Murad Sezer/Reuters/Ritzau Scanpix
Tilbage i 2019 fik TDC et nyt navn. Måske bemærkede du det slet ikke, men televirksomheden var selv ganske tilfreds, ja, måske ligefrem lykkelig over resultatet. Man må da også sige, at der var blevet lagt en pæn portion ressourcer og arbejdstimer i den numerologiske manøvre. For som en Mikkel Lind med den imponerende titel Vice President, Head of Marketing, Communications & Online dengang sagde til Mediet Markedsføring, krævede det “masser af analyser, fokusgrupper, workshops og talrige interviews med TDC-medarbejdere i alle lag i virksomheden” at komme frem til det helt rigtige navn.
Omkring 3.000 navneforslag var ifølge Mikkel Lind oppe at vende, og man havde selvfølgelig også hentet ekstern hjælp fra både reklamebureauet Mensch, kommunikationsbureauet FRIDAY, branding- og designbureauet Kontrapunkt og det britiske navnebureau Siegel+Gale (hvilket heller ikke kan have været billigt). Resultatet? At TDC fremover skulle hedde… TDC NET…
…Bravo.
Kommer man til at scrolle rundt på det bizarre sociale medie LinkedIn, vil man hurtigt erfare, at virksomhedsledere og andre corporate-typer generelt kan have en tendens til at lave en TDC og lidt miste jordforbindelsen. Eller i hvert fald fejllæse, hvilket signal man sender til omverdenen. Tidligere på ugen kunne man eksempelvis opleve på LinkedIn, hvordan Michael Løve, adm. direktør for energiselskabet OK (der efter eget udsagn “har mere end 670 lokale tankstationer over hele landet”), var helt oppe at støde over virksomhedens nye logo.
I et opslag beskriver Løve, hvordan skiftet mod el går hurtigt”, og at der i OK er kommet over “200 nye kolleger indenfor især E-mobilitet, el, IT og kundeservice”. Selvom man stadig er “stolte” over virksomhedens “mange tankstationer”, må omverdenen derfor forstå, at OK også er meget mere end “bare benzin”. Nej, man er et “bredt forankret energiselskab som sælger brændstof, el, ladestandere, varmepumper, m.m.”. Men hvor vil Michael Løve mon hen med alt det? Jo, pointen er såmænd, at tankstationsselskabet har fået et spritnyt logo, der bedre skal signalere omstillingen. Eller, nyt er måske så meget sagt: Man har opdateret farven i OK’s logo fra rød til en anden nuance af rød…
…Ok.
Om det er galt eller genialt vil vi lade fageksperter om at vurdere. Men selve det med farvenuanceforskelle vil vi nu gerne dvæle lidt ved. For om ikke andet giver det en anledning til at hive den skotske erkendelsesfilosof David Hume (1711-1776) frem fra gemmerne.
Uden at gå alt for meget i detaljer tilhørte Hume den såkaldte empiristiske skole. Han mente, at vores bevidsthed danner forskellige idéer ud fra sanseindtryk, og at alt derfor i sidste ende afhænger af vores erfaringer. Det mærkelige er så bare, at Hume i hovedværket An Enquiry Concerning Human Understanding tilsyneladende (og til mange filosoffers store frustration) modbeviser sin egen teori med et lidt spøjst eksempel:
“Antag derfor, at en person har nydt sit syn i tredive år og er blevet helt fortrolig med alle slags farver, bortset fra en bestemt nuance af blå, som det aldrig har været hans held at møde. Lad alle de forskellige nuancer af den farve, undtagen den ene, blive placeret foran ham, gradvist faldende fra den mørkeste til den lyseste; det er tydeligt, at han vil opfatte et tomrum, hvor den nuance mangler […] Nu spørger jeg, om det er muligt for ham, ud fra hans egen fantasi, at udfylde denne mangel og give sig selv ideen om den særlige nuance, selvom den aldrig var blevet formidlet til ham af hans sanser?”
Humes svar er ja. Set i det lys kan selv små nuanceforskelle gøre en stor forskel, for de kan åbenbart sætte hele tankesystemer i forlegenhed (ikke at Hume lader til at bekymre sig videre over det).
Så måske har OK alligevel fat i den lange ende, selvom det er svært at se med det blotte øje.
Farveforvirring
Noget, der til gengæld er lidt mere tydeligt, er debatten om den nylige happening på Statens Museum for Kunst (SMK), hvor klimaaktivister fra Nødbremsen hældte maling på det glas, der beskyttede maleriet “Kvinde i chemise” fra 1906 af franske André Derain. Den resulterende forargelse fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) er kommet helt som forventet, og det samme er debatten om, hvorvidt den slags aktivisme overhovedet fremmer klimasagen.
Hos faktatjekmediet TjekDet har man undersøgt spørgsmålet med udgangspunkt i en spørgeskemaundersøgelse, som en af de ansvarlige klimaaktivister fra Nødbremsen selv henviser til. Problemet for aktivisten er så bare, at han åbenbart har lavet en David Hume, og leveret et bevis, der modsiger hans egen påstand – nemlig at malingkastet gør mere godt end skidt for folks opbakning til klimakampen. TjekDet har været i kontakt med forskeren bag undersøgelsen, og hans besked er klar: “De misrepræsenterer fuldstændig vores studie. Vi konkluder (sic) utvetydigt, at protester (red. som den på Statens Museum for Kunst) sandsynligvis skader klimaindsatsens sag.”
Desværre gør det altså næppe nogen forskel, hvis det er en marginalt anden nuance af rød maling, klimaaktivisterne næste gang kaster på glasset (selvom man med fordel kunne låne OK’s farvekode). Umiddelbart lader det også til, at man bør overveje en anden form for aktivisme. Men selve den frustration, som Nødbremsen udtrykker, bliver alligevel kun mere og mere aktuel: Med den nuværende klimapolitik, vi fører herhjemme, har vi nemlig stadig søvngængerkurs mod katastrofen – og mange af de grønneste løfter truer med at gå op i sort fossilrøg.
Senest har Energistyrelsen torsdag måttet meddele, at man end ikke har kunnet skaffe ét eneste bud på de tre udbudte havvindmølleparker i Nordsøen, som efter planen skal give 3 GW i havvind og forsyne flere millioner husstande med grøn strøm. Det er selvsagt en syngende lussing til regeringens i forvejen sparsomme klimapolitik, og åbenbart også lidt af et mysterium for klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M), som nu har bedt Energistyrelsen om at undersøge, hvad der mon er gået galt.
Spørger man energiselskaberne, sådan som Altinget har gjort, er det hele dog meget lidt gådefuldt: Markedsvilkårene for havvind er for dårlige, renten for høj og uklarheden omkring den udskudte brintinfrastruktur for stor. Alt sammen noget, Lars Aagaard og resten af SVM-regeringen for længst kunne have gjort noget ved, i stedet for på bagkant at lyde som en afladet, energifattig og overrasket Pikachu.
Nej, hvis ikke vi vidste bedre, ville vi tro, det var de samme smarte marketingstyper, TDC NET og OK har haft fat i, som styrer den efterhånden meget lidt synlige grønne omstilling. For med alle de erfaringer og klimaanbefalinger, der ligger klar fra fx Klimarådet, virker den politiske forestillingsevne jo næsten kriminelt ringe; idéerne og løsningsforslagene så løst sammensatte, at hele regeringens sanseapparat lader til at være i udu. Rød og blå giver tydeligvis ikke grøn, uanset nuanceringerne. Og egentlig kunne SVM lige så godt udstille sig selv på SMK som på Christiansborg, hvis ikke man vil trække i nødbremsen. /David Dragsted, chefredaktør