Har plastik forurenet naturdokumentaren?

December begyndte med en miljøkatastrofe. I Busan i Sydkorea var verden samlet for at forhandle en global aftale på plads om at bremse plastikforureningen, og forhåbningerne til dette femte topmøde hos FN’s Intergovernmental Negotiating Committee (INC-5) havde på forhånd været store. Den første dag i julemåneden, bedst som man havde travlt med at tage sin pakkekalenderchokolade ud af engangsplasten, kom dog den værst tænkelige melding: Efter en hel uges forhandlinger var INC-5 endt uden en aftale.

Som i et ekko fra COP29 i Baku, der sluttede få dage før plastikdrøftelserne i Busan begyndte, var det særligt en samling hovedrige olielande anført af Saudi-Arabien, der spændte ben for de grønne ambitioner. For slet ikke at tale om de mange, mange lobbyister fra plastikindustrien, som også havde fundet vej til Sydkorea. Kort fortalt lykkedes det ikke at nå frem til et fælles mål om at begrænse produktionen af plastik, endsige regulere anvendelsen af potentielt farlige kemikalier yderligere. Snarere måtte topchefen for FN’s miljøprogram (UNEP), navnlig danske Inge Andersen, finde håbet i fremtidige forhandlinger:

“Verdens engagement i at sætte en stopper for plastikforurening er klart og ubestrideligt. Her i Busan har forhandlingerne bragt os tættere på at blive enige om en global juridisk bindende traktat, der vil beskytte vores sundhed, vores miljø og vores fremtid mod plastforureningens angreb.”

Helt så positiv var udlægningen ikke hos de lande, der kæmper for en øjeblikkelig begrænsning af plastikproduktionen til et “bæredygtigt niveau”. Forståeligt nok, for læser man lidt op på statistikkerne, er problemet åbenlyst:

Dagligt bliver der ifølge FN smidt det, der svarer til 2.000 skraldebiler fyldt med plastik i verdens have og vandmiljøer – hvilket årligt løber op i omkring 10 mio. ton. Som tingene står nu, vil verdens plastikproduktion samtidig være blevet tredoblet i 2050, alt imens mikroplast fortsat bliver fundet alle tænkelige og utænkelige steder: i vores mad, drikkevand, luft, indre organer, brystmælk og endda i delfiners ånde.

Ifølge miljøminister Magnus Heunicke (S) – som øjensynligt havde svært ved at skjule sin skuffelse over INC-5 – vil der i 2050 “være mere plast end fisk i verdenshavene, hvis det fortsætter”. Hvilket selvfølgelig også giver anledning til et meget åbenlyst spørgsmål: Hvad gør det ikke ved vores naturdokumentarer?

Forsømte fisk

Er man blevet opflasket med flow-tv, har man utvivlsomt set og nydt den ene storslåede BBC-naturdokumentar efter den anden (hvis man da ikke er blevet spist af med DR-discountudgaven med Lars Mikkelsen). Udsendelser som Den blå planet har åbnet vores øjne for det utrolige liv under havoverfladen, og Sir David Attenborough, naturformidleren over dem alle, har forklaret fænomenerne i oceanerne, så alle kan se og fornemme storheden.

Med årene er Attenboroughs løftede pegefinger dog også blevet mere og mere tydelig. Til sammenligning med Den blå planet, der udkom i 2001, er opfølgeren Den blå planet II fra 2017 fx helt eksplicit omkring den katastrofale påvirkning, plastikforurening og menneskeskabte klimaforandringer har på vores verdenshave.

Pludselig fungerer naturdokumentaren ikke bare som en ufarlig og apolitisk omgang fredagsunderholdning, der fx kan fetichere en blækspruttes forbløffende intelligente jagtteknikker, mens vi mæsker os i kalamari. Nej, nu skal vi minsandten også se på grindehvaler, der sørger over en unges for tidlige og plastikforårsagede dødsfald. Det er bare ikke nær så hyggeligt.

Naturdokumentaren er kort sagt under forvandling, og derfor er det også kun forventeligt, at streaminggiganten Netflix forsøger sig med genren. Senest er udkommet Our Oceans, der fik premiere i slutningen af november – altså bedst som miljøet skulle reddes i Busan. Billederne fra verdenshavene er her omtrent lige så forbløffende som hos BBC, men serien er faktisk endnu mere hyggesmadrende. Man har nemlig sat USA’s tidligere præsident Barack Obama til at være fortællestemme gennem hele showet.

Ligesom det var tilfældet i Den blå planet II, skorter det ikke på bekymrende eksempler på plastikforurening i Our Oceans: Vi ser fisk fanget i forskellige slags emballage, blæksprutter, der bruger engangskrus som interimistiske gemmesteder (apropos ovennævnte jagtteknikker) og djævlerokker, der sluger usandsynlige mængder mikroplast hver gang de forsøger at spise plankton. Forskellen er så bare, at vi ikke længere har David Attenborough som skuffet far, men snarere Obama som moraliserende onkel. Og lad os bare sige, at det deler vandene.

Udover at Barack Obama med sin påtaget pædagogiske diktion taler, som om seerne enten er børn eller idioter – hvis ikke begge dele – formår han også at affortrylle naturdokumentaren med sin blotte tilstedeværelse. For mens David Attenborough har dedikeret hele sit liv til naturen og de nødvendige miljøkampe, har Barack Obama jo vitterligt haft otte år som præsident for verdens mest magtfulde land. Hvis der er nogen, der har haft en oplagt mulighed for at forhindre og begrænse mange af de forureningsproblemer, som Obama hele tiden taler om i Our Oceans, er det da netop ham selv.

Resultatet er et stykke temmelig skizofrent tv, som hverken bliver fugl eller fisk; fornemmelsen, man som seer efterlades med, er sært syntetisk. Det er, som om serien bliver til en billig og masseproduceret gengivelse, man mest har lyst til at smide ud. Havlivet stjæler stadig showet, og optagelserne er som sagt forrygende. Med tanke på, at det snart ikke længere vil være muligt at se fiskene for bare plastik, må vi jo værne om den slags. Barack Obamas kunstige forargelse kan dog dårligt genbruges, eller Our Oceans ses som nogen naturlig arvtager til Den blå planet. /David Dragsted