Qujanaq

“Qujanaq”, siger Aki-Matilda Høegh-Dam, da hun stiller sig op ved pulten foran talerstolen og får ordet, og en simultantolk for første gang i Folketingets historie straks oversætter: “Tak”.

Som et nybrud ikke alene i dansk demokratisk historie, men også i forholdet mellem Danmark, Grønland og Færøerne, har Præsidiet langt om længe tilladt, at de fire nordatlantiske folketingsmedlemmer selv må bestemme, om de vil tale på dansk eller deres eget modersmål.

Opbruddet er så overrumplende, at det har kortsluttet den sædvanlige danske kulturkamp og slået en kile ind mellem to værdikrigere, som ellers ofte har været enige om det meste, når det kommer til sprog, såkaldt danskhed og majoritetskultur. Men Socialdemokratiets formand, statsminister Mette Frederiksen og Danmarksdemokraternes formand Inger Støjberg er røget i totterne på hinanden.

“Det er vigtigt, at vi som parlament anerkender Inuit og vores rettigheder som oprindelige folk i Kalaallit Nunaat, og som minoritet i Danmark,” siger 28-årige Aki-Matilda Høegh-Dam, som for alvor er ved at skubbe til grænserne for opfattelserne af rigsfællesskabet: “Efter 300 år, hvor man har taget beslutninger over vort land fra Folketinget, er det første gang Folketinget sikrer simultantolkning og giver mulighed for, at debatter kan følges og forstås af alle – både i Kalaallit Nunaat og i Danmark – og markerer en vigtig anerkendelse af vores kamp for bevarelse af vores sproglige og kulturelle identitet”.

Den sproglige vending i det danske folkestyre kommer ene og alene efter et vedholdende pres fra netop Aki-Matilda Høegh-Dam, som fik suverænt flest personlige stemmer ved sidste folketingsvalg, hvor næsten hver tredje vælger i Grønland stemte på hende. Som repræsentant for det socialdemokratiske parti Siumut har hun formået at skabe en skarp profil ved at forene en moderne rettighedstænkning med en mere traditionel form for nationalitetsfølelse, ja, man kunne måske ligefrem tale om en helt ny fusions-form for woke-nationalisme.

For Aki-Matilda Høegh-Dam handler det tydeligvis både om at fremtvinge respekt for et oprindeligt folk her i Danmark og om at sende et signal til baglandet om national stolthed. Og missionen må siges at være lykkedes: Ene kvinde har hun sat en dagsorden, som meget vel kan komme til at betyde, at grønlændere i Danmark fremover ikke længere behøver at dukke nakken og underkaste sig i det stille.

Støjbergs cirkus

Helt forventeligt reagerede Danmarksdemokraternes formand. Da det blev Inger Støjbergs tur under tirsdagens spørgetime i Folketinget, lød hendes protest: “Det er et værre cirkus, at man nu ikke behøver at tale dansk i Folketinget”.

Selvom Inger Støjberg på nogle strækninger kan siges at gøre brug af den samme form for argumentation, som Aki-Matilda Høegh-Dam benytter sig af, er det selvfølgelig oplagt, at Danmarksdemokraternes formand insisterer på at opretholde traditionen om, at man taler dansk i det danske parlament. Og at enhver undtagelse øjeblikkeligt vil føre til, at arabisk og andre fremmede tungemål vil erobre og undertvinge folketingssalen.

“Jeg synes helt ærligt, hvis man er valgt ind i Folketinget i Danmark, så taler vi dansk,” sagde Inger Støjberg, som nok også fik overtalt en del af de folketingskolleger, der i hvert fald sad noget undrende med høretelefoner – og forsøgte at forstå den ganske hakkende og ufuldstændige oversættelse, som blev leveret her ved premiereforestillingen.

Trods kort forberedelsestid var det ikke ligefrem en imponerende simultanoversættelse, og man kunne spore en vis irritation rundt om på stolerækkerne – ikke mindst fordi Aki-Matilda Høegh-Dam er født i Hillerød, uddannet i København og taler et mere formfuldendt dansk end det gennemsnitlige folketingsmedlem.

Men omslaget handler heller ikke om noget praktisk, ligesom det heller ikke gjorde det, da Stefan Seidler fra partiet Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) talte dansk i den tyske forbundsdag tilbage i 2021. Manifestationen er symbolsk og handler derfor i høj grad om også at fremkalde reaktioner af den type, som Inger Støjberg excellerer i.

Bemærkelsesværdigt nok var der dog én i salen, som reagerede anderledes kløgtigt. Som et særsyn i nyere dansk politisk historie trådte statsminister Mette Frederiksen nemlig frem og forsvarede minoritetsrettigheder og kulturel egenart:

“Tak til fru Aki-Matilda Høegh-Dam for at have været en pioner på det her område og for at have presset på for en nødvendig udvikling af det demokrati, der er her i folketingssalen,” sagde statsministeren først og rettede senere skytset mod Inger Støjberg:

“Jeg forstår ikke, at det skulle være et cirkus, at fire fuldstændig ligeværdige folketingsmedlemmer taler på deres modersmål”.

Mette Frederiksen gik endnu videre, og beskyldte Inger Støjberg for at dyrke en form for arrogance og “koloniherrementalitet”, som grønlænderne ellers – og pudsigt nok – tidligere har beskyldt skiftende statsministre for at udvise.

Trump er tilbage

Der er sket et afgørende skifte i Statsministeriet, og årsagen skal næppe findes i de tre krav, som Aki-Matilda Høegh-Dam selv oplistede: en dybere anerkendelse af Inuit, rettighederne hos det oprindelige folk i Kalaallit Nunaat og en større respekt for minoriteter i Danmark.

Nej, forklaringen på den imødekommende omvendelse blev udlagt direkte af Mette Frederiksen selv: Det handler om sikkerhedspolitik. Det handler om rigsfællesskabets fremtid – Danmarks position i Nato. Statsministeren konfronterede således Inger Støjberg og anklagede hende for at “skade rigsfællesskabet, Danmark, Europa og NATO”.

Jernlogikken er simpel: Danmarks rolle i Nato, og dermed anseelsen i Washington, afhænger først og fremmest af Grønlands geostrategiske betydning. Og Grønlands tilknytning til Danmark afhænger i stigende grad af danskernes imødekommenhed over for grønlænderne, simpelthen fordi andre lande, herunder ikke mindst USA, er begyndt at udvise større interesse.

Hvis Danmark skal stå stærkt sikkerhedspolitisk, kræver det ganske enkelt, at Grønland fortsat accepterer, at regeringen i København fører udenrigspolitik på hele rigsfællesskabets vegne, og den sammenhæng har Mette Frederiksen gennemskuet som den første danske statsminister nogensinde.

Med tanke på den genvalgte Donald Trumps købsønsker sidste gang, han var USA’s præsident, er det bestemt også forudseende at sørge for, at splittelsen mellem Danmark og Grønland ikke tales op nu. Dengang kaldte Trump det “nasty”, da Mette Frederiksen afviste at sælge Grønland, eller faktisk endnu mere absurd at bytte med det amerikanske territorium Puerto Rico.

Udadtil er den bløde fortælling, at Folketinget respekterer grønlandsk kultur og sprog, men indadtil er motivationen altså snarere en hårdere sikkerhedspolitisk logik. Og timingen er ikke tilfældig.

Torsdag åbner den nye internationale lufthavn i Nuuk, og snart vil der for første gang være direkte flyforbindelser mellem New York og Grønlands hovedstad. Helt fysisk vil København ikke længere være knudepunktet mellem Kalaallit Nunaat og resten af verden: Fra og med i morgen, hvor det livestreames på storskærme, når det første fly lander i Nuuk International Airport, og der senere er fyrværkerishow inde i byen, træder Grønland ind i en ny og mere fritstående epoke.

Pludselig står det klart, at kongeriget Danmark er en multi-nation, et ‘commonwealth of the Realm’, som består af tre nationer. Dén erkendelse kan også åbne for en ny forståelse af, hvad lille Danmark egentlig er for en størrelse. /Lars Trier Mogensen