Nyhedsanalyse

Trumps nye hævnere

USA’s kommende ministerhold tegner til at blive verdens værste udgave af The Avengers. Hvad tænker Trump på?

Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix

Okay, vi har afholdt os fra det i et stykke tid, mest for ikke at blive totalt opslugt af den mærkelige nyhedsvortex, valget af Donald Trump atter har skabt: At forholde os til udnævnelserne af bl.a. Matt Gaetz som amerikansk justitsminister og Robert F. Kennedy som sundhedsminister.

For at være ærlige havde vi vel nærmest glemt (meget lykkeligt), hvor mærkelig tiden var under Trumps forrige præsidentperiode – hvordan man dagligt blev bebyrdet med historier om, at Trump nu ville købe Grønland, eller at han havde kaldt Nordkoreas diktator Kim Jong Un for “Rocket Man”.

Nu er den så gal igen, for Trump er allerede gået i fuld gang med at annoncere sit nye ministerhold drypvist, og hele showet er som skræddersyet til at stjæle al opmærksomhed og få medierne til at gå i rundhyl. Den ene udnævnelse er værre end den anden, og man kan hurtigt komme til at bruge al tænkelig spalteplads på at tale om dem. Også selvom der er noget grundlæggende absurd over, at man pludselig ved alt om USA’s justitsminister, når man knap nok kender navnet på den norske, svenske eller tyske ditto.

Ikke desto mindre må vi vist hellere forholde os bare lidt til cirkusset. For når en notorisk antivaxer står til at få nøglerne til det amerikanske sundhedsministerium, har det ikke bare konsekvenser for USA’s folkesundhed; som vi smerteligt har erfaret, respekterer sygdomme jo slet ikke landegrænser. Hvis en løssluppen handelsminister crasher den amerikanske økonomi, ryger vores finanser nok også med i faldet. Og hvis en fossilglad energiminister tilsidesætter den grønne omstilling, kommer vi andre også til at blive opslugt i det resulterende sorte hul.

Med de seneste udpegelser af hhv. Linda McMahon, medstifter af wrestling-forbundet WWE, som uddannelsesminister, og tv-lægen Dr. Oz som ny spydspids for Centers for Medicare and Medicaid Services (CMS), er det blot blevet understreget på ny, at Trumps næste præsidentperiode står til at blive et morbidt realityshow. Meget er tidligere blevet skrevet om, at Trump har en forkærlighed for at se tv i timevis, og det er altså tilsyneladende også der, han finder store dele af sit kabinet: På tv-skærmen.

Som den tidligere og meget kortlivede kommunikationsdirektør under sidste Trump-periode Anthony Scaramucci har sagt til lige dele forargelse og forundring i podcasten The Rest is Politics, er det næsten umuligt at få Trump til at læse de mange daglige briefinger, der lander på hans skrivebord i Det Hvide Hus – medmindre briefingerne laves som pixibøger, der primært er fyldt med billeder af Donald Trump selv. Fagligheden er mildest talt ikke det, der fylder mest i MAGA-universet, og vil altså heller ikke være det, der kommer til at præge USA’s nye regering.

Snarere er spørgsmålet, om det ligefrem bliver for useriøst selv for republikanerne, at man eksempelvis skal have den dybt ukvalificerede Fox News-vært Pete Hegseth som forsvarsminister, eller Fox News-bidragsyderen Tulsi Gabbard, der tidligere er blevet beskyldt for at videreformidle og ligefrem kopiere russisk propaganda, som direktør for USA’s nationale efterretningstjeneste. Ja, mener Trump i ramme alvor, at han er ved at sætte det bedst mulige regeringshold? Fungerer udnævnelserne snarere som en bizar loyalitetstest, som de republikanske kongresmedlemmer nu skal forholde sig til? Eller er det nye kabinet ligefrem et overlagt forsøg på at amputere den føderale stat?

Tilbage står den ret relativt åbenlyse pointe, at Donald Trump i modsætning til sin første præsidentperiode nu ikke vil lade sig stoppe af genstridige ministre eller et embedsværk, der modarbejder ham – men at han vil have loyalitet og nikkedukker over hele linjen. Og at den sidste store stopklods altså er Senatet, som i princippet først skal blåstemple vanviddet. Hvilket for længst har kickstartet en diskussion om, hvorvidt Trump vil kunne gennemtvinge sit ønskede kabinet uden at skulle indblande potentielt genstridige senatorer, fx ved at gøre brug af såkaldte recess appointments. Hvilket nok engang understreger, at MAGA-bevægelsen er som skabt til at prikke huller i USA’s demokratiske og institutionelle forsvarsværker.

Skal man pege på den helt store kanariefugl i kulminen hvad angår, om Trump vil have held med sit smadre-projekt, er det bedste bud nok stadig ovennævnte Matt Gaetz. Af gode grunde er han for længst blevet persona non grata i det bedre politiske selskab, da der har været flere undersøgelser af – sådan som den såkaldte House Ethics Committee formulerer det – om han “var involveret i seksuelle overtrædelser og brug af ulovlige stoffer, tog imod upassende gaver, uddelte særlige privilegier og tjenester til personer, som han havde et personligt forhold til, og forsøgte at forhindre regeringens undersøgelser af hans adfærd.” Skulle Gaetz rent faktisk gå hen og blive justitsminister, vil det ikke bare være en hån mod embedet. Det vil også signalere, at der ikke længere er nogen grænser for, hvad Trump kan tillade sig som præsident. /David Dragsted

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12