Fabian Sommer/DPA/Ritzau Scanpix
Titlen på Nan Goldins nyåbnede retrospektive udstilling på Neue Nationalgalerie i Berlin er velvalgt: ‘This Will not end well’ – Det her ender ikke godt. Sætningen giver udtryk for en reel bekymring, men kan også opfattes som ironisk, hvis udfaldet af en given handling eller situation er åbenlyst eller absurd. Det minder om vittigheden om manden, der snubler på et bjerg og falder ud over en kilometerdyb afgrund og straks tænker ved sig selv, at “det her går aldrig godt”. Efter at være faldet 100 meter ændrer han standpunkt. Det er, som om det lysner lidt. “Det her går da meget godt?”
Da den 71-årige amerikanske kunstner trådte op til mikrofonen for at holde en tale ved udstillingens åbning, er der formentlig nogen hos ledelsen på det hæderkronede museum, som har tænkt netop det: Det her ender ikke godt. Nan Goldin er, foruden at være en stor kunstner med fotografiet som sit foretrukne medie, kendt som en uforfærdet aktivist. Hun har bl.a. taget kampen op mod den amerikanske Sackler-familie, som bærer et kæmpe ansvar for opioidkrisen, der har kostet adskillige tusinde mennesker livet i USA (det kan ses i Laura Poitras dokumentarfilm om Goldin All the Beauty and the Bloodshed). Og så sent som i oktober var Goldin blandt de 200 anholdte jødiske aktivister, da fredsorganisationen Jewish Voice for Peace orkestrerede en fredelig demonstration foran New Yorks børs på Wall Street som en kritik af diverse våbenfabrikanters stigende aktiepriser som følge af Israels vedvarende bombeangreb på Gaza og Libanon.
‘This Will not end well’ er en vandreudstilling. Den startede på Moderna Museet i Stockholm i 2022, har været vist på Stedelijk Museum i Amsterdam og skal videre til Milano i 2025 og Paris i 2026. Men det var her i Berlin, at en tale af Goldin kunne være mest kraftfuld. Tyskland har stået last og brast med den israelske regering under hele krigen i Gaza, og i april stormede og lukkede 2.500 kampklædte betjente en international Palæstina-konference (bl.a. arrangeret af førnævnte Jewish Voice for Peace) – som skulle have fundet sted i Berlin. Tyskland var ansvarlig for folkemordet på jøderne under Anden Verdenskrig, så staten Israels sikkerhed ligger højt på listen over landets nationale interesser. Åbenbart så højt, at det meste af det politiske spektrum i Tyskland er villig til at se igennem fingrene med – eller simpelthen ikke kan se – et folkemord begået af Israel mod et andet folk.
I sin tale henvendte Nan Goldin sig derfor direkte til Tyskland. “Hører du efter, Tyskland?” spurgte hun. Hun indledte med at opfordre publikum til at lægge deres telefoner væk og deltage i minutters stilhed. Bagefter sagde hun, at stilheden var for de 44.757 palæstinensere, som den israelske hær har dræbt i Gaza, de 3.516 dræbte i Libanon og de 815 civile israelere, som Hamas slog ihjel d. 7. oktober sidste år. “Var det ubehageligt?” spurgte hun. “Det håber jeg. Vi er nødt til at føle ubehag.” Goldin sagde videre, at udstillingen er retrospektiv med værker fra hele hendes liv, men ikke fra det sidste år. “Siden 7. oktober har jeg haft svært ved at trække vejret. Jeg føler katastrofen i min krop, men den er ikke med på udstillingen.” Hun mindede om, at en kritik af Israel ikke skal blandes sammen med antisemitisme (hun er selv jøde). Hun mindede om, at islamofobi i det store hele bliver ignoreret i Tyskland, og som Washington Post også citerede hende for: “Tyskland er hjemsted for den største palæstinensiske befolkningsgruppe i Europa. Og alligevel bliver demonstrationer mødt af politihunde, deporteringer og stigmatisering.”
Direktøren for Neue Nationalgalerie, Klaus Biesenbach, var hurtigt ude at tage afstand – ikke fra Nan Goldin som sådan, men fra de pro-palæstinensiske demonstranter, som var til stede. “Jeg er uenig med jer. Men jeg vil kæmpe for jeres ret til at udtrykke jer frit.” Han vil sikkert også gerne bevare sit job. Mange kunstnere mener formentlig det samme som Nan Goldin, men afholder sig fra at give udtryk for deres holdning. De ville blive cancelled på stedet. Men Nan Goldin er så stor, at hun kan gøre det. Hun er modig. Hun er 71 år. Hvad er det værste, der kan ske? Lige meget hvad, så ender det ikke godt. Men indtil da… /Oliver Stilling