Dødssygt hampelort

Topledelsen i JP/Politikens Hus er ikke mænd af store principper: De er jyske købmænd. Hverken mere eller mindre. Derfor har de seneste års hidsige debat i Danmark om ytringsfrihed reelt udspillet sig som en skindebat. Nu viser det sig nemlig, at nogle af landets mest fromme ridderskikkelser har optrådt som klassiske kræmmere  – bag scenen.

Selv om Jyllands-Posten har forsøgt at iscenesætte sig selv som spydspidsen i en global kamp for antiautoritær og rebelsk religionskritik, viser to nye bøger, at Danmarks engang største dagblad på de indre linjer har kørt et helt andet og personligt forbitret magtspil.

Hele den hidsige debat om ytrings- og pressefrihed har angiveligt kun været på skrømt, og hele Danmark har dermed været til grin. I hvert fald alle dem, der har tillagt Jyllands-Posten og koncernen bag, JP/Politikens Hus, nogen form for integritet og principfasthed. Dem, der har hyldet Jyllands-Posten som frihedskæmpere, er bespottet. Og kritikerne af Jyllands-Posten, ja, de fremstår mindst lige så latterlige, fordi de rent faktisk troede, at udgivelsen af Jyllands-Posten handlede om mere og andet end annoncesalg og lavere omkostninger.

Siden offentliggørelsen af de 12 Muhammed-karikaturtegninger i 2005 og den efterfølgende eksplosion i verdensoffentligheden har de ledende mænd omkring Jyllands-Posten gennemført, hvad der kun kan opfattes som et hyklerisk dobbeltspil – efter en devise, som JP/Politikens Hus A/S’ daværende koncernbestyrelsesformand Jørgen Ejbøl i dag formulerer sådan her: ”Vi beder da ikke nogen gå i døden for noget så dødssygt hampelort, vel? Nogle primitive tegninger.”

Og videre: ”Derfor er det et totalsvigt at lege med alvoren og sætte sin person foran fællesskabet. Så svigtet ligger hos en mand, som vi har brugt over 130 mio. kr. på at beskytte,” udtaler Ejbøl – som engang blev opfattet som en respektabel publicist – med henvisning til Jyllands-Postens daværende kulturredaktør Flemming Rose: Han står tilbage som Danmarks eneste intellektuelle med global gennemslagskraft, som imidlertid ikke kunne regne med støtte fra sin egen provinsavis.

I offentligheden har Jyllands-Posten ganske vist flaget vidt og bredt med tegningerne, og Flemming Rose – som ikke engang selv fandt på mediestuntet med de 12 tegninger i første omgang – er blevet gjort til skydeskive for alverdens fanatiske tosser. Men de ydre trusler har ikke skabt indre støtte fra JP-ledelsen. Tværtimod.

Indadtil har Jyllands-Posten været styret efter en hyper-pragmatisk hestehandler-logik, alt imens man udadtil og til festlige lejligheder har hævdet at være kompromisløs i forsvaret for ”verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse,” som det berømt hed i den tekst, der ledsagede de 12 karikaturtegninger, og som var skrevet af Flemming Rose.

Netop Flemming Rose er også forfatter til den første af de to bøger om forløbet, den opsigtvækkende De Besatte, som officielt udkommer på mandag. Her afslører han, hvordan han blev modarbejdet indefra og direkte intimideret af Jørgen Ejbøl, som også er tidligere chefredaktør for Jyllands-Posten og nuværende formand for Jyllands-Postens Fond. Topledelsen mente ganske enkelt, at Rose var blevet grebet af en form for religiøs besættelse, som skulle uddrives med tavshed.

Jørgen Ejbøl formulerede en såkaldt ’håndfæstning’, som havde til formål at lukke munden på Flemming Rose. I en mail, som han sendte til koncerndirektør Lars Munch, og som er gengivet i bogen, er de håndfaste indskrænkninger i Flemming Roses egen ytringsfrihed beskrevet detaljeret, heriblandt krav om ”ingen deltagelse i radio- og tv-programmer, nationalt og internationalt” og ”ingen deltagelse i foredragsvirksomhed eller seminarer, nationalt og internationalt”.

Friheden for Loke gælder tydeligvis ikke for Thor – eller Flemming. Et billede, der også tegnes i den anden bog, en ny portrætbog om selv samme Jørgen Ejbøl, med titlen Pansergeneralen, skrevet af portrætjournalist Kirsten Jacobsen. Her får Jørgen Ejbøl frit spil til at angribe Flemming Rose for at være personligt skyld i den totalitære desperado-terrorisme, som flere gange har været uhyre tæt på at ramme JP/Politikens Hus og ulykkeligvis har ført til drab og henrettelser på dusinvis journalister og tegnere verden over.

At en fortsat magtfuld figur som Jørgen Ejbøl er endt dér – med rablende anfald og ‘victim-blaming‘ – er i sig selv et trist sindbillede på, hvor tossede de senere års debat har gjort nogle af deltagerne. Den helt store tragedie er dog, at det hele åbenbart blot har været et bluffnummer; en kugleskør leg med symboler, som alligevel ikke betød noget, da situationens alvor pressede sig på.