Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af lidt uvisse årsager har TV 2 – eller rettere TV Midtvest – et interview med en tidligere fisker, som “ofte” pendler 400 kilometer fra Thyborøn til København for at sejle havnebusser. Jens Thorbek hedder han – og han er sådan en rigtig jordbunden jyde-jyde, som åbenbart mener, det er noget kjøbenhavneri, når københavnere kalder en arbejdsdag på 14 timer for en lang vagt, for “vi har som fiskere været vant til noget, der var meget længere”. Af samme grund mener Jens, at havnebus-tjansen er en herligt nem vej til penge. Faktisk er det eneste, der trækker ned, at København er lidt af en øjenbæ:
“Jeg kan ikke se det flotte herinde. Der er ingenting grønt, der er ingenting af noget som helst.”
You tell them, Jens! Vi skal have flere thyborønboer, som tør forlange grønne områder overalt; som ikke lader sig benove af turisternes begejstring, når de sejler forbi Operaen og andre highlights i hovedstaden (se, nu har vi også svært ved at lave en længere seværdigheds-liste; det må være vores indre jyske sleeper-agent, der er blevet aktiveret). Med de tiltagende oversvømmelser mange steder i landet, skal vi jo nok også have flere til at sejle havnebusser, men det er lidt en anden sag. Hvorom alting er: Hvis koret i de antikke græske skuespil skulle skære igennem med skarpe kommentarer på al staffagen, kan vi med Thyborøn-koret måske komme lidt tættere på både naturen og snusfornuften. Og i den forbindelse gennemskue, hvor det egentlig går galt for den grønne trepart.
Vi var allerede inde på i går, at begejstringen for den “historiske” trepartsaftale nok skal tages med et gran salt – og at særligt journalister bør være varsomme med straks at kalde den historisk (et memo, Politiken tydeligvis ikke nåede at få). Det er ikke just en følelse, der har forladt os det seneste døgn. Snarere er vi blevet gradvist mere forvirrede over, hvad “grøn” egentlig betyder. Bevares, vi har fået verdens første CO2-afgift på landbruget, et løfte om kvælstofreduktioner på 13.780 ton årligt fra 2027, 250.000 hektar ny skov, mindst 20 pct. beskyttet natur og en udtagning af 140.000 hektar lavbundsjorde, så vi vil ikke være pernitne. På klingende vestjysk kan vi dog alligevel høre mange af vores værste anelser blive bekræftet, når vi dykker ned i detaljerne. Særligt når det kommer til selve tidsperspektivet.
For ja, den grønne trepartsaftale vil have en klimaeffekt – men først rigtigt efter 2030, sådan som Information og klimaøkonom ved tænketanken Kraka Andreas Lund Jørgensen også påpeger (betalingsmur). Problemet er nemlig, at finansieringen af aftalen bl.a. skal komme fra et salg af CO2-kvoter til andre EU-lande for 2,6 mia. kr. Hvilket betyder, at fire mio. ton CO2 nu bare bliver udledt andre steder, og altså ikke fungerer som nogen reel klimabesparelse, selvom Danmark teknisk set har sit på det rene i regnearket. De fire mio. ton CO2 svarer nogenlunde til de udledninger, som den grønne trepart vil skåne os for herhjemme frem mod 2030. Dermed fungerer manøvren mestendels som ét sort forsvindingsnummer. Havde man ment det mere seriøst, kunne man jo også bare have annulleret kvoterne i stedet for at videresælge dem.
Troen er grøn
Med tanke på, hvor meget debat der har været om CO2-afgiften på landbruget, bliver resultatet også her lidt komisk, hvis ikke direkte undervældende. I praksis vil afgiften medføre en prisstigning på 500 gram hakket oksekød på én krone i 2030, mens samme mængde hakket svin vil blive 20 øre dyrere. Hvis alt regnes sammen, betyder det ifølge Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Sydbank, at en gennemsnitlig husstand i 2030 skal have små 10 kroner mere op af lommen om måneden, hvis forbruget altså forbliver som nu. Mon ikke det gør det? Selv Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Kofod må da have svært ved at tage sig selv seriøst, når han til DR påstår, at prisstigningerne risikerer at ramme “sammenhængskraften i Danmark”. Ro på DF – for med de ændringer spår vi danskernes flæskestegsindtag og det animalske landbrug en storslået fremtid selv efter 2030.
Summa summarum skal man kigge langt efter det, amerikanerne ville kalde en saving grace. Men passende nok er det så også her, folkekirken kommer ind i billedet. Som Danmarks tredjestørste jordejer spiller folkekirken en ret væsentlig rolle, hvis den grønne trepart skal kunne betegnes som en succes – og da særligt nu, hvor omlægningen af landbrugsarealer til skov i første omgang skal basere sig på frivillig begejstring.
Som Kristeligt Dagblad (hvem ellers?) beskriver (betalingsmur), forpagter folkekirken pt. 8.100 hektar jord ud til landbrug, hvorfor menighedsråd rundt om i landet altså nu står ved en afgørende skillevej: skal man holde fast i indtægterne fra forpagtningen, eller skal man snarere plante træer på kirkens bekostning? Eller for at sige det lidt mere teologisk: Skal man tjene ussel mammon, eller snarere beskytte og fremme Guds skaberværk? Meningerne er selvsagt delte, og det vil da heller ikke være første gang, at kirken ender i et indædt fortolkningsspørgsmål. Så lad os lige komme med en afsluttende en bøn til de gudsfrygtige, som nu (åbenbart) står med vores fælles fremtid i deres hænder:
Led os for Guds skyld ikke ind i en kvælende og CO2-fyldt fremtid, men lad os få masser af grønne og frodige områder. Ja, lad os få skovkirker og naturkirker en masse frem for tomme og ubrugte bygninger. Det er alligevel der, man bedst kan mærke ånden og fællesskabet: i skyggen fra de trækroner, vi selv har plantet. Eller for nu at sige det med Paulus (nærmere bestemt 1. Korintherbrev, kapitel 3, vers 8-9): “Den, der planter, og den, der vander, er ét, og enhver skal få løn efter sit arbejde. For vi er Guds medarbejdere, og I er Guds mark, Guds bygning.”
Vi vil ikke skåle for den grønne trepart. Men vi lytter stadig gerne til suset fra Vesterhavet (tak til Thyborøn-koret) – og til ethvert tiltag, der kan få os bare lidt tættere på en grønnere og mindre dommedagslignende fremtid. Tør man ligefrem sige, at vi stadig tror på det? /David Dragsted