“Jeg krimi-nimi-nel
jeg krimi-nimi-nel
jeg krimi-nimi-nimi-nimi-nimi-nimi-nel
Jeg krimi-nimi-nel
jeg krimi-nimi-nel
jeg krimi-nimi-nimi-nimi-nimi-nimi-nel
Jeg krimi-nimi-nel
jeg krimi-nimi-nel
jeg krimi-nimi-nimi-nimi-nimi-nimi-nel
jeg krimi-nimi-nel, jeg kriminiminel, jeg krimi-nimi-nimi-nimi-nel”
– Klumben, Kriminel, 2012
Der findes et herligt billede af Benjamin Netanyahu og Yoav Gallant siddende side om side ved en pressekonference iført næsten ens sorte skjorter og med samme kropsholdning. Gallant, der indtil Netanyahu fyrede ham tidligere i november, var forsvarsminister, har to store lommer på skjortebrystet; som om han lige om lidt skal ud på slagmarken (Gaza) og skal have plads på kroppen til så meget overlevelsesudstyr som muligt. Netanyahus skjorte er uden lommer og har et lidt mere statsmandsagtigt touch, selvom vævningen synes at være lige så grov som Gallants. To gamle, gråhårede mænd med kolde øjne (særligt Netanyahu) og nedadvendte mundvige, der sidder umælende med opmærksomheden rettet mod et sted uden for billedet. De ligner to forbrydere i fangedragter, som er ved at få læst et anklageskrift op. Det kunne jo være hos Den Internationale Straffedomstol (ICC), som i sidste uge udstedte en arrestordre på Netanyahu og Gallant for krigsforbrydelser begået i Gaza fra den 8. oktober 2023 til maj 2024.
Billedet er fra et pressemøde på den israelske militærbase Kirya i Tel Aviv den 28. oktober 2023 – altså på et tidspunkt, hvor mange – eller i hvert fald nogle – nærede et stille håb om, at den højreorienterede israelske regering ville overholde krigens love og den humanitære folkeret (bare som et mindstemål) i den forestående militære indsats mod Hamas i Gaza efter den palæstinensiske terrororganisations svinske angreb på israelsk jord et par uger tidligere.
Sådan gik det selvfølgelig ikke. Boligblokke, kvarterer, byer er blevet jævnet med jorden. Ifølge Gazas sundhedsministerium har den israelske krigsmaskine dræbt 44.000 mennesker, mens godt 104.000 er blevet såret. Yderligere tusinder og atter tusinder ligger begravet under murbrokkerne. Flere end 100 pressefolk er blevet dræbt, nødhjælpsarbejdere er blevet angrebet og bombet af israelske fly og droner, uafhængige læger melder om en uhyggelig overrepræsentation af børn, som er blevet skudt i hovedet eller brystet, adskillige tilbageholdte palæstinensere er blevet tortureret og dræbt i israelsk fangenskab, og i oktober kunne The New York Times rapportere, at den israelske hær rutinemæssigt har brugt civile palæstinensere som menneskeskjold under ekstremt farlige missioner – simpelthen ved at sende dem i forvejen gennem Hamas’ tunnelsystemer eller ind i bygninger, hvor der var fare for fælder med miner og andre sprængstoffer.
Det er der nogle, som bærer et ansvar for. Det er ikke bare ‘samfundets skyld’. Selvfølgelig skulle ICC udstede en arrestordre mod Benjamin Netanyahu og Yoav Gallant. Det er så ironisk, at de to mænd på henholdsvis 75 og 66 år, som nu til tid og evighed vil være forbundet af arrestordren, hader hinanden som pesten.
Retsforfølg ham
Netanyahu og Gallant ender næppe på anklagebænken i Haag. Israel har ikke underskrevet Rom-statutten, som er det juridiske fundament for ICC, og selv om landet havde gjort det, ville det aldrig udlevere de to. Samtidig er det tvivlsomt, om Netanyahu og Gallant kunne finde på at tage chancen og fx tage på ferie i et af de mange lande, som har underskrevet den.
Derfor er det bemærkelsesværdigt – for ikke at sige besynderligt – at Frankrigs regering onsdag var ude at sige, at Netanyahu ikke vil blive pågrebet på fransk jord med henvisning til, at han har immunitet, idet Israel ikke er medlem af ICC. “En stat kan ikke ventes at handle på en måde, der er uforenelig med dens forpligtelser i henhold til international ret med hensyn til immunitet, der gives til stater, som ikke er part i ICC,” forlød det i en pressemeddelelse fra det franske udenrigsministerium.
Den udlægning er noget fis. Det er ligegyldigt, at Israel ikke har underskrevet Rom-statutten, for det har Palæstina nemlig. Men ifølge artikel 98 i loven om Den Internationale Straffedomstol kan ICC ikke tvinge et af sine medlemslande til at arrestere en embedsmand eller en leder fra et land, der ikke tilhører domstolen, hvis det vil betyde, at landet tvinges til at overtræde folkeretlige forpligtelser vedrørende stats- eller diplomatisk immunitet.
Mediet Middle East Eye har talt med professor Leila Sadat, der er ekspert i international ret ved Washington University School of Law. Hun siger, at det er forventeligt, at Israel og dets allierede vil spille immunitetskortet, men at tidligere domme afsagt af ICC har lukket den dør: “Ingen international domstol er nogensinde kommet frem til, at en statsleder eller højtrangerende individ var beskyttet af immunitet, og artikel 27 er der for at kodificere det princip,” siger hun.
Det er kedeligt med Frankrig. Irriterende er det også at se aviser, man ellers respekterer, tale imod ICC. Det gjorde Washington Post i en leder forleden. Det er ikke, fordi Israel ikke skal holdes ansvarlig, skriver avisen, det skal bare ikke være ICC, der gør det. Rationalet er, at det underminerer domstolens arbejde med at stille folk til ansvar for krigsforbrydelser i lande som Rusland, Sudan og Myanmar. Men måske adskiller Israel sig ikke specielt meget fra de lande? Det er måske den triste sandhed. /Oliver Stilling