Au revoir Barnier

Sidste gang det skete i Frankrig, var i 1962, da Georges Pompidous regering blev væltet. Nu er den så gal igen: For kun anden gang i Den Femte Republiks historie er den franske regering faldet ved en mistillidsafstemning. Premierminister Michel Barnier er blevet sendt klart og tydeligt ud i vinterkulden, efter hele 331 stemmer i parlamentet onsdag vendte tommelfingeren nedad til ham. Kun 288 stemmer var krævet for et flertal.

Tilbage står Frankrig i et om muligt endnu større politisk kaos end før. Sølle tre måneder fik Barniers regering lov til at overleve, hvilket næsten nærmer sig Liz Truss-standarder. Egentlig er det dog heller ikke overraskende, at regeringen levede på lånt tid: Efter præsident Emmanuel Macrons satsning med at udskrive lynvalg i sommer (der kom som reaktion på et for ham katastrofalt Europa-Parlamentsvalg, hvor højrenationale Rassemblement National stormede frem), har sammensætningen i det franske parlament været mildest talt porøs.

Macrons midterprojekt mistede kort sagt sit flertal ved lynvalget, mens såvel venstre- som højrefløjen voksede. Resultatet har været et uholdbart Mexican standoff, hvor ingen af de tre grupperinger kan mønstre et flertal uden samarbejde, men alle er enige om at hade hinanden. Macrons udnævnelse af Barnier fra det borgerlige Les Républicains har været en ringe brandslukning i den opflammede krisestemning, og da særligt når debatten er kommet til finansloven for 2025 og Frankrigs forgældede økonomi. Premierministerens foreslåede sparepolitik blev for hård kost for begge yderfløje, hvilket i sidste ende skulle udløse mistillidsafstemningen.

I flere franske medier peger man i vanlig stil på Rassemblement Nationals evigt småfascistiske femme fatale Marine Le Pen som den store indpisker: Det var Le Pen, som dirigerede sine tropper til at bakke op om mistillidsafstemningen, og som i tydelige termer har udtrykt sit ønske om, at Macron også trækker sig som præsident. På overfladen er Le Pens pointe, at Macrons afgang er påkrævet for at bryde det politiske dødvande i Frankrig. Rent teknisk-juridisk vil man nemlig tidligst kunne afvikle et nyt parlamentsvalg næste sommer, hvorfor parlamentet vil forblive fastlåst indtil da – uanset hvem der så ellers er premierminister. Men spørger man fx Le Monde, har Le Pen også et mere personligt motiv.

Til foråret står Rassemblement National-formanden over for en sag om fusk med EU-midler, hvilket potentielt kan føre til, at hun både får en fængselsstraf og bliver udelukket fra at stille op til præsidentvalget i 2027. Marine Le Pen arbejder derfor efter den hårde deadline, at hun skal nå at have fremtvunget et præsidentvalg så hurtigt som muligt og inden dommen falder. Hvilket umiddelbart også kan forklare, hvorfor hun frivilligt har kastet sin egen kongemagerrolle over bord med mistillidsafstemningen, vel vidende at en eventuel ny regering kan komme til at bygge på venstrefløjen snarere end de højrenationales velvilje. En umiddelbar magtfrasigelse, som franske aviser som L’Obs og Le Figaro kalder en taktisk brøler – hvis det altså kun får vippet Barnier og ikke også Macron af pinden.

Hvad Emmanuel Macron nu vil gøre, er ikke rigtigt til at forudsige – for som han også beviste med udskrivelsen af sommerens lynvalg, er han ikke bleg for at gå all-in med uventede politiske manøvrer. I første omgang vil han holde en tale her torsdag aften kl. 20, hvor en ny premierminister måske/måske ikke kan blive udnævnt. Desuden vil han formodentlig gerne have lidt ro på, før weekendens fejring af Notre Dame, hvor bl.a. USA’s kommende præsident Donald Trump kommer på besøg. At få styr på et land med mere end 246 forskellige slags oste er dog stadig nemmere sagt end gjort. Og set fra et europæisk perspektiv kunne det politiske kaos i Frankrig næppe komme på et dårligere og mere kritisk tidspunkt. /David Dragsted