Muhammad Haj Kadour/AFP/Ritzau Scanpix
Borgerkrigen i Syrien er rimelig kompleks, og den bliver ikke mindre kompleks, som årene går. Vi har en hovedskurk – han hedder Bashar al-Assad og er uddannet øjenlæge. “Det her er Bashar al-Assad, og det er ham, der skal undersøge dine øjne,” er ikke en sætning, man nogensinde har lyst til at høre. Men Syriens præsident er ikke den eneste skurk; den syriske borgerkrig er fuld af dem, den er fuld af krigende parter, politiske og religiøse fraktioner, og geopolitiske interessenter. Den syriske borgerkrig er det vildeste, tragiske kludetæppe.
Alene det faktum, at borgerkrigen stadig er i gang, vil nok overraske nogle. Den har stået på siden marts 2011, men der har været ‘ro på’, siden den såkaldte Idlib-våbenhvile blev indgået i marts 2020 af Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan og Ruslands præsident Vladimir Putin. Hvis man på egen hånd vil danne sig et grundigt overblik over borgerkrigen, er der selvstændige Wikipedia-opslag nok til en uge. Våbenhvilen betød, at der blev sat en stopper for deciderede frontlinjekonfrontationer mellem på den ene side den statskontrollerede hær, Syriens Væbnede Styrker, bakket op af Iran, Rusland og den libanesiske shia-muslimske politisk-militære organisation Hizbollah, og på den anden side Syriens Nationale Koalition (SNC), som består af en række militser og grupper, herunder Syriens Nationale Hær, den væbnede sunni-muslimske gruppering Hayʼat Tahrir al-Sham, Turkistans Islamiske Parti og en koalition af salafistiske jihadister, som på engelsk kalder sig Rouse the Believers Operation Room.
Våbenhvilen har ikke betydet, at fraktionerne har ligget på den lade side. Ifølge Charles Lister, der er direktør for det Washington-baserede Middle East Institutes afdeling for Bekæmpelse af Terrorisme & Ekstremisme, har Hayʼat Tahrir al-Sham brugt årene siden på at grovinvestere i at styrke sit militære beredskab og udvikle specialenheder, som kan foretage hurtige angreb og natlige operationer bag fjendens linjer. “Gruppen råder over et militærakademi, som drives af afhoppere fra det syriske militær og har omstruktureret sin militære fløj til en konventionel væbnet struktur,” skriver Lister i en kommentar i det britiske ugemagasin The Spectator.
Hayʼat Tahrir al-Sham (HTS) fandtes ikke ved borgerkrigens begyndelse, men blev dannet i 2017 ved en sammenlægning af bevægelserne Nour al-Din al-Zenki, Liwa al-Haqq, Ansar al-Din, Jaysh al-Sunna, Jaysh al-Ahrar og Jabhat Fateh al-Sham. Hæft dig ikke ved alle navnene – vi nævner det blot for at understrege kludetæppepointen.
Og den foreløbige kulmination på Hayʼat Tahrir al-Shams omstruktureringer har man så kunnet se i de seneste dage: Bl.a. et rygte på sociale medier om, at Bashar al-Assad, der ellers har siddet trygt på sin stol i den syriske hovedstad Damaskus, skulle være flygtet over hals og hoved til Moskva. I hvert fald lykkedes det fredag aften oppositionsstyrkerne med Hayʼat Tahrir al-Sham i spidsen at overtage kontrollen over millionbyen Aleppo, efter at de i dagene forinden havde indtaget 80 landsbyer og byer på den vestlige side af Aleppo-provinsens hovedby. Flere offensiver fra oppositionsstyrkernes side fandt angiveligt sted samtidig: I en af dem lykkedes det at få kontrol over byen Saraqeb i naboprovinsen Idlib, hvorved Aleppo i praksis er blevet afskåret fra Damaskus. Det arabiske nyhedsmedie Al Jazeera rapporterer, at der lørdag begyndte at cirkulere fotos og videoer af oppositionens militærklædte styrker ved siden af Citadellet i Aleppo, det store middelalderpalads i centrum af den gamle by.
Hvordan kunne det lade sig gøre? Den gængse geopolitiske analyse er, at Rusland, al-Assad-regimets store beskytter, har nok at se til i Ukraine, at Hizbollah er blevet rimelig amputeret efter Israels massive bombeangreb i Libanon, og at Iran også er pænt på hælene. Kampene kommer til at fortsætte. Som Charles Lister også er inde på i The Spectator, er den humanitære krise i Syrien værre end nogensinde. 90 pct. af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og halvdelen er stadig fordrevet. Men: “At hele [Aleppo] er faldet på 24 timer i denne omgang, er en forbløffende påmindelse om, hvor hurtigt ting kan forandre sig. HTS har næppe regnet med, at de kunne opnå så meget så hurtigt, men deres fremrykning lader ikke til at stoppe foreløbig. Med Bashar al-Assad i Moskva opstår der hurtigt et vakuum, og Syrien skal regne med, at de næste uger bliver ekstremt knoklede og potentielt historiske.” /Oliver Stilling