Christophe Petit Tesson/Reuters/Ritzau Scanpix
Så er det på søndag, at Notre-Dame, den gamle røgsværtede og brandramte middelalderkatedral, genåbner på Île de la Cité i Paris efter fem års omhyggelig genopbygning og restaurering. Statsoverhoveder fra hele verden vil glide ind i den franske hovedstad, og præsident Emmanuel Macron vil måske kunne få et par timers break fra sine nationalpolitiske problemer (dem kan du læse mere om i David Dragsteds analyse).
Macron kunne angiveligt slet ikke vente med at se Notre-Dame indefra til på søndag, så han var allerede forbi i sidste uge. “Det er sublimt,” sagde han og kiggede op mod katedralens hvælvede loft “som for at takke Gud”, som den franske avis Le Monde formulerede det. Besøget blev filmet, og en videosnas på halvandet minut kom ud til frit skue på internettet. Det ser lidt specielt ud. Indretningen er middelalderlig, gotisk, barok osv., men det hele ser nyt ud. Som om det er lavet i går – hvad det på sin vis også er.
Da franskmændene efter branden i april 2019 skulle tage stilling til, hvordan de skulle gribe genopbygningen an, droppede man ideen om avantgardistiske arkitektoniske fornyelsesprojekter, selv om mange arkitekter sikkert savlede over udsigten til sådan en opgave og tanken om masser af glas og stål på taget. Når man her nogle år senere ser tilbage på, hvad arkitektstandens fantasi rakte til dengang, må man prise sig lykkelig over, at den franske regering valgte at genskabe frem for at nyfortolke.
Den beslutning åbner så for nogle andre problemer, kan man allerede se på videoen med Macron, der inspicerer kirkeskibet. Der er meget lyst i katedralen, nærmest latterligt lyst. Det er kitschet lysteknologi for fuld udblæsning. Hvad er der galt med mørke? Opførelsen af Notre-Dame blev påbegyndt i 1163, og dengang havde de ikke LED-pærer; det var meningen, at man skulle sætte sig i en mørk krog og bede til Gud om lysere tider.
Da Macron besøgte Notre-Dame, sagde han, at katedralen var blevet “repareret, genopfundet og genopbygget”, og at han var “så dybt taknemmelig, Frankrig er så dybt taknemmelig”. Branden, der hærgede Notre-Dame, var voldsom og traumatiserende. Og det er, som om det sprog, man bruger, når man taler om det, bliver tilsvarende stort og svulstigt.
I april sidste år var tv-stationen CNN’s nyhedsprogram ’60 Minutes’ i Paris for at se, hvordan genopbygningen skred frem. Her udtalte Notre-Dames chefarkitekt Philippe Villeneuve, at han var blevet helt ødelagt af branden i 2019. “Jeg har sagt,” sagde han, “at den lille dreng, som var forelsket i katedralen, og arkitekten, som bestemte over den, døde den dag.” Efter en kunstpause tilføjede han, at “en anden mand tog over og sagde: Jeg må redde katedralen. Det er min mission”. Altså, den anden mand var jo ham selv, ikke?
En anden mand – eller skal vi sige en tredje – medvirker også i tv-indslaget. Det er den pensionerede general, Jean-Louis Georgelin, som regeringen i sin tid hentede ind til at styre slagets gang (undskyld udtrykket) og sørge for, at deadlinen for genopbygningen blev overholdt. Generalen kalder katedralen for “Frankrigs hjerte” og siger med autoritativ stemmeføring: “Vi skal undersøge hver en sten, hver en søjle”.
Denne højstemthed kunne man umiddelbart fristes til at kalde fransk, men så kommer man til at tænke på, at vi sådan set har vores egen Notre-Dame herhjemme: Børsen, der brændte i april i år. Børsbygningen husede lobbyorganisationen Dansk Erhverv, og Dansk Erhvervs direktør, forhenværende justitsminister Brian Mikkelsen, trådte, allerede mens branden stod på, og i særdeleshed også i dagene og ugerne efter, ind i en Macron-agtig rolle.
Han sagde på tv – og gentog det igen og igen som et mantra – at Børsen skulle genopbygges “no matter what”. Alt skulle føres tilbage, fuldstændig som det var. Og nu står det gudhjælpemig på den store dug, som dækker stilladset omkring bygningen: “No matter what”. Det er noget, der hører til i en håndboldhal. Genopbygningen af Børsen fylder alt på Dansk Erhvervs hjemmeside. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Genopbygningen er en brandingkampagne. Det er kitschet, allerede inden der er sat LED-lamper op.
Det er kun kirken og finansverdenen, som er i stand til at samle kapital til milliardprojekter af den karakter. Det er værd at tænke over. Gid man kunne finde ud af at kaste de samme summer efter at skabe et bedre samfund. /Oliver Stilling