Hvor rig må man bli’?

Trumps valgsejr var en god nyhed for verdens rigeste mennesker. Værdien af Elon Musks Tesla-aktier steg med knap 40 pct., og multimilliardærer som Jeff Bezos og Bill Gates står også til at profitere med mange milliarder på MAGA-projektet. Så hvad skal vi stille op i en verden, hvor de superriges magt og velstand kun ser ud til at stige?

Ifølge den hollandsk-belgiske filosof Ingrid Robeyns bør der være en øvre grænse for enkeltpersoners velstand. I bogen Limitarianisme, som nu er udkommet på dansk på forlaget Rebel With A Cause, argumenterer hun for, at vi må begrænse rigdom, hvis vi vil redde demokratiet og fremtidssikre planeten mod økokatastrofer.

Robeyns påpeger bl.a., hvordan verdens ultrarige køber sig til pas i attraktive lande, donerer til valgkampagner og betaler lobbyister for at beskytte deres økonomiske interesser. Ved at konvertere deres rigdom til politisk indflydelse underminerer de ifølge filosoffen værdien om politisk lighed, som er en grundsten i demokratiet.

Klimaet lider ifølge Robeyns også under den ekstreme koncentration af velstand. I bogen fremhæver hun, at den rigeste ene pct. af verdens befolkning udleder 101 ton CO2 om året, mens den gennemsnitlige verdensborger kun udleder 6 ton. Mange ultrarige tjener også deres formuer på klimaskadelige industrier.

Rigdommens destruktive konsekvenser for demokratiet og klimaet har kort sagt overbevist hende om, at det er umoralsk at eje pengebeløb over en vis grænse: “Efter at have analyseret og debatteret ekstrem rigdom i et årti, blev jeg overbevist om, at vi må skabe en verden, hvor ingen er stenrige,” skriver hun.

Hvor meget er for meget?

Robeyns foreslår en øvre grænse for rigdom på 10 millioner. Euro, dollars eller pund – valutaen er uvæsentlig. For Robeyns er det vigtigste, at vores politiske institutioner ikke bør lade mennesker tjene penge, som ikke gør nogen nævneværdig forskel for deres livskvalitet. Særligt ikke, når de penge kunne bruges på andre gavnlige formål:

“Så længe staten er troværdig og effektiv, vil en grænse på omkring 10 mio. påvirke størstedelen af befolkningen positivt. Ved at omfordele det overskydende kunne vi investere mere i fx uddannelse og klimatiltag, hvilket ville skabe mere lige muligheder,” fortæller hun til Føljeton.

Robeyns uddyber, at de negative konsekvenser kun vil påvirke en lille del af befolkningen:

“Alt efter distributionen af velstand i det givne land vil det kun være omkring 1 pct. af befolkningen, der kommer over den øvre grænse.”

Hun tilføjer, at hun som sådan ikke er imod rigdom: “10 mio. er mange penge. Med den grænse kan du blive rig, men på et eller andet tidspunkt må nok være nok.”

Hvis den danske regering i morgen meldte ud, at de vil implementere en rigdomsgrænse på 70 mio. kr., kunne de stenrige så ikke bare tage deres penge og forsvinde?

“Jo, derfor er limitarianisme et regulerende ideal. Vi må bevæge os i den retning, men det er ikke noget, vi kan implementere med det samme. Før man kan fastsætte en grænse, bliver vi fx nødt til at komme skattely til livs,” fortæller hun.

Nyliberalismens spøgelse

Den liberale avis The Economist har kaldt Robeyns’ idéer for “simple, ophidsende, og forkerte, “ mens marxister rynker på næsen over hendes manglende fordømmelse af kapitalismen. Men hvor anderledes vil et limitariansk samfund være fra det, vi har i dag?

“Jeg arbejder med den hypotese, at der findes en version af et socialdemokratisk samfund, som virkelig reducerer ulighed og er økologisk bæredygtigt. Det holder til en vis grad fast i privat ejerskab af produktionsmidlerne,” siger hun.

Et limitariansk samfund kræver dog ifølge Robeyns et endegyldigt opgør med nyliberalismen og dens idé om at minimere statens indblanding i markedsøkonomien. Anført i 1980’erne af Reagan i USA og Thatcher i Storbritannien slog det nyliberalistiske projekt hårdt ned på fagforeninger, sænkede skatten for de allerrigeste, og igangsatte den eskalerende ulighed.

Ifølge Robeyns bærer nyliberalisternes blinde tro på markedskræfterne en stor del af skylden for, at verden i dag lider under ekstremt rige personer som Musk og Bezos. For at gøre et limitariansk samfund til virkelighed, må man derfor ifølge Robeyns acceptere, at staten skal have langt mere magt over økonomien, end den har i dag.

Vejen dertil er lang, og Robeyns er efter eget udsagn ikke optimist.  Men hun finder håb ved at tænke på verdens politiske fremskridt, som engang var utænkelige:

“De første mennesker, der argumenterede for at give kvinder stemmeret eller afskaffe slaveriet, mødte modstand, fordi slaver blev betragtet som dyr, og kvinder blev anset for ikke at kunne tænke ordentligt. Nu betragter vi det som en selvfølge, at kvinder bør have stemmeret, og at slaveri er umoralsk. Men engang var det ikke selvindlysende. Jeg håber, at vores syn på koncentrationen af rigdom på samme måde vil ændre sig en dag,” siger hun. /Claes T. Sørensen