Kim Kyung-Hoon/Reuters/Ritzau Scanpix
Mellemkrigstiden er ved at luske tilbage: Verdens demokratier rystes på stribe. Senest nåede Sydkoreas præsident Yoon Suk Yeol i løbet af tirsdag at erklære og effektuere en militær undtagelsestilstand, før oppositionen hen over barrierer og politikæder fik kæmpet sig ind i parlamentet og nedstemt beslutningen.
Det sydkoreanske demokrati skælver, som i en rigtig horror-udgave af tv-serien Squid Game; en dødsensalvorlig overlevelseskamp, hvor hændelserne er så skræmmende, at det kan være svært at skelne de iscenesatte børnelege fra den endnu mere surrealistiske virkelighed.
I flere timer vaklede Sydkorea, og frygten voksede for åben krig på den sprængfarlige halvø, der som et levende levn fra den kolde krig fortsat er delt langs den demilitariserede zone, DMZ. Enhver form for politisk aktivitet blev straks forbudt, total statscensur indført over for alle medier. Den besynderlige begrundelse lød i et militærdekret fra præsident Yoon Suk Yeol, at han ville forsvare landet og “udrydde de pro-nordkoreanske kræfter, der er i gang med at føre vores land i afgrunden”.
Rystelserne i Seoul står ikke alene, og sker heller ikke kun langt væk. På lørdag har højrepopulisten Călin Georgescu gode odds for at vinde præsidentvalget i Rumænien, og dermed slutte sig til populist-autoritære kræfter som Ungarns premierminister Viktor Orbán og Slovakiets premierminister Robert Fico. Her i Europa falder dominobrikkerne også.
Udviklingen i Sydkorea er og bliver dog mest alarmerende. Efter præsident Yoon Suk Yeol pludselig – og helt uden anledning – beordrede militæret til at overtage kontrollen med landet, som formelt stadig er i krig med det atomvåbenbevæbnede Nordkorea, og specialstyrker forsøgte at trænge ind i parlamentet, gik demonstranter og oppositionspolitikere til modværge.
Uden for parlamentet blev de militære køretøjer omringet af menneskemasser, og inden for forsøgte folkevalgte fra oppositionspartierne at opsætte barrikader med møbler og skabe for at holde de fremstormende specialsoldater ude. Sydkoreas oppositionsleder Lee Jae-Myung lykkedes således kun med at komme ind til den skæbnesvangre afstemning om at ophæve den militære undtagelsestilstand, da han forcerede et hegn, med hjælp fra demonstranter.
Videoklippene, der cirkulerer på sociale medier, ligner noget fra en blanding af voldelige computerspil og hæsblæsende reality-tv.
Autokratiernes æra
Med 190 stemmer blev det militære dekret enstemmigt nedstemt i parlamentet, og selv præsidentens egne partimedlemmer støttede omgørelsen, ligesom det også ventes, at samtlige folkevalgte inden på lørdag vil stemme for at stille præsident Yoon Suk Yeol for en rigsret.
Katastrofen synes afblæst. Og så alligevel ikke.
Som i et afsnit af Squid Game, hvor dødsvagterne går rundt i lyserøde dragter og sorte masker, kan sammenbruddet i Sydkorea ses som et varsel: Det er ildevarslende, at Sydkorea som blot ét ud af tre frie demokratier i Asien – hvor de andre to ifølge flere uafhængige opgørelser er Japan og Taiwan – tilsyneladende er så vakkelvornt og skrøbeligt et parlamentarisk styre.
Selvom de folkelige reaktioner var øjeblikkelige, robuste og kompromisløse, tegner udviklingen faretruende, for når undtagelsestilstanden kan indføres ud af det blå, kan det jo ske igen. Så er uforudsigeligheden blevet en ny normal, og kræfter fra autoritære nabolande som Rusland, Nordkorea og ikke mindst Kina vil fremover få lettere spil til at destabilisere det ensomme demokrati i Sydkorea.
Her i Europa er den demokratiske styreform også under pres, og vel at mærke indefra, idet vælgerne i en lang række EU-lande er begyndt at svinge over mod politikere med tydelige autoritære og antiliberale tilbøjeligheder. Og kavaleriet kommer dem til undsætning, udefra, i form af cyberangreb og virtuelle påvirkningskampagner.
I Rumænien har myndighederne advaret om, at den første runde af præsidentvalget blev ramt af indblanding fra “udenlandske statslige og ikkestatslige aktører”, og pilen peger mod øst: Russiske troldefabrikker gør alt, hvad de kan for at skabe kaos og krudtrøg, så tilliden og opbakningen til åbne og demokratiske retsstatspolitikere svinder ind, og dermed lettere kan erstattes med såkaldt ‘stærke mænd’, der ønsker kontrol, som slår ned på opposition og uafhængige medier, og som udviser forståelse for militære indgreb.
Den amerikanske journalist Anne Applebaum beskriver i sin bog Autokrati A/S, at en kæde af autokratier er begyndt at samarbejde på tværs af kloden, fra Kina og Rusland over Iran og Venezuela til så forskellige lande som Cuba, Zimbabwe og Nordkorea, og at de i stigende grad assisteres af det, hun kalder for “hybriddemokratier” såsom Indien og Tyrkiet.
Næste bølge kan blive, at allerede etablerede demokratier ruller baglæns: Sydkorea og Rumænien kan stå for tur.
Velkommen, hr. diktator
Gennem de seneste år har der været mange, som udtrykker frygt for, at demokratierne står over for en aftenstund, en indre forkrøbling i konfrontationen med de fremvoksende autokratier. De mørke minder om efterkrigstiden er blevet fremmanet. Nogle gange måske også for opgivende?
Historikere har påpeget, at ‘end of democracy’-litteraturen ofte er for letkøbt, overfladisk og overser langt dybere kriser og konflikter, som prægede særligt Europa tilbage i 1920’erne og 1930’erne. At man glemmer afgrundsdybden af 1. verdenskrigs massemyrderier, dødstallene fra den spanske syge, hyperinflationen og den økonomiske armod.
Læresætningen er blevet, at de “gamle” demokratier dengang, altså her i Skandinavien, Storbritannien og USA, klarede sig styrket igennem kriserne, mens det kun var de “unge” demokratier, som kollapsede i mellemkrigstiden. At det ikke demokratiet som sådan, men snarere rodnettet under folkestyret, der er den afgørende faktor. Og når de “gamle” demokratier kunne stå den store depression igennem dengang, ja, hvorfor skulle det så ikke kunne ske igen?
Den bedrøvelige kendsgerning er blot, at Sydkorea først blev et demokrati for 37 år siden, og Rumænien også først fik en fri forfatning for 33 år siden. Begge må dermed betegnes som relativt unge demokratier. Bedømt på historien er der ingen garanti for, at kollapset i mellemkrigstiden ikke netop kan gentages nu, ganske enkelt fordi de mange yngre demokratier er under voldsomt pres for at lade sig forvandle til hybriddemokratier, hvis ikke ligefrem autokratier.
Fra dansk side er imødekommenheden over for militærdiktaturer også opadgående. Fredag kommer Egyptens generaloberst og præsident Abdel Fattah Al-Sisi på officielt statsbesøg i Danmark, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) og kong Frederik ruller den røde løber ud for én af Afrikas militærdiktatorer:
“Egypten er en helt central partner på migrationsområdet,” lyder det fra Mette Frederiksen, som ser frem til at mødes igen med manden, der kuppede sig til magten i 2013, og som i dag styrer ét af klodens mindst frie samfund med hård hånd. Formålet er enkelt: Danmark vil atter forsøge at lave en aftale om at tilbagesende afviste asylansøgere, hellere end gerne til et ikke-demokrati.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) sætter ærlige ord på situationen og vinker reelt farvel til enhver forhåbning om demokrati og frihedsrettigheder: “Hele vores tilgang til verden er, at vi er nødt til at møde verden, som den er, ikke som vi ønskede, at den skulle være.”
Når selv Danmark fejrer en militærdiktator, og byder ham velkommen som en mand, man kan lave smart forretning med, er det ikke længere så underligt, hvis Călin Georgescu samtidig vinder i Rumænien, eller hvis Yoon Suk Yeol skulle klare sig igennem kupforsøget. I de kommende dage skal der flages i København for endnu en autokrat.
Mellemkrigstiden banker atter på døren. /Lars Trier Mogensen