Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Det er ikke let at være fattig. Men det er heller ikke let at være superrig. Eller er det? Hvis man er ultrarig, kan man købe sig til meget. Man kan også købe sig fra meget. For eksempel gennem konsulentbistand. De sidder klar derude, konsulenterne, i deres sportsvogne, og de dækker alle behov. Det amerikanske medie Quartz har snakket med en konsulent ved navn Valerie Galinskaja, som er medstifter af noget, der hedder Merrill Center for Family Wealth. Centret (eller: det er vel egentlig bare en gemen konsulentvirksomhed) lever af at assistere ultrarige familier med håndtering af forskellige prekære spørgsmål omkring deres ekstreme formuer. Det kan være sådan noget som, hvad man gør, når ens halvvoksne barn har en ny kæreste med til en familiesammenkomst, hvor det måske bliver tydeligt, at det er et hjem med penge.
Valerie Galinskaja fortæller, at hun opfordrer de rige forældre til at sige til deres barn, at deres kærester er “mere end velkomne” – og så lige med tilføjelsen: “Og vi vil virkelig gerne indlede en samtale med dig om vores penge.” Sagen er, ifølge konsulenten, at barnet som regel ikke er klar over, hvor pengene helt præcis kommer fra.
Når forældrene så har givet barnet lidt større indsigt (“far er blevet stenrig på klyngebomber, skat”), så er det barnets tur. Nu skal det indlemme kæresten i, hvorfor de flyver i helikopter ud til yachten, hvorfor der er vagter overalt, hvorfor der er så meget marmor og guld på toilettet etc.
Valerie Galinskaja taler om en “elevatortale”, som barnet skal føle sig tryg ved at holde for sin kæreste. “Hos en klient var det: ‘Vi ville elske at have dig med. Min familie har gjort det virkelig godt. Fast ejendom og muligheden for at kunne beværte familie og venner er meget vigtigt for dem. Dette er min families succes, og selv om jeg er meget stolt, så er det ikke mine aktiver. For at være helt ærlig, så har jeg meget lidt viden om, hvor meget der er. Jeg vil ikke have, at du bliver overrasket, og jeg vil også gerne have, at du føler dig velkommen her.”
Det lyder ærligt talt ganske rædselsfuldt. Kan det blive mere kunstigt? En analyse af, hvad der må være gået galt, siden en samtale kan nå dette niveau af ikke-autenticitet, kunne være, at der forinden er en masse samtaler, som ikke har fundet sted. Pengene er fosset ind – mere og mere velstand, større og større svømmepøler, og “pengepungen fyldt med guldkontanter”, som Medina synger – og undervejs har man glemt at snakke om det. Pludselig befinder man sig et sted, som man ikke ved, hvordan man er kommet til, fordi man har glemt at tænke og samtale.
På Politikens kultursider kunne man tirsdag læse en lille artikel om, at den danske arkitekt Bjarke Ingels og hans succesrige tegnestue BIG har fået til opgave at konstruere et kompleks bestående af 226 luksuslejligheder på øen Saadiyat, der ligger ud for De Forenede Arabiske Emiraters hovedstad, Abu Dhabi. Artiklen nævner også, at Ingels skal lave en ottekantet havnebydel i den saudiske ‘fremtidsby’ Neom. Avisen undlader ikke at nævne, at De Forenede Arabiske Emirater ganske rigtigt er en diktaturstat, og at både emiraterne og Saudi-Arabien med jævne mellemrum kritiseres for indgående krænkelser af menneskerettighederne.
Ingels udtalte sidste år til Børsen, at “det er klar, der er mange ting, der kan ændres til det bedre i Saudi-Arabien, og vi har et ansvar for at sikre, at de opgaver, vi tager del i, bidrager til at skabe en positiv udvikling for landet og de mennesker, der kommer til at bo der. Når det er sagt, synes jeg, det vil være vanvittigt at holde sig helt væk fra Mellemøsten og Saudi-Arabien, hvor vi faktisk ser nogle reformer, som går den rette vej”.
Det er gået hurtigt for BIG. Tegnestuen, der blev grundlagt i 2005, har haft helt utroligt meget vind i sejlene. Det skyldes vel en kombi af faglig dygtighed og salgstalent. Evnen til at sælge sand i Sahara. Man har vækstet som en vanvittig. Spørgsmålet er, om det er gået så hurtigt, at der er vigtige samtaler, som tegnestuens ledelse ikke har fundet tid til at tage med hinanden. Vanvittigt, sagde Bjarke Ingels. Men vanvittigt ud fra hvilke parametre? Vækst? Penge? Magt? Argumentationen ligger snublende tæt op ad “hvis ikke jeg gør det, så er der bare nogen, der gør det”.
Menneskeretligt er Neom en skandale, en skamplet. Som det progressive amerikanske månedsmagasin The Nation skrev forleden, så er det et megabyudviklingsprojekt, som enhver bør tage afstand fra. Ifølge en ny dokumentar på den britiske tv-kanal ITV har byggeprojekter i Neom indtil videre kostet 21.ooo migrantarbejdere fra Indien, Bangladesh og Nepal livet. Og Hindustan Times anslår, at yderligere 100.000 arbejdere er “forsvundet”. I dokumentaren er der arbejdere, som beskriver deres forhold som tigger- og slaveagtige, et totalt helvede.
Der er sikkert hele tiden møder i en succesvirksomhed som BIG, og der bliver helt sikkert ført en masse samtaler. Måske skulle nogen prøve at indlede en samtale ud fra en moralsk synsvinkel? /Oliver Stilling