Cand.discount

De værste staldkneb fra detailbranchen er begyndt at sive ind i uddannelsespolitikken: Nu skal de videregående uddannelser sælges som slagtilbud. I hvert fald hvis det står til SVM-regeringen.

Skrumpflation kaldes fænomenet, der kendes bedst fra discountsupermarkeder: Ofte i det skjulte og ganske underspillet bliver der puttet mindre og mindre i pakkerne. Herhjemme rummer en almindelig pakke med smør pludselig kun 200 gram, mod 250 gram tidligere. Et andet snedigt eksempel er den trekantede ‘Toblerone’-chokolade, som har fået længere mellem toppene.

For fødevareproducenterne er skrumpning en effektiv måde at sløre prisstigninger. Selve indpakningerne ændres typisk ikke, og dermed er der mange forbrugere, som slet ikke opdager, at de får mindre for pengene. Metoden med mindre indhold i den samme indpakning har således karakter af en form for luskeri, for omvendt får man det altid meget tydeligt at vide, hvis der en sjælden gang imellem kommer lidt mere i pakkerne.

Fremover kan landets unge se frem til også at skulle tage til takke med udhulede tilbud, som fortsat indpakkes i velkendte titler. SVM-regeringens mest omkalfatrende reformprojekt er således at skrumpe landets videregående uddannelser. Universiteterne står over for en omgang skrumpflation, som siger spar to til supermarkedernes fiflerier.

Allerede i regeringsgrundlaget stod, at de tre regeringspartier har en ambition om “at omlægge op imod halvdelen af kandidatuddannelserne til 1-årige kandidatuddannelser med et tydeligt arbejdsmarkedssigte”. Tilbage i december 2022 var idéen altså, at længden på hver anden universitetsuddannelse skulle skæres ned med et helt år, men selvfølgelig stadig kaldes for en akademisk kandidatgrad.

Under forhandlingerne med et bredt flertal i Folketinget blev de åbenlyse forringelser senere modereret en anelse, og i stedet for at rundbarbere universitetsuddannelserne, endte SVM-regeringen med at blive enige med De Konservative, SF, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne om, at kun 10 pct. af kandidatuddannelserne skal forkortes til et år, mod at 20 pct. så til gengæld skulle konverteres til de såkaldte “erhvervskandidater”.

Særligt SF fremhævede dengang ændringen som en sejr. Ifølge folkesocialisterne var det lykkedes at bremse tilbageskridtet: Ungdommen var reddet.

Urealistisk forringelse

I virkelighedens verden er mindre forringelser imidlertid stadig forringelser. Og det skulle vise sig, at forligspartierne slet ikke havde forstået rækkevidden af de kosmetiske ændringer, som SVM-regeringen havde fået dem til at skrive under på.

Uden for Christiansborg kunne både de studerende og rektorerne nemlig sagtens gennemskue, hvad det var for en discountbølge, som politikerne ville udløse mod de videregående uddannelser. Selv erhvervslivets interesseorganisationer er langsomt vågnet op og har efterhånden erkendt, at den samlede skrumpning med forringelser og forkortelser vil gøre Danmark fattigere.

Den kontante konklusion kom her onsdag, da det såkaldte kandidatudvalg kom med en kritisk rapport om netop kandidatreformen. I en fælles udtalelse konstaterer alle landets otte universitetsrektorer, at “det er vores vurdering, at det ikke er realistisk at kunne indfri alle de politiske ambitioner inden for reformens nuværende rammer”.

Ordene kan måske lyde høflige, men tag ikke fejl af betydningen: Universitetsrektorerne fejer fuldstændigt den politiske aftale af bordet, og slår fast, at det ikke vil være muligt at få 20 pct. af landets studerende til fremover at vælge den særlige erhvervskandidat-uddannelse, og at resultatet derfor vil blive – hvis regeringen og forligspartierne står fast på de vedtagne spareplaner – at mange, mange flere unge skal nøjes med en 1-årig discountkandidat.

Forklaringen er teknisk, men ikke desto mindre væsentlig: Allerede i dag findes der et uddannelsestilbud til færdiguddannede bachelorer, som hedder en ‘erhvervskandidat’, fx på revisoruddannelserne. Her er det muligt at kombinere en overbygningsuddannelse med en rigtig stilling ude på en rigtig arbejdsplads, i praksis stort set kun på et revisionskontor. Det er altså ikke tale om nogen ny model, og universiterne kender på forhånd alt til indretningen. Og ved derfor, at der hverken er virksomheder eller studerende nok til at omforme en femtedel af alle uddannelsesforløb til disse ‘erhvervskandidater’:

Rektorerne forklarer i et fælles opråb: “I dag benytter omkring to procent af vores studerende den model. Men det er primært inden for revisoruddannelsen og dermed begrænset til en specifik uddannelse og en specifik branche. Erhvervskandidatmodellen er flere gange forsøgt udbredt på andre uddannelser og inden for andre brancher men med megen ringe interesse blandt studerende og aftagere.”

Mekanismen i den politiske aftale er dog enkel: Hvis de unge ikke kan få den særlige erhvervskandidat, så står den på den 1-årige skrabeordning. Og dermed vil det anslået blive op mod 23 pct. af alle kandidatuddannelser, som nu skal på skrump.

Uvidenhed er styrke

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) tager kritikken med ro. Som hun udtaler til Ritzau: “Der vil altid være ting, der er vanskelige og vækker bekymring undervejs.” Underforstået, at rektorerne jo bare hyler op som en pavlovsk refleks.

Det gør øjensynligt heller ikke noget større indtryk på regeringstoppen, at de studerende påpeger i en særudtalelse til Kandidatudvalgets afrapportering, at konsekvenserne vil blive “kortere uddannelser og et fattigere Danmark”. Ej heller, at erhvervsorganisationen DI indskærper, at der er “brug for nye løsninger”, fordi de “ønsker flere højtuddannede kandidater på de mange områder, hvor vi mangler arbejdskraft – ikke færre”.

Foreløbig skal hverken uddannelsesverdenen eller erhvervslivet skrue forventningerne for meget op til, at fornuften vil indfinde sig. For præmissen for SVM-regeringens reform er og bliver at drive flere unge hurtigere ud på arbejdsmarkedet. Antallet af år med læring, nysgerrighed og frie studier skal indskrænkes, for i stedet straks at komme ud på et arbejdsmarked, hvor antallet af arbejdstimer så bare kan skrues op som kompensation for det lavere vidensniveau: Work harder, not smarter.

SVM-regeringen har for længst fået vedtaget planen om forringelser, og det begynder da også så småt at gå op for forligspartierne, at de har lagt stemmer til en gennemgribende skrumpning, hvor det altså nu står klart, at det vil ende med at være langt flere end 10 pct. af kandidatuddannelserne, som skal skæres hårdt ned:

“Vores krav for overhovedet at gå med ind og diskutere nye kandidatveje var, at det skulle være på et niveau, hvor vi var sikre på, at vi kunne holde kvaliteten højt. Og det mener vi ikke, at man kan, hvis det er mere end 10 procent,” siger SF’s uddannelsesordfører, Sofie Lippert.

På samme måde udtaler De Konservatives uddannelsesordfører Lise Bertelsen: “Vi er meget kritiske over for at forkorte mere end 10 procent af kandidatuddannelserne”.

Problemet er blot, at partierne allerede har sagt ja til skrumpflation-planen. Erkendelsen  kommer måske for sent? For grundidéen med reformen er nu engang, at der skal mindre i pakkerne, mindre uddannelse til de unge, og derfor kan de videre drøftelser meget vel ende med blot at handle om, hvor små forringelserne skal være, og hvor tydeligt det skal fremgå, at indpakningen kommer til at snyde mange unge – som om det stadig skulle være en fuld uddannelse.

Discountkæderne har for længst opdaget, at forbrugeren reagerer mere på prisstigninger end på diskrete størrelsesændringer, og derfor fifles der i stigende grad med indpakningen. Og tilsyneladende er det også dér, vi nu også er nået til i den politiske markedsføring i Danmark, uanset om de studerende, rektorerne og erhvervslederne forsøger at råbe op: Kort er godt. Eller som det hedder hos George Orwell i 1984, fra Ministeriet for Sandhed: “Uvidenhed er styrke”. /Lars Trier Mogensen