellektuelle håb, da han udgav essayet ‘Hyperpolitik’’, der netop er blevet oversat til dansk på Informations Forlag.

Tænkere fra alle sider roste Jäger for hans beskrivelse af ‘hyperpolitik’, som har afløst de hidtil dominerende æraer med postpolitik og antipolitik. Under postpolitikken i 1990’erne havde vælgerne det bedst med det konforme og trygge. Til sammenligning var antipolitikken i 2010’erne, der blev anført af Brexit og Donald Trump, særligt de lavere klassers oprør mod elitens status quo.

Men hurtigt indså borgerne, at antipolitikken ikke leverede. Alternativet er i dag en politisk virkelighed, hvor alle er vrede, men samtidig har et engagement, der er “individualistisk, kortsigtet og svingende, mindre konsekvent og vedholdende,” skriver Jäger. Flere samler sig i kamp for klimaet og mod ødelæggelser i Gaza, men meget lidt sker i praksis. For ingen gør rugbrødsarbejdet, og forargelsen er kun kortvarig.

Føljeton mødte Anton Jäger onsdag eftermiddag under hans netop overståede besøg i København.

Hvorfor ‘hyper’?

Hyper kender vi bedst fra det græske originalsprog. Det er en intensivering, der er ret høj, men ikke går særlig dybt. Hvis du taler om fodboldhooligans, der kalder sig ‘ultras’, er de investeret i deres klub på lang sigt. Når man er hyper, er intensiteten meget tidsbegrænset, ligesom i medicinsk forstand, når vi taler om ADHD. Den politik, jeg beskriver, er et politisk engagement, der er meget aktivt, meget intenst, og som eskalerer meget hurtigt. Ja, det er også meget flydende og ikke særlig permanent, og det stivner eller udkrystalliseres ikke.

Er hyperpolitik mest et deskriptivt eller kritisk begreb?

Bogen og begrebet har helt sikkert fundet vej til mere konservative forfattere, især i Tyskland. De har taget det til sig, ikke kun som noget beskrivende, men som et begreb, der er ret politisk ladet og endda indeholder en vis moralsk vurdering. De kan også bruge det til at kritisere visse tendenser, især på venstrefløjen, som mener, at protester ofte er problematiske eller meget politiske. Tanken bag bogen var ikke at være ukritisk uden nogen form for politisk argumentation, men det er virkelig først og fremmest en beskrivelse af en strukturel tilstand.

Jeg siger ikke, at folk har en tankevirus, og at de er fuldstændig betaget af hyperpolitik. Nej, min pointe er at spørge, hvad de strukturelle betingelser for politik er i det 21. århundrede, og hvordan hyperpolitik udspringer herfra. Både til højre og venstre. Eller endda i midten. Men jeg spørger også, hvad grænserne er for den her type politik. Hvad vil den opnå, og hvad formår den rent faktisk at opnå?

Er du overrasket over den positive modtagelse, du også har fået fra den borgerlige fløj?

Jeg har en ret stærk følelse af, at jeg er en del af venstrefløjen, men jeg vil ikke benægte, at jeg er uenig i visse ortodoksier. Jeg tror, det er uundgåeligt, at folk på den anden side af det politiske spektrum vil læse min bog og forsøge at komme sig. Men de mere intelligente har indset, at kritikken ikke kun vedrører venstrefløjen. Det er en diagnose, som også gælder dem selv. En beskrivelse af et problem, som påvirker alle politiske kræfter i spektret. Selv højrefløjen lider i dag af hyperpolitiske tendenser, og det frustrerer også dele af den. Det er ikke bare en billig polemik, men et forsøg på at give en analyse af vores tid.

Et af de kritikpunkter, du har mødt, er, at du overser de forandringer, der er sket uden for institutionerne. Hvilke linser bruger du, når du analyserer dig frem til, at de politiske ændringer ikke har givet reelle resultater?

Min bog starter med anekdoter om mennesker, der engang var meget upolitiske, men pludselig er blevet det modsatte. I 2020, da ​​Black Lives Matter-protesterne var på deres højeste, var der folk, der for fem år siden ikke vidste, hvem premierministeren var, eller hvad sådan en laver. Pludselig har folk meget, meget stærke meninger om politiske spørgsmål. Det er en anekdotisk observation, der virkelig viste sig at være sand.

Og hvordan stemmer data så overens med anekdoterne? Jeg er nødt til at finde en slags indikatorer, der faktisk giver bevis for, at det er sandt i en generel forstand. Og det er der.

For eksempel er der i 2008 og i 2010 ikke kun en stigning i valgdeltagelsen i andre lande, men også i hvor mange mennesker der deltager i demonstrationer. Se bare på antallet af politiske attentatforsøg ved det seneste amerikanske valg. Når du sammenligner det med tidligere, er de meget højere.

Når det kommer til at måle forandring, er det naturligvis meget svært at kvantificere eller gøre objektivt. Lad os tage USA som eksempel. Jeg vil sige, at sidste gang vi så en massiv protestperiode, var i 1960’erne med borgerrettighedsbevægelsen. Vi er nu næsten 20 år efter finanskrisen, hvor en bølge af demonstrationer startede igen. Resultaterne har været ret undervældende.

Black Lives Matter-demonstrationerne var historiens største, men vi lever nu i en verden, der på mange måder kun er blevet mere ulige siden da. Jeg synes, det er en nøgtern konklusion på, hvad protestpolitik var i 2010’erne.

I USA er det meget tydeligt, at holdninger til tolerance over for andre etniciteter virkelig er blevet forbedret i de sidste 10 år. Men antallet af personer i fængsel er ikke faldet, og politivolden er kun steget.

Måske er vi for utålmodige med resultaterne?

Man kan sige, at en effekt af klimaaktivisme i de sidste par år ikke altid er at øge de grønne partiers stemmeandel. Men det tvinger bestemt højrefløjspolitikere til i det mindste at have en form for økologisk program. Selv højrefløjspolitikere i EU forsøger at sige noget om klimaet.

Jeg synes, titlen på min bog (den fulde danske titel er Hyperpolitik – Ekstrem politisering uden politiske konsekvenser, red.) har et problem, fordi den giver indtryk af, at hyperpolitik absolut ikke har nogen konsekvenser. Dette er ikke sandt. Der er konsekvenser, spørgsmålet er: Er de nok? Klimabevægelsen har den effekt at gøre alle retorisk opmærksomme på en klimadagsorden. Men hvad giver det os politisk? Her har resultaterne været dramatisk utilstrækkelige.

Du fremhæver Donald Trumps første embedsperiode som et klart eksempel på begyndelsen af ​​hyperpolitik. Hvor ville du placere hans genvalg?

I forhold til 2016 er han bedre forberedt. Dengang var selv han og hans tilhængere overraskede. Det betød også, at deres politiske arbejde blev meget eksperimenterende og kaotisk. Han havde ikke rigtig personalet til at gennemføre sit program. Denne gang er han mere forberedt, han har mere administration. Jeg tror, ​​han vil være mere ambitiøs. Vi skal heller ikke glemme, at Biden fortsatte en række af Trumps politikker. Det styrker selvfølgelig Trump, for han kan ganske enkelt fortsætte, hvor Biden slap.

Så hyperpolitik kan alligevel ikke tilbyde et håb om, at Trump snakker mere, end han leverer egentlige resultater – at han er en impotent hyperpolitiker?

Trump siger, at han vil gøre en masse ting, som at bygge en mur. Indtil videre har han vist sig at være ret uinteresseret i at lave politik. Og meget af det, han har foreslået indtil videre, er ret traditionelle ting. Men det nye er, at hans base virkelig er radikaliseret. Hans mandat er meget større.

Du beskriver i bogen, at en stor del af højrefløjsrepublikanerne faktisk søger tilbage ind i institutionerne. Hvad er sandsynligheden for, at hyperpolitik også bare er et begreb, der forsvinder om nogle år?

Det er en tvetydig historie, for republikanerne har også fået flere penge. Højreorienterede ungdomsklubber eller influencers i Europa er blevet afgørende for at forme unge mænds holdninger. Men samtidig er selv forsøgene på en form for genopbygning af det højreorienterede civilsamfund ikke så ambitiøse, som vi ofte tror, ​​de er.

Trump outsourcede de fleste af sine kampagner til Musk. Demokraterne havde mange flere frivillige til at stemme dørklokker, og republikanerne tog ikke organisatoriske aspekter alvorligt. Men det interessante er, at det ikke betød meget for resultaterne i sidste ende.

Antipolitik var præget af lav mobilisering, især blandt de lavere socialklasser. Nu er der politisk engagement overalt. Er din bog også en kritik af middelklassen og den øverste klasses måde at deltage på?

Jeg vil ikke benægte, at den hyperpolitiske tendens er klassespecifik, den er klassekodet. Det er en bestemt del af middelklassen, der har mere tid og politisk og social kapital til protestpolitik.

Folk er mere latent involveret i politik end tidligere. Det er ofte folk, der er bedre uddannede, der stemmer og protesterer. Men selvom de gør det, må resten af ​​samfundet reagere. Og det gør de. Ikke kun med apati. Det er ikke bare noget, der er helt inden for klassen, men resten af ​​samfundet. Det er noget, jeg synes, jeg ikke har været opmærksom nok på, og som jeg gerne vil fokusere mere på i en ny version.

Hvordan har du det selv med Instagram-aktivisme?

Personligt har jeg det ret dårligt med den type politiske ytringer, der er blevet meget dominerende i de sidste ti år. Hvor folk fuldstændig oversvømmer deres egne feeds med politisk indhold. Omkostningerne ved politisk ytring er så lave. Og du er altid hjemsøgt af tanken om, at det, du laver, er billigt. Så spørgsmålet er, om du vil bruge din energi febrilsk på at blive vred på fremmede online? Eller om du vil tænke anderledes om, hvad du kan gøre for at skabe politisk forandring? Jeg diskuterer ofte politik. Men jeg oplever, at der er mere tålmodigt og grundigt arbejde, der kan udføres væk fra skærmen.

/Emma Louise Stenholm

Hyperpolitik – ekstrem politisering uden politiske konsekvenser udkom den 4. oktober på Informations Forlag.